Hos Jubii er det nu 3 uger siden, direktørstolen blev overdraget til Henrik Busch, efter at foregående direktør og nu medejer af Jubii, Peter Lundsgaard, valgte at overlade posten til nye kræfter.
Vi har haft en snak med Busch, og han kan fortælle, at det går fint med at revitalisere sitet. Flere uden for Jubii har foreslået at lave helt om på Jubii, men det vil ikke ske, der vil ikke komme en komplet relancering af hjemmesiden, oplyser Busch.
Dermed ikke sagt, at der ikke vil ske noget nyt, fremover vil Jubii satse mere på at samarbejde med eksterne partnere, for som Busch siger, der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange.
For nyligt kom det frem, at det går fremad for Jubii, da de seneste måneder har været positive. Ikke desto mindre sker der nu ændringer i organisationen. Tre sælgere flyttes til nye opgaver mens en projektleder og udvikler bliver afskediget. Der findes i dag gode muligheder for at trække på eksterne ressourcer, et område Busch mener, man ikke skal overse.
Selvom det gerne må gå stærkt med at komme op i hastighed, så skal det heller ikke gå for hurtigt. Det er vigtigt for Busch, at de nuværende brugere er med til at skabe rammerne for sitet, så det bliver lavet ordentligt. Det er bedre at skynde sig langsomt.