I kampen mod misinformation vil YouTube fjerne alle videoer, som indeholder vildledende oplysninger om godkendte vacciner, skriver de i en pressemeddelelse.
TV 2 bringer nyheden.
I en pressemeddelelse, som kom ud i går, annoncerede videotjenesten, at de vil fjerne samtlige videoer, som indeholder vildledende oplysninger om WHO-godkendte vacciner. Helt konkret vil YouTube slå ned på indhold, som fejlagtigt påstår, at vacciner er farlige og forårsager kroniske sygdomme.
Fx videoer om, at nogle vacciner skullevære i stand til at forårsage “autisme, kræft eller infertilitet,” står der i pressemeddelelsen, eller videoer, der hævder, at vacciner kan bruges til at spore og overvåge dem, der modtager dem.
YouTube har lavet lignende regler for videoer under coronapandemien – alene i 2020 fjernede de over 130.000 videoer med falske nyheder om coronavirus, og i august i år fjernede de en million videoer, skriver TV 2.
Flere sociale medier, herunder YouTube, er blevet beskyldt af politiske ledere for ikke at gøre nok for at bremse mængden af misinformation hurtigt nok.
En kæmpe platform som YouTube besidder nemlig en ret stor magt til at påvirke, hvilke oplysninger man får.
Ifølge Michael Bang Petersen, som er professor på Københavns Universitet og leder af ‘HOPE’-projektet, der afdækker danskernes adfærd under corona, er det ikke nødvendigvis en god idé at fjerne disse videoer.
Han mener, at det lægger op til nogle mere principielle diskussioner om, hvordan man som techgigant skal behandle fordrejede historier.
“En ting er, at vi er i en krisetid med coronavirus, men betyder det, at det er en god idé at fjerne al misinformation? Ofte er det ekstremt svært at finde ud af, hvad der er misinformation, og hvad der ikke er,” lyder det fra Michael Bang Petersen til TV 2.