mboost-dp1

Twitter

Massiv fremgang for Twitter i marts

- Via InformationWeek - , redigeret af Emil

Internettjenesten Twitter, der læner sig op af at være en social tjeneste indblandet med et nyhedselement baseret på korte beskeder fra venner og bekendte, har set en hidtil uset vækst i marts.

Firmaet ComScore har således registreret over 9,5 millioner besøgende hos Twitter, hvilket er en stigning på 131 % set i forhold til måneden før. Den primære årsag til den massive fremgang ligger i den omtale, Twitter har fået på det seneste.

I løbet af marts var Twitter flere gange i medierne, ikke mindst i forbindelse med rygterne om, at Google måske ville købe tjenesten. Twitter er dog også begyndt at blive nævnt i mange andre sammenhænge, især i amerikanske medier.

AMD

AMD lancerer tre nye CPUer 23. april

- Via Fudzilla - , redigeret af Pernicious

Den 23. april vil AMD lancere en række nye processorer. Den første er en Athlon X2 7850 Black Edition på 2.8 GHz med 2x512KB L2 cache og 2MB L3 cache og en TDP på 95 Watt.

X2 7850 BE bliver nok den hurtigste og måske også sidste 65nm K10 baserede dual-kerne fra AMD, der fremover vil lave X2-processorer med 45nm K10.5 teknologi.
Den første 45nm X2 (Model 250) forventes klar i juni med en clockfrekvens på 3 GHz med 2 MB cache, samt understøttelse af 1.333 MHz RAM.

De to andre CPU’er er af typen Phenom II, det drejer sig om Phenom II X4 945, der er en ny AM3/DDR3 udgave af Phenom II X4 940. Den vil dog køre i de fleste AM2+ bundkort også. Clockfrekvensen er 3 GHz. Cache er 4×512 KB L2 og 6 MB L3 cache, men er, modsat 940eren, ikke en Black Edition model.

Phenom II X4 955 vil være den hurtigste Phenom II CPU fra AMD til dato, med en clockfrekvens på 3.2 GHz, og da det er en Black Edition model er multiplieren ulåst, hvilket skulle gøre overclocking til en leg. Den er, ligesom 945eren, en sokkel AM3 CPU, men understøtter både DDR2 og DDR3 RAM og skulle også kunne køre i de fleste AM2+ bundkort.

TDP for begge Phenom IIere er 125 Watt.

Desuden er der lanceret en Desktop HP p6060 på det tyske marked med en Phenom II 925 på 2.8 GHz, altså som den ‘gamle’ 920er, men igen med understøttelse af DDR2/3 og AM2+/AM3. Maskinen er dog først sat til salg fra en gang i maj, og man kan derfor ikke forvente at se den i løssalg før.

CPU’erne er ikke endeligt prissat endnu, men med AMDs nuværende aggressive markedsføring, må man forvente noget konkurrencedygtigt ift. Intel.

SKAT

4 ud af 5 af SKATs it-projekter i 2008 fejlede

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

2008 har ikke været et særlig godt år for SKAT med hensyn til it-projekter. 4 af 5 store it-projekter er nemlig fejlet, hvilket langt fra er tilfredsstillende. SKAT giver ansvaret for problemerne til leverandørerne, hvor IBM har været en stor synder ved tre af projekterne.

I december 2006 fik IBM ansvaret for projekterne omkring Digital Motor Register (DMR) og “En Skattekonto for virksomheder”-systemet (EKKO), men allerede ved designfasen gik det galt, og da IBM udsatte deadlinen fra december 2009 til 2011, efter flere udsættelser, fyrede SKAT IBM og overtog kontrollen, men dette var dog ikke nok til at rette op på projekterne.

Det tredje fejlslagne projekt skulle have givet flere it-moderniseringer af SKATs system. Projektet har været i gang siden juni 2004, og med et budget på 499 millioner kroner burde projektet være blevet færdiggjort, men igen fejlede IBM, som blev fyret i december 2008 efter at have udsat deadlinen til 2010 og overskredet budgettet med 61 % til 804 millioner

Derudover er projektet omkring en samlet digital portal, som skulle give adgang til forskellige borgerinformationer og selvbetjeningsløsninger, heller ikke blevet færdiggjort.

