mboost-dp1

Acer

Acer klar med Android-netbook i 3.-kvartal

- Via Tom's Hardware - , redigeret af Emil

Det har flere gange været fremme, at Googles open source-operativsystem, tiltænkt smartphones, vil finde vej til netbooks. Nu har Acer til Computex-messen annonceret, at de vil have deres bud klar i 3. kvartal i år.

Acer er ikke de første, som kommer med en Android-netbook, den ære tilfalder det forholdsvis ukendte kinesiske firma SkyTone. Deres netbook har dog meget begrænsede specifikationer og falder ikke i samme kategori med, hvad man normalt kender som en netbook.

Acer har endnu ikke oplyst nogen pris på den kommende netbook, men det forventes, den vil koste mindre end en tilsvarende med Windows XP. Specifikationer og nøjagtig udgivelsesdato er heller ikke oplyst.

Sharp Corporation

Sharp laver LCD-panel med fem grundfarver

- Via Ars Technica - , redigeret af Emil

Den skærm, du kigger på lige nu, kan ikke gengive alle de farver, som mennesket kan se. Nogle kan vise flere farver end andre, men en ny skærm fra Sharp vil snart overgå dem alle.

Firmaet har udviklet en ny LCD-teknologi, hvor de i stedet for at anvende tre grundfarver, rød, blå og grøn, anvender fem grundfarver. Ud over de sædvanlige tre farver har Sharp tilføjet farverne gul og cyan.

Med de ekstra to farver påstår Sharp, at de kan gengive 99 % af de farver, som mennesket kan se, hvilket er meget bedre end alle andre skærme. Selv siger Sharp, at farvegengivelsen er så god, at skærmen gengiver billeder, præcist som de ser ud i den virkelige verden.

Sharp håber, at de snart kan sætte den nye teknologi i masseproduktion, men i første omgang er der tale om en prototype. Skærmen vil blive fremvist til SID-konferencen (Society for Information Display’s), der starter på søndag.

David Baker

13-årig tager patent på projektor-pen

- Via The Daily News - , redigeret af johnny_newz

Man skal ikke altid være højtuddannet forsker eller ingeniør for at få patent på ny teknologi. Det har den 13-årige David Baker fra USA bevist, med hans idé til en projektor på størrelse med en kuglepen.

Projektoren anvender laserdioder som lyskilde, hvilket er set før, men det nye er, hvordan billedet dannes. Lyskilderne sendes gennem en optisk enhed og videre ud gennem en roterende plade, der er med til at danne billedet.

Da Baker fik idéen, gik han i 4. klasse, og var så overbevist om, at det ville virke, at han fik sin far til at hjælpe ham med at skrive patentansøgningen.

I dag går Baker i 7. klasse og håber på, at han i fremtiden kan lave opfindelser til enten NASA eller militæret.

SXC - brad k

Ny type LCD-panel er muligt alternativ til e-papir

- Via Nerdworld blog - , redigeret af Net_Srak

E-bog-læsere som Amazon Kindle og Sonys Reader benytter E Ink-baseret teknologi til at vise indholdet af en bog. Det giver den fordel, at batterilevetiden bliver meget høj, idet skærmen ikke skal bruge energi på at vise indholdet, kun til at skifte det.

Der er dog et par store begrænsninger ved teknologien, farvegengivelse er stadig på prototypestadiet, og bevægelige billeder er ikke mulige. Firmaet Pixel Qi kommer nu med med deres forslag til en løsning på problemet.

Firmaet anvender ikke E Ink-teknologi, men derimod LCD-teknologi, der ikke har de samme problemer med farvegengivelse eller bevægelige billeder. Det nye ved skærmen er, at den kan skiftes til at være reflektiv ved tryk på en knap.

I reflektiv tilstand benytter skærmen ikke baggrundsbelysning og sparer på den måde en stor mængde energi. Den når ikke op på E Inks niveau, men Pixel Qi mener, at batteritider på op til 40 timer er realistisk.

En videogennemgang og demonstration af skærmen i en bærbar fra Acer kan ses her.

