mboost-dp1

Mozilla

Firefox er den mest populære browser i Europa

- Via The Register - , redigeret af Emil

For første gang nogensinde har Mozillas browser overhalet Microsofts Internet Explorer 7 og er dermed den mest populære browser i Europa.

Det er virksomhedden StatCounter, der er kommet med de nye tal, som viser, at Firefox 3 er kravlet op på førstepladsen ved udgangen af marts. Med en andel på 35,09 % har den med en margin på 0,58 procentpoint sneget sig forbi IE7, der har 34,51 % af markedet.

Sammenlagt har Microsoft stadig størstedelen af markedet, hvis man tæller alle versioner af Internet Explorer med, især IE6 og den nye IE8. Det antages, at det er sidstnævnte, der har har været katalysator for at Firefox har fået førstepladsen, idet den har taget brugere væk fra IE7.

Sammenlagt har IE 48,8 % af browsermarkedet i Europa, Firefox har andenpladsen med 38,19 % og på tredjepladsen finder man Opera med 4,88 %.

ASUSTeK Computer Inc.

Ericsson og Intel klar med trådløs kill-switch til laptops

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Sidste år annoncerede Intel og Ericsson, at de var gået sammen for at lave et anti-tyveri-system til laptops.

Selve systemet er udviklet af Intel og er blevet døbt Anti-Theft Technology (ATT), mens Ericsson har stået for udviklingen af et nyt mobilt bredbåndsmodul kaldet F3607gw.

Ericssons’ modul understøtter HSPA/GPRS/EDGE, har et reduceret strømforbrug og som noget nyt en teknologi kaldet wake-on-wireless, som gør det muligt at vække ens laptop, når man f.eks. modtager en vigtig e-mail eller i forbindelse med et tyveri.

Stjæles computeren kan man med det nye modul sende en SMS til laptoppen, hvor modulet så sender beskeden videre til Intels ATT-system i laptoppen, som deaktiverer laptoppen, og derved gør den ubrugelig.

Fordelen ved Intels ATT-system, set forhold til andre anti-tyveri-systemer, er, at laptoppen forbliver ubrugelig selv efter et harddiskskift. Dette skaffer måske ikke ens laptop tilbage, men systemet kan måske gøre det mindre attraktiv at stjæle laptops i fremtiden hvis tyvene ved, at laptoppen ingen værdi har, når ATT-systemet aktiveres.

Dell, LG, Lenovo og Toshiba har allerede annonceret, at de vil benytte modulet, hvor man kan forvente laptops med det i anden halvdel af 2009.

Google

Google udvikler kunstig intelligens kaldet CADIE

- Via Google - , redigeret af Net_Srak

Der er ingen tvivl om, at Google har store ressourcer, når det kommer til udvikling, og nogle af disse har de haft afsat til en projektgruppe, der nu løfter sløret for en avanceret kunstig intelligens.

Systemet, som er blevet til efter flere års udvikling, har fået navnet Cognitive Autoheuristic Distributed-Intelligence Entity, eller CADIE, og er et af de mest avancerede af sin slags i verden.

Meningen er, at den kunstige intelligens skal overvåge aktivitet på Googles sider og løbende komme med foreslag til forbedringer. Som noget af det første har CADIE allerede lavet sin egen noget simple hjemmeside.

Google påpeger, at der stadig er meget arbejde at lave på CADIE, f.eks. findes der endnu en del kendte fejl i koden. I forbindelse med arbejdet på CADIE er der også lavet en YouTube-kanal til formålet, den kan findes her.

Denne nyhed er en aprilsnar.

Super Talent Technology Corp.

2 TB SSD på vej fra Super Talent

- Via Akihabara news - , redigeret af Net_Srak

Endnu en flashram-producent, der også har øjne på SSD-markedet, vil lave en SSD-enhed til PCI-express, ligesom FusionIO og senest PhotoFast har gjort det.

