I dag findes der flere forskellige typer af mobiltelefoner, nogle kan skydes fra hinanden, andre klappes op og i, nogle er blot med skærm og tastatur (candybar), men nu kan det være, vi snart skal til at folde dem.
Firmaet Kyocera har netop fremvist et koncept på, hvordan de forestiller sig fremtidens mobiltelefon, det er blevet til telefonen Eos. Telefonen består af en widescreen-fleksibel OLED-skærm. Bukker man den ene side ind, får man adgang til telefonens tastatur, og den kan så bruges som en telefon med qwerty-tastatur.
Når man ikke bruger den, så lukkes den helt som en pung. Energien der bruges på at åbne og lukke telefonen, eller folde den helt ud til en skærm, går ikke til spilde. Ved hjælp at piezoelektriske generatorer omdannes den fysiske energi til elektricitet, der lader batteriet.
Der går endnu nogen tid, inden telefonen kan blive en realitet, hvis nogensinde, men Kyocera forventer at bruge flere elementer fra konceptet i kommende telefoner.