Det eneste projekt, som faktisk er lykkedes for SKAT, er at få flere virksomheder til at rapportere indkomster elektronisk til SKAT, hvilket mere end 98 % af virksomhederne nu gør.

The Pirate Bay

I morgen er skæbnedag for TPB-stiftere

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Den meget omtalte sag mod bagmændene og skaberne af The Pirate Bay (TPB) skal i morgen afgøres, hvor der falder dom i sagen ved retten i Stockholm.

Allerede tidligt i sagen stod det klart, at anklageren måtte droppe en del af deres anklager, men derfor er det stadig muligt for de fire anklagede at modtage længerevarende fængselsstraffe.

Peter Sunde, Gottfrid Svartholm Warg, Fredrik Neij og Carl Lundström er anklaget for at gøre ophavsretbeskyttet materiale tilgængeligt via deres hjemmeside. Kampen mellem anklager og forsvarer har været at overbevise dommeren, om hvorvidt de fire svenskere er direkte ansvarlige eller ej i den ulovlige kopiering, der sker på baggrund af torrents fundet via TPB.

Falder dommen ud til fordel for anklageren, kan det blive dyrt for de fire bagmænd, ikke nok med en evt. fængselsstraf, så kan det koste dem mange penge. Blandt anklagerne finder man Warner Bros. Entertainment, MGM Pictures, Columbia Pictures Industries, Twentieth Century Fox Film, Sony BMG, Universal og EMI, der ønsker en erstatning på 120 millioner svenske kroner.

Microsoft

Flere detaljer om Zune HD

- Via PC World - , redigeret af Emil , indsendt af Emil

For tiden summer det med spekulationer om Microsofts Zune-serie af håndholdte medieafspillere, især på grund af rygtet om Zune HD.

Flere medier har beskrevet den muligt kommende medieafspiller og er også kommet med spekulative specifikationer. For nyligt kom hjemmesiden Engadget med en række billeder, der angiveligt skulle stamme fra en kommende reklamekampagne for Zune HD.

Nu er der igen kommet nyt om Microsofts iPod Touch-konkurrent. Angiveligt vil Zune HD komme med et multitouch OLED-panel i 16:9-format og blive udstyret med en HDMI-udgang.

Nogle antyder, at hvis den anvender NVIDIAs Tegra-chip, så vil den måske kunne afvikle spil til den oprindelige Xbox. I den mere plausible ende finder man, at den vil komme i en udgave med enten 16 GB eller 32 GB lagerplads. Forventet udgivelsesdato er i 4. kvartal i år.

Microsoft

MS Office 2007 SP2 vil understøtte ODF og PDF

- Via Technet blog - , redigeret af Emil , indsendt af Cloud02

Microsoft har nu bekræftet, at de vil udgive den næste servicepakke til Office 2007 i slutningen af denne måned, den 28. april. I den forbindelse vil det snart blive muligt at gemme og indlæse ODF- og PDF-filer som standard uden installation af add-ins.

Service Pack 2 vil indeholde en lang række af forbedringer, der både vil være at finde til klient og server-komponenterne af Office 2007. Flere af disse forbedringer blev nævnt allerede i efteråret 2008, men nu er udviklerne kommet med flere oplysninger på deres blog.

Selvom der er tale om et længere blog-indlæg, så gør Office-holdet opmærksomme på, at det langt fra er en komplet liste over forbedringer og nyheder.

Ud over muligheden for at åbne og gemme i .odt, .ods og .odp-formaterne vil Office 2007 være væsentlig bedre til at håndtere mange grafiske objekter i det samme dokument. Med SP2 vil det fremover også blive muligt, at afinstallere kommende opdateringer via “Microsoft Service Pack Uninstall Tool”. Tryk på overskriften for at se resten af listen.

Flickr - freezelight

Spam forurener mere end 3 mio. biler

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

En ny undersøgelse foretaget for antivirus- og sikkerhedsfirmaet McAfee viser, at spam er skyldig i at forurene mere end indbakken på vores e-mail.

