mboost-dp1

Arriva

Arriva tilbyder nu også gratis internet på stationerne

- Via Arriva - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Norton

For snart et år siden kunne Arriva annoncere, at de ville tilbyde gratis internet i deres toge, og senere på året fulgte Arrivas hovedstadsbusser.

Nu kan Arriva så annoncere, at de vil udvide konceptet til også at dække alle 81 stationer i Midt- og Vestjylland.

Jens Thousgaard, salgs- og marketingschef, Arriva skrev:
Vi ønsker at give vores passagerer en behagelig rejse fra start til slut, og det inkluderer naturligvis ventetiden på stationen

Om stationerne også omfatter de DSB-stationer, der ligger på ruter, hvor både DSB og Arriva kører, er ikke nævnt i pressemeddelsen; disse omfatter bl.a. Århus, Skanderborg, Struer, Holstebro, Langå og Esbjerg.

Kort & Matrikelstyrelsen

200 års Danmarkshistorie nu tilgængelig på nettet

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak

Hos Kort & Matrikelstyrelsen har man i 200 år gemt på gamle kort af optegnelser over det danske land. Helt konkret er der tale om i alt 45.000 matrikel- og sognekort, som indtil nu kun har været tilgængelige for besøgende ved styrelsens arkiv i København.

Disse kort er nu blevet digitaliseret og lagt ud på styrelsens hjemmeside, så det er muligt at søge på dem gennem bl.a. adresse, matrikelnummer eller koordinater.

Selvom det primært har været slægtsforskere, historikere og arkæologer, der har gransket i arkiverne, så er kortene også vigtige for den danske natur, når man skal genoprette naturområder; f.eks. tjente kortene som vigtig referenceramme ved genopretningen af Skjern Å i starten af dette årti.

Tre områder er dog ikke med i arkiverne endnu; det handler først og fremmest om Sønderjylland, der har haft sit eget preussiske matrikelsystem, fra da området var tysk. De andre to områder er København og Frederiksberg, der ligger uden for Kort & Matrikelstyrelsens myndighed. Der arbejdes dog på at få alle kortene med for det nuværende Danmark.

Metallica

Metallica overvejer at droppe pladesalg til fordel for nettet

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak

For en halv snes år siden gik Metallica til kamp mod den populære musikdelingstjeneste Napster, og dengang var det ikke pæne ord, metalbandet havde at sige om hele konceptet med musik over nettet.

Den holdning ser nu ud til at have ændret sig, i hvert fald ifølge bandets trommeslager, danske Lars Ulrich, som i et interview med Los Angeles Times kan fortælle, at bandet helt overvejer at droppe pladeselskaberne til fordel for rent salg baseret på nettet og musikfranchises såsom Guitar Hero. Her fremhæver Ulrich et band som Radiohead og Trent Reznor fra Nine Inch Nails som folk, der med succes har solgt deres musik gennem deres hjemmesider uden om pladeselskaberne.

Faktisk mener Ulrich slet ikke, at pladeselskaber er nødvendige for succesfulde bands.

Lars Ulrich, trommeslager, Metallica skrev:
Nej. Pladeselskabets hovedopgave er at fungere som bank. Og når man er så heldig at have succes, har man ikke brug for pladeselskaber som banker. Vi skal spille en række koncerter med Trent (Reznor) til sommer, og jeg glæder mig til at tale med ham om hans planer

General Electric

3D-bagagescanner skal øge sikkerheden i lufthavne

- Via MarketWatch - , redigeret af Net_Srak

Efter terrorangrebet mod World Trade Center i New York har især lufthavne set et kraftigt øget sikkerhedsberedskab. Nu kommer General Electric (GE) med en ny bagagescanner, der yderligere skal sikre, at ingen smugler farlige genstande med ombord i flyveren.

Modsat de gængse scannere, så kan GE’s CTX 9800 DSi fortælle tolderne hvad du har i din taske i 3D. Scanneren danner et detaljeret 3D-billede af det scannede objekt, og ved at dreje og zoome ind og ud kan tolderne i detaljer se, hvad der er af indhold.