Hvor FusionIO og PhotoFast “kun” når op på henholdsvis 1,2 og 1 TB lagerkapacitet, så vil Super Talents nye SSD-serie, kaldet RAIDDrive, nå op på hele 2 terabyte.

I serien er RAIDDrive ES tiltænkt virksomheder, har en læsehastighed på 1,2 GB/sek. og kan skrive med 1,3 GB/sek. For at sikre data i tilfælde af et strømudfald, så er der batteribackup indbygget.

Derudover findes der RAIDDrive WS og RAIDDrive GS, hvor førstnævnte er tiltænkt arbejdsstationer, mens den anden er til gamere.

Som navnet antyder, så er drevet internt opbygget af flere SSD’er, der kan konfigureres i enten RAID 0 eller 5. Super Talent har endnu ikke oplyst en præcis udgivelsesdato eller priser, men fortæller, at de vil frigive yderligere tekniske oplysninger til juni.

SXC - zumbari

Ny mobiltelefon kan sende dufte

- Via M1 - , redigeret af Pernicious

I samarbejde med den finske mobilgigant Nokia kan mobilselskabet M1 fra i dag sælge en mobiltelefon, der ikke kun kan sende billeder og lyd, men også dufte.

Mobiltelefonen, en Nokia N104 der har fået kælenavnet Stinky, betegner Nokia selv som banebrydende. Ud over de velkendte funktionaliteter som tale, SMS, MMS, e-mail og kamera har den nye N104 også en indbygget lugtesansstimulator.

Telefonen har yderligere et dansk islæt, idet den er et resultatet af flere års samarbejde mellem Aalborg Universitetscenter AAU og Nokia

Hos AAU forklarer man, at lugtesansstimulatoren fungerer ved, at elektroder monteret i mobiltelefonens bund sender en svag strømladning til de duftstoffer, som allerede findes i luften. Ved at aktivere duftcellerne med elektroniske ladninger kan man opnå den ønskede duft i langt størstedelen af de ca. 20 mio. lugtceller, som den menneskelige næse kan rumme. Det tynde slimlag, som dækker næsehulen, opfanger de elektronisk ladede dufteceller, og via den vej sender signaler til hjernen, som påvirker menneskets duftsans.

Frem til årets udgang har M1 fået eneforhandling på telefonen via deres web-shop.

Mads Peter Veiby, Direktør i M1 skrev:
Vi er utrolig glade for at Nokia har valgt M1 som samarbejdspartner og vi ser frem til at servicere de mange kunder som måtte ønske netop denne telefon.

Denne nyhed er en aprilsnar.

ESA

Rejse til Mars er startet

- Via Telegraph - , redigeret af Net_Srak

Det forventes, at den første bemandede rejse til Mars vil finde sted om ca. 20 år, men det afholder ikke videnskaben fra allerede nu at simulere rejsen.

Der er ikke tale om en simulation på computere af den 3 måneder lange rejse, men et praktisk eksperiment, hvor 6 personer lukkes inde i en lille metalkapsel i udkanten af Moskva. Formålet er at teste, hvordan mennesket forholder sig i sådanne vilkår, i den periode turen til Mars vil tage.

De 6 deltagere er udvalgt blandt 5.600 ansøgere og omfatter en franskmand, en tysker og fire russere. Eksperimentet foregår som et samarbejde mellem den europæiske rumfartsorganisation ESA og det russiske institut for medicinske og biologiske problemer.

Eksperimentet simulerer kun udrejsen, og et længerevarende eksperiment, der strækker sig over 500 dage, er planlagt for at simulere hele turen til Mars og hjem igen. Det 18 måneder lange eksperiment forventes at starte til december.

Condensed Matter Physics Group, Manchester University

Grafen kan forbedre harddiske

- Via Technology Review - , redigeret af Net_Srak

Materialet grafen har været i medierne flere gange, senest for dets mulighed for at lave superhurtige integrerede kredsløb, men forskere har nu fundet endnu en anvendelse for supermaterialet.

