De sejlivede rovere, der på 5. år kører rundt på overfladen af Mars, langt mere end de 3 måneder, der var succeskriteriet, er begyndt at mærke alderdomstegn. Det er dog ikke svigtende udstyr, der nu har sat en foreløbig stopper for den ene af de to rovere.
Spirit, der kun kan bruge 5 af sine 6 hjul, kørte sidste uge fast i en bunke løst sand og kan p.t. ikke komme videre. Forsøg på at komme fri har fået roveren til at synke i, så frihøjden er halveret.
Forskerne hos NASA frygter nu, den måske er sunket så meget, at den er stødt på en sten, hvorfor de vil prøve at kikke under Spirit. Egentligt har roveren ikke noget kamera, der kan kigge ned under sig selv, men ved at bruge makrokameraet kan det alligevel lade sig gøre.
Kameraet er beregnet til at fokusere på objekter blot få centimeter væk, men en test på Opportunity har vist, at det slørede billede til trods, så kan man få en idé om, hvad der befinder sig under roveren.
Foreløbig vil der ikke blive sendt kørselskommandoer til Spirit, i stedet vil forskerne simulere situationen her på jorden og af den vej prøve at finde en løsning. Det er ikke første gang, en af roverne er kørt fast i løst mars-sand, sidst lykkedes det at komme fri.