Teknologien bag scanneren er oprindeligt udviklet til medicinsk brug, men har nu fundet anvendelse i sikkerhedsbranchen. Indbygget i scanneren er desuden GE’s Clarity system, der automatisk kan genkende, om et objekt består af sprængstoffer.

SXC - wmagni

Salg af halvlederproduktionsudstyr faldet med 31 %

- Via DigiTimes - , redigeret af Net_Srak

I den seneste tid har mange virksomheder været ud og annoncere sparerunder, ikke mindst elektronikindustrien har været hårdt ramt. Dette underbygges nu af nye salgstal for den globale halvlederindustri.

I en rapport udarbejdet af SEMI (Semiconductor Equipment and Materials International), baseret på tal fra SEMIs medlemmer og medlemmer af SEAJ (Semiconductor Equipment Association of Japan), er salget af produktionsudstyr til halvlederindustrien faldet med hele 31 % i 2008, set i forhold til året før.

I 2007 købte branchen for 42,77 milliarder dollars, men i 2008 blev det kun til 29,52 milliarder. Værst er det gået ud over Taiwan, der har måttet se investeringerne falde med over halvdelen (53 %) fra 10,65 milliarder til 5,06 milliarder dollars.

Samsung

Samsung starter masseproduktion af tynde LCD-paneler

- Via engadget -

I kampen om at lave det bedste LCD-tv er Samsung nu gået i gang med at producere LCD-paneler, der er markant tyndere, end hvad der hidtil har være på markedet.

Helt tynde skærme er ikke noget nyt, men det har været ved de mindre størrelser af disse. Samsung starter nu masseproduktion af tynde paneler, der starter ved 40″ og ender ved 55″.

De nye paneler har en tykkelse på blot 0,42″, eller kun lidt over 1 cm (1,07 cm), og anvender LED-baggrundsbelysning. Ud over at være tynde, så anvender panelerne også op til 40 % mindre energi end tilsvarende LCD-paneler af samme størrelse, ligesom de vejer mindre.

Det er endnu ikke oplyst, i hvilke af Samsungs fjernsyn panelerne først vil blive brugt, eller hvad prisen bliver.

Flickr - dweekly

NVIDIA går til modangreb på Intel

- Via DigiTimes -

Tilbage i februar slæbte Intel NVIDIA i retten for at slå fast, at NVIDIA ikke havde ret til at lave chipsæt til Intels nyeste processorgeneration, Core i7.

Nu har NVIDIA svaret igen, og som det er set mange gange før i retslige slagsmål, så er det ved at lave et modsøgsmål. NVIDIA mener, at Intel bryder deres kontrakt, og vil på den baggrund tilbagetrække Intels licens til at anvende NVIDIAs patenter.

Hos NVIDIA er man ikke i tvivl om, hvem der har startet slåskampen, og mener blot, at de forsvarer sig.

Jen-Hsun Huang, direktør, NVIDIA skrev:
Nvidia did not initiate this legal dispute. But we must defend ourselves and the rights we negotiated when we provided Intel access to our valuable patents. Intel’s actions are intended to block us from making use of the very license rights that they agreed to provide.

Ifølge NVIDIA har de forsøgt at finde en mindelig løsning det seneste år, men altså uden resultat.

Sanyo

Batterier bliver lettere, bedre og fleksible

- Via Technology Review - , redigeret af Emil

Det er ikke længe siden, vi berettede om, at kommende batterier snart kan oplades meget hurtigere end de nuværende, og nu er der igen nyt fra batterifronten.

Denne gang er det virksomheden Seeo i Berkeley, USA, der er fremme med en ny litium-ion-teknologi, som har en lang række fordele frem for den nuværende teknologi.

Selskabet har udviklet et batteri, der er opbygget af tyndfilmspolymerer, hvilket giver en række unikke egenskaber. Energitætheden er høj, samtidig med at batteriet er fleksibelt og vejer mindre end normale Li-ion-batterier.

Seeos nye batteri har desuden den fordel, at det ikke kan eksplodere, som det er set med den nuværende teknologi, idet der anvendes en elektrolyt i solid form og ikke som væske.