Det er forskere ved det nationale universitet i Singapore, der har fundet ud af, at grafen egner sig til at gemme data på. Ved at beklæde kulstofmaterialet med et lag af ferroelektrisk materiale kan forskerne gemme to tilstande af ledningsevne, eller 0 og 1.

De første prototyper er blevet bygget og viser allerede lovende resultater. Sammenlignet med harddiske har forskerne kunnet udlæse bits 5 gange hurtigere, men forventer at kunne nå op på 30 gange. Datatætheden forventes også at kunne øges markant, over 10 gange.

Der er dog stadig en del at arbejde på, således holder de nuværende prototyper kun til at blive genskrevet omkring 100.000 gange. Dette er dog markant bedre end tidligere forsøg, hvor man blot opnåede et resultat på 20-30 gange.

Der er endnu ikke nogen tidshorisont for, hvornår grafenbaserede datalagringsprodukter kan komme på markedet, men forskerne påpeger, at konceptet bag den nye idé er simpel og derfor relativt nem at lave.

Microsoft

Internet Explorer 8.1 på vej med store forbedringer

- Via Smashing Magazine - , redigeret af Net_Srak , indsendt af hmn

Hos hjemmesiden smashingmagazine.com har de været på besøg hos Microsoft, hvor de har haft en snak med udviklingsafdelingen for Internet Explorer. Her har de fået et smuggkig på den kommende version 8.1 af den udbredte browser.

Det første indtryk er, at IE 8.1 er, hvad IE 8 burde have været, med bedre support for flere standarder, heriblandt CSS3 og hurtigere JavaScript-motor. Browseren går internt under kodenavnet Eagle Eye og byder også på forbedret sikkerhed samt flere nye funktioner.

En af de helt store er understøttelsen af plugins lavet til Firefox, der, med forbehold, kan anvendes direkte i IE 8.1. Hos Smashing Magazine har man prøvet med fire populære plugins, der virkede upåklageligt.

Det forventes, at den nye version allerede vil udkomme i løbet af sommeren.

Denne nyhed er en aprilsnar.

SXC - happe

EU: Fladskærme skal energimærkes

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Net_Srak

Når vi er ude at købe hårde hvidevarer, er vi vant til, at der er en energimærkning, og oftest går vi efter de, der er A-mærkede eller bedre. Samme ordning indfører EU nu for fladskærme.

Det har tidligere været fremme, at der skulle reguleres på energiforbruget for fladskærme, således var der en overgang tale om, at plasmaskærme helt skulle forbydes. Den nye energimærkning vil gøre det nemt for forbrugerne at se, hvilke apparater der forbruger mest energi.

Alene i Danmark forventes det, at energimærkningen vil øge folks energibevidsthed så meget, at der kan spares op til 259 gigawatt-timer om året.

Ud over energimærkningen på fladskærme vil EU indføre strammere regler for en række produkter, heriblandt fjernsyn, frysere, køleskabe, vaske- og opvaskemaskiner.

Flickr - o2ma

Rumænsk phisher skal i fængsel i USA

- Via Ars Technica - , indsendt af Azuria

I USA har en rumæner skrevet historie, men næppe en historie som Ovidiu-Ionut Nicola-Roman er særlig glad for. Han er som den første udlænding blevet idømt fængselstraf for phishing i USA.

Den 23-årige rumæner har fået en straf på 50 måneders fængsel, der er efterfulgt af prøveløsladelse, hvor han vil være under opsyn i 3 år. Dommen faldt i en retssal i Connecticut, og det menes, at den forholdsvis hårde dom er valgt for at sende en klar besked til omverdenen om, at phishing ikke tolereres.

Rumæneren var en del af en større phishing-gruppe, der blandt andet udgav sig for at være flere banker for på den måde at kunne lokke kontoinformationer ud af folk. Dette skulle have ført til tab på over 1 million dollars for amerikanske borgere.

Nicola-Roman, der blev arresteret allerede for to år siden i Bulgarien, valgte at erkende sig skyldig i flere af anklagerne.