mboost-dp1

ESA - C.Carreau

SETI@Home fylder ti år

- Via TG Daily - , redigeret af Pernicious

Et af de mest kendte projekter til at lede efter intelligent liv i rummet fylder nu 10 år. Det drejer sig om Berkeleys SETI@Home, der i denne uge har kørt i 10 år med hjælp fra hundredetusinde af frivillige, der har stillet computerkraft til rådighed, i hvad der var et af de første offentlige distribuerede computerprojekter.

SETI@Home-projektet fordeler stumper af data indsamlet fra verdens største radioteleskop, Aricebo-teleskopet i Puerto Rico, ud til alle de frivillige, der så regner på det og sender det færdige resultat tilbage til Berkeley, i håb om at radiosignalerne har vist tegn på liv i rummet.

Siden projektet startede, er processorerne naturligvis blevet langt kraftigere, og der er også kommet en klient til, der virker på grafikkort, som er langt hurtigere til denne slags beregninger end en traditionel CPU.

Trods de mange beregninger er det endnu ikke lykkedes at påvise intelligent liv i rummet.

Intel

Intel gør klar til at lancere 8-kerne processor

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Det er ikke nogen hemmelighed, at Intel er på vej med en ny version af deres serverprocessor i en 8-kernet udgave, men det har endnu ikke været oplyst, hvornår den skulle komme.

Hjemmesiden CNET News mener, at den vil komme på markedet i næste uge, helt specifikt den 26. maj, hvor Intels chef for Server Platforms Marketing Group, Boyd Davis, vil stå for lanceringen.

Den nye processor, der går under navnet Nehalem-EX, er en del af Intels Xeon-linje af serverprocessorer og vil være beregnet til servere, der har mere end to sokler.

Intels største Xeon-processor p.t. er en 6-kernet CPU baseret på den gamle Penryn-arkitektur.

SXC - Sheffeld

Cola kan give muskelproblemer

- Via Physorg - , redigeret af Pernicious

Den største favoritdrik blandt nørder er nok uden konkurrence colaen, og som de fleste andre sukkerholdige sodavand er den ikke synderlig sund.

Læger har opdaget endnu en uheldig bivirkning ved indtagelse af for store mængder cola over længere tid. Lægerne undersøgte personer, der drak imellem 2 til 9 liter cola om dagen og fandt ud af, at disse bl.a. led af muskelsvækkelse. Grunden til dette er, at de store mængder cola medfører hypokalaemia, hvilket er en tilstand, hvor kroppen mangler kalium.

Tilstanden skyldes, at cola indeholder store mængder af glukose, fruktose og koffein, der i for store mængder alle er med til at reducere mængden af kalium i kroppen.

Sanyo

Lithium-svovl-batteri øger kapacitet med tre gange

- Via ScienceDaily - , redigeret af Pernicious

Det har længe været kendt blandt forskere, at det ville være muligt at opnå en meget høj energitæthed, hvis man kunne kombinere lithium og svovl til brug i batterier. Et lithium-svovl-batteri vil også have den fordel, at det er billigere at producere end de nuværende lithium-baserede batterier, da svovl er et meget billigt materiale.

Det største problem, man har haft for at kunne producere et fungerende lithium-svovl-batteri, var at lave en katode, der kunne optage og afgive elektroner. For at lave en fungerende katode er det nødvendigt, at svovlet kan binde sig til et ledende materiale, som f.eks. kul, hvilket er, hvad forskere fra universitet fra Waterloo har opnået.

Ved at bruge kulstofnanorør og opvarmet svovl har forskerne fået flydende svovl til at binde sig til nanorørerne, så de danner nanorør af svovl, når svovlet størkner. Dette giver en enorm kontaktflade mellem svovlet og kulstoffet, der gør det ideelt til at overføre elektroner med.

Forskerne oplyser, at man har opnået en energitæthed, der er tre gange højere end traditionelle lithiumbatterier.

Facebook

Log på Facebook med OpenID eller Gmail

- Via Facebook - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

Her på newz.dk har vi gjort det muligt at logge på siden med først OpenID og siden Facebook-login. Nu gør Facebook det muligt at gå den anden vej, ikke at logge på med sit newz.dk-login, men at logge på med OpenID, og som noget nyt også med sin Gmail-loginoplysninger.

Er man ny bruger på Facebook, så kan man nu oprette sin profil med enten sin Gmail eller OpenID-login. Er man eksisterende bruger, så kan man knytte sit Facebook-login sammen med en af de to andre.

Facebook skrev:
Existing and new users can now link their Facebook accounts with their Gmail accounts or with accounts from those OpenID providers that support automatic login. Once a user links his or her account with a Gmail address or an OpenID URL, logs in to that account, then goes to Facebook, that user will already be logged in to Facebook.

Taito

Ældre får mentaltræning med computerspil

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

Der findes en spilkonsol, de færreste kender; den er ikke udviklet af en af de kendte konsolproducenter, men derimod af et hold europæiske forskere. Målgruppen er også markant anderledes end for f.eks. Xbox 360 og PS3, idet den er lavet specifikt til ældre.