Flickr - dweekly

Netbooks må godt hedde netbook

- Via The Register Hardware - , redigeret af Net_Srak

I foråret kom det frem, at virksomheden Psion Teklogix ville have at alle, med Intel i spidsen, skulle stoppe med at benytte navnet netbook i forbindelse med de nye små bærbare computere.

Årsagen var, at selskabet påstod at navnet var et beskyttet varemærke, men ifølge Intel var navnet ikke brugt i så lang tid, at det nu var blevet forældet.

Det er nu lykkedes parterne at nå til enighed om et forlig, der gør det muligt for Intel, Dell og andre netbook-producenter at benytte navnet.

Det er ikke oplyst, hvad forliget endte med for Psion Teklogix, men det antages, at de har modtaget en økonomisk kompensation.

newz.dk

Danmark på vej mod kinesiske tilstande?

- Via Berlingske - , redigeret af Net_Srak

I Danmark er man grundliggende imod censur og værner meget om ytringsfriheden, alligevel har man de seneste år set tendenser til, at censuren spreder sig på internettet.

Fem danske it-personligheder står nu frem og råber vagt i gevær, det drejer sig om: Lars Aagaard, vicedirektør i Dansk Energi, Tom Togsverd, branchedirektør i DI ITEK, Jakob Krag Nielsen, advokat, medlem af Advokatrådets IT udvalg, Ib M. Tolstrup, direktør for Telekommunikationsindustrien i Danmark og Jon Lund, direktør i Foreningen af Danske Interaktive Medier.

De har sammen skrevet en artikel, der er bragt i Berlingske Tidende, hvor de udtrykker betænkning om den brug af blokering af hjemmesider, der har fundet sted på det seneste. Her tænkes der ikke på børnepornofilteret, som de har det ok med, men bl.a. på de sider, der lukkes i ophavsrettens navn.

Især den seneste udmelding om at udenlandske spillehjemmesider skal blokeres, falder dem for brystet. Et sådant tiltag fra regeringens side for at beskytte spillemonopolet kan blive en glidebane, hvor en sammenligning med kinesiske tilstande så småt kan anes.

Microsoft Corporation

Windows 7 på gaden den 22. oktober

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Microsoft kunne i går officielt oplyse, at Windows 7 vil blive sat til salg omkring midt på efteråret, helt præcist den 22. oktober 2009.

Det passer meget fint med udtalelsen fra Acer, som gik på, at de ville sælge en computer med Windows 7 fra den 23. oktober.

For at computersalget ikke skal stoppe helt op til den 22. oktober, idet folk vil vente på det nye operativsystem, så vil Microsoft tilbyde en gratis opdatering for de, der køber en computer i en periode op til frigivelsen. Microsoft har endnu ikke oplyst, hvor lang denne periode vil blive.

En anden oplysning, softwarekæmpen også mangler at oplyse, er prisen. Det er dog tidligere kommet frem fra Dell, at deres indkøbspris skulle være højere end da både Windows XP og Vista kom på markedet.

E ink corp.

E Ink opkøbes af Prime View International

- Via DigiTimes - , redigeret af Emil

Det taiwanesiske firma Prime View International (PVI) har købt firmaet E Ink for 215 millioner dollars. E Ink er kendte for at lave elektronisk papir, der bl.a. bruges i Amazons Kindle-produkter.

PVI havde i forvejen et tæt samarbejde med E Ink og får med opkøbet adgang til en række rettigheder og personale, der skal styrke firmaets satsning på elektronisk papir.

PVI har over de sidste 4 år skiftet alt fokus over på elektronisk papir, hvilket startede med opkøbet af Philips Electronics’ afdeling for e-papir i 2005 og investeringer i flere firmaer, der laver komponenter til fremstilling af e-papir.

Samsung

Samsung fremviser full HD 31″ OLED-tv

- Via BusinessWire / DisplaySearch - , redigeret af Pernicious

På Display Week 2009-konferencen, der startede i dag, har Samsung fremvist det første OLED-tv, der har en opløsning på 1920 x 1080.

Skærmen, der er på 31″, har en kontrast på 1.000.000:1 og et farvespektrum på over 100 % af NTSC. Det hