I Kina har de igen været ud og slå med censurhammeren, denne gang er det verdens største online videotjeneste, der står for skud – det er ikke længere muligt at tilgå YouTube i Kina.
Blokeringen startede i forgårs, og repræsentanter fra YouTube kunne i går bekræfte, at den kinesiske regering havde valgt at blokere sitet, uden dog at have givet en forklaring på hvorfor.
Scott Rubin, talsmand, YouTube skrev:
YouTube has been blocked in China since yesterday. We do not know the reason for the blockage, and we’re working as quickly as possible to restore access to our users in China.
Hos det kinesiske konsulat i San Francisco har man ikke nogen kommentar til sagen. Blokeringen kommer dog på et tidspunkt, hvor en video, der viser en angiveligt pro-tibetansk demonstrant blive banket til døde af kinesiske politifolk, skaber en del debat.
Det er ikke første gang, Kina blokerer adgangen til YouTube, det skete også for ca. et år siden, efter videoer af demonstration i den tibetanske hovedstad Lhasa slap ud på videotjenesten.
En af konkurrenterne til YouTube på det kinesiske marked, hollandske Marc van der Chijs, der ejer den kinesiske videodelingstjeneste Todou.com, har en anden idé om, hvorfor YouTube er blokeret. Blokeringen kommer nemlig på samme tid, som YouTube er blevet lanceret i en kinesisk udgave, der vil gøre sitet nemmere tilgængeligt for den kinesiske befolkning.