Konsollen har navnet ElderGames og er udviklet med henblik på at styrke ældres mentale tilstand. Indbygget i konsollen findes der 20 forskellige spil, der omhyggeligt er udvalgt blandt flere hundrede.

Alle spillene hjælper de ældre med at styrke deres kognitive egenskaber. Der er hverken tastatur eller controller til konsollen, i stedet bruges en LCD- eller plasmaskærm, der via kameraer registrerer, hvor de ældre berører overfladen af skærmen.

Konsollen registrerer, hvem der spiller, og man kan på den måde løbende følge med i, om spillerens mentale tilstand forbedres eller forværres.

Hos Aalborg Universitet ser lektor i medialogi Tony Brooks positivt på den nye teknologi, men mener, at den har for stor fokus på at flere skal spille sammen for at få noget ud af den, idet mange ældre lever i ensomhed.

LG

Nyt 47″ LCD-fjernsyn er kun 5,9 mm tykt

- Via DisplayBlog - , redigeret af Emil

I kampen om at have verdens tyndeste LCD-fjernsyn er det lykkedes LG at producere en 42 og 47 tommer model, der blot har en tykkelse på 5,9 mm.

De nye fjernsyn anvender LED som baggrundsbelysning efter den såkaldte Edge-lit-metode og giver en lysstyrke på 450 cd/m2. Selve LCD-panelet har en opløsning på 1920×1080 og kan betragtes fra 178/178 grader.

42 tommer-udgaven vejer blot 6,1 kg og forbruger 110 watt, hvor storebror på 47 tommer vejer 7,3 kg og forbruger 130 watt. Begge paneler har en responstid på 8 ms. og er udstyret med LG’s 120 Hz teknologi.

Det er ikke oplyst, hvornår og til hvilken pris de nye tynde fjernsyn vil komme på markedet.

SXC - wmagni

MySpace er ikke længere så populær

- Via TechCrunch - , redigeret af johnny_newz

Den sociale netværkstjeneste MySpace er enormt populær i USA, hvor den har flere brugere og sidevisninger end konkurrenten Facebook. Nye tal fra Comscrore viser dog, at det billede snart kan ændre sig.

De nye brugertal, der stammer fra marts i år, viser, at MySpace havde 70 millioner unikke besøgende fra USA, hvilket er en tilbagegang sammenlignet med samme periode sidste år. Facebook er derimod stadig i fremgang og er nået op på 61 millioner unikke brugere i USA.

Ifølge hjemmesiden Techcrunch kan det kun gå ned af bakke for MySpace nu, da det historisk set ikke er set før, at en nogen større online-virksomhed har vendt nedgang til opgang.

Ikke kun antallet af brugere er faldende, endnu værre ser det ud med antallet af sidevisninger, der er faldet med 20 % i det seneste år. I samme periode er antallet af sidevisninger hos Facebook vokset med næsten 100 %.

Nvidia

NVIDIA: Intel har en unfair prispolitik

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Det er ikke længe siden, Intel blev idømt en gigantisk bøde på næsten 8 milliarder kroner af EU-kommissionen på baggrund af blandt andet urimelige rabatordninger. Nu blander NVIDIA sig i debatten og siger, at Intels priser ikke er fair.

Jen-Hsun Huang, direktør for NVIDIA, oplyser, at Intel anvender en unfair prispolitik, når det drejer sig om netbook-markedet.

NVIDIA ønsker at få en del af chipsæt-markedet til netbooks med deres Ion-produkt, men her hælder Intel grus i maskineriet. En Atom-processor koster typisk omkring 45 dollars, men Intel tilbyder en samlet pakkepris på processor og chipsæt til blot 25 dollars, hvillket Huang ikke mener er fair.

Hos Intel mener man ikke, at de gør noget galt, men at det er oplagt at give en god pris på hele pakkeløsningen.

LG Electronics

Undersøgelse fra Miljøstyrelsen får LG til at ændre produktion af mobiltelefon

- Via Mobilsiden - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

For nyligt valgte Miljøstyrelsen at kigge nærmere på 80 mobiltelefoner på det danske marked for at undersøge, om de har problemer med nikkel. Ud af de 80 telefoner udvalgte de 20 til nærmere undersøgelse, og det viste sig, at 5 af dem overskred grænseværdierne for nikkel.

En af de fem mobiltelefoner var LG’s Viewty KU990, der indtog andenpladsen på listen med en overskridelse af grænseværdien på 10 gange.

Det har fået LG til at reagere, og de lover nu at ændre telefonen, så den overholder miljøreglerne. Produktionen af telefonen er derfor midlertidigt stoppet, indtil de kan finde komponenter, der er fri for nikkel. Nuværende ejere af mobiltelefonen vil kunne bytte sig til en nikkelfri udgave, så snart de kommer på markedet.

På førstepladsen i Miljøstyrelsens undersøgelse finder man Samsungs SGH-700, der overskrider grænseværdien med hele 40 gange. Der er endnu ikke kommet en reaktion fra Samsung.