Undersøgelsen er foretaget af ICF International, et konsulentfirma inden for bl.a. miljø og klima, og disse er kommet frem til, at hvis man regner al strøm med, der går på at håndtere spam, så kommer energiforbruget op på 33 mia. kilowatt-timer om året, hvilket med danske el-priser svarer til godt 50 mia. kroner.

Selve filtreringen af spam hos serverne er en relativ lille synder, og står kun for 16 % af energien. Spam, der kommer igennem indbakken, men som efterfølgende slettes med det samme hos brugeren, står for 27 % af energien, mens den store synder, spam der ses af brugeren for derefter at blive markeret som spam, står for godt 50 % af energispildet.

Omregner man energispildet til forurening i drivhusgasser, så svarer det til samme mængde, som 3,1 mio. biler forbruger om året. I rene CO2-tal viser undersøgelsen, at hver spam-mail sender 0,3 gram CO2 ud i atmosfæren.

Rapporten viser dog også, at den eksisterende filtrering af spam p.t. stopper spam svarende til 135 mia. kilowatt-timer om året, svarende til 13 mio. biler. Tilsvarende viser den også, at hvis alle folks indbakker var beskyttet med topmoderne spamfiltre, så ville forureningen kunne reduceres med 75 %.

Hele rapporten kan hentes ved at udfylde et par felter på McAfees hjemmeside.

SXC - ryas

Forskere kloner dromedar med succes

- Via Telegraph - , redigeret af Emil , indsendt af ktg

I Dubai har forskere fra Centeret for Reproduktion af Kameler med succes klonet en dromedar ud fra DNA, der har været nedfrosset siden 2005.

For få dage siden nedkom en rugemordromedar med en hundromedar, der af forskerne er blevet døbt Injaz, der betyder bedrift/præstation. Projektet er sket med støtte fra Dubais leder, sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum.

I de arabiske lande er kamelvæddeløb en populær sportsgren, på niveau med hestevæddeløb, og forskerne håber her at kunne anvende kloning.

Dr. Lulu Skidmore skrev:
This significant breakthrough in our research programme gives a means of preserving the valuable genetics of our elite racing and milk-producing camels in the future.

Metoden til at klone dromedaren er næsten identisk med den, der blev brugt i 1996, hvor fåret Dolly så dagens lys.

SXC - Gokoroko

Tre nye it-uddannelser på vej

- Via Version2 - , redigeret af Emil , indsendt af Jonasee

Når skolernes sommerferie er overstået i år, er det muligt at tage hele tre nye it-uddannelser her i Danmark. Målet med uddannelserne er at udfylde hullet, der er mellem de korte og lange videregående it-uddannelser.

De nye uddannelser henvender sig til nuværende datamatikere og multimediedesignere og tages som en 1½ års overbygning. De kan vælge imellem at uddanne sig inden for softwareudvikling eller webudvikling.

Uddannelserne er blevet til, fordi der i dag er for mange datamatikere, men ikke nok dataloger. Håbet er, at overbygningerne kan gøre det attraktivt for virksomheder at ansætte personer, der ikke nødvendigvis er dataloger, men er mere end en datamatiker.

Gregers Christensen, forstander, København Nord skrev:
Virksomhederne vil i udgangspunktet have de bedste, men der produceres for få af dem med de lange uddannelser. Derfor er der et gab hos virksomhederne, og de nye uddannelser lægger sig præcis dér.

ECMA International

Ny udgave af Javascript næsten klar efter 10 år

- Via eWeek - , redigeret af Emil , indsendt af arne_v

Tilbage i 1999 kunne den nuværende udgave af ECMAscript, der er standarden, som definerer JavaScript, fejre, at den blev ratificeret; nu er den næste version snart klar.

Den nye version, der hidtil har gået under navnet ECMAscript 3.1, har nået en milepæl i sin udvikling, idet den nu er udkommet i sit endelige udkast til en kommende standard. I forbindelse med det nye udkast har ECMA International skiftet navn til “ECMAscript Fifth Edition”.

Den nye udgave skal nu gennemgå en række test for kompatibilitet og interoperatibilitet blandt browserproducenterne, hvorefter den forventes at blive erklæret en ny standard inden udgangen af i år.

Ønsker man at læse hele det nye udkast, så kan det findes her (pdf).