Levetiden for det nye batteri er også markant bedre. Et normalt Li-ion-batteri taber omkring 40 % af sin kapacitet efter 500 opladninger, den nye teknologi mister blot 5 % efter 1.000 opladninger. Der er dog en ulempe ved den nye teknologi, den kan kun oplades ved samme hastighed som nuværende batterier.

Microsoft

Enestående filmtilbud – dog kun til IE-brugere

- Via Movieurope - , redigeret af Emil

Den danske filmudbyder Movieurope har lanceret et helt nyt tilbud, der gør det muligt at leje 500 film for kun 65 kr. Selv om servicen er en enestående mulighed på det danske mediemarked, har Movieurope imidlertid valgt at beskytte sine film med DRM. Det betyder, at brugere af Windows med Internet Explorer (IE) er de eneste, som kan benytte sig af tilbuddet.

På deres webside skriver Movieurope bl.a.:
”Som filmmager tilbydes du mulighed for at få dine film bredt eksponeret med Movieurope, der giver filmmageren mulighed for at nå et langt større publikum.”
Med deres valg af licensbeskyttelse afskærer Movieurope dog de brugere, der ikke har muligheden for at benytte IE som browser. Dette gælder f.eks. en væsentlig del af brugerne her på newz.dk.

Vi spurgte Movieuropes administrerende direktør, Niels Aalbæk Jensen, om, hvad der ligger til grund for deres beslutning om kun at tilbyde filmservicen i IE, og hvorfor de har valgt at benytte DRM-beskyttelse frem for en alternativ løsning, der kunne fungere på alle platforme.

»Da vi i slutningen af 2007 skulle vælge en player med DRM, var der kun Microsofts i standard. Vi vidste, at Adobe ville komme med deres i 2008, men vi vidste ikke hvornår og havde en deadline, vi skulle overholde (vi er fondet af EU). Vi syntes, at Silverlight havde nogle enestående features og stadig har det,« fortæller Niels Aalbæk Jensen og fortsætter:

»Tro mig, at kunne vi uden videre skifte til Adobe/Flash, så gjorde vi det pronto. Sagen er den, at vi har et meget komplekst site med næsten 1.000 film, der skal kunne servicere kunder verden over. På dansk grund er expertisen meget lille, hvis overhovedet tilstede til at hjælpe os. Konsekvensen heraf er, at det er uhyre bekosteligt at foretage et skift. Alt skal re-encodes med ny DRM i nyt format mm.«

Valget af Silverlight som platform for afspilning af filmene burde imidlertid ikke være nogen hindring for, at brugere med en anden standardbrowser kan benytte servicen hos Movieurope. Silverlight kan afspille DRM-klip på flere platforme end blot IE og Windows, så hvorfor kravet om IE for at leje film hos Movieurope?

»Hvad angår vores krav om Internet Explorer og manglende opdatering har det meget at gøre med vores leverandør«, svarer Niels Aalbæk og slutter: »Vi er i en situation, hvor vi undersøger mulighederne for at finde et nyt partnerskab frem for at poste masser af penge efter noget, der aldrig bliver rigtig godt.«

Facebook

Facebook lytter til sine brugere

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

I forbindelse med Facebooks seneste designændring på siden strømmede det ind med klager. Mennesker er vanedyr, og en del brok var forventet, men den første melding var, at der ikke ville blive lavet noget om, men det bliver der nu alligevel.

Der har været klaget over mange aspekter af det nye design, især den manglende fleksibilitet i at styre, hvad det er, som bliver vist på sin Facebook-forside.

Det har især været kritiseret, at Facebook havde fjernet en del information til fordel for andet, som mange mente var ligegyldigt. Det har skabt en situation, hvor mange ikke mener, de længere kan følge med i, hvad deres venner laver, som de har kunnet gøre tidligere.

Meredith Chin fra Facebook oplyser nu, at Facebook er i gang med at udarbejde en række tilpasninger, som skulle give noget af kontrollen tilbage til brugerne.

Facebook blog skrev:
Facebook will be giving you tools to control and reduce application content that your friends share into your stream.

Ændringerne forventes at træde i kraft inden for nogle uger. Yderligere informationer kan læses i et blogindlæg fra Christopher Cox, der er produktansvarlig hos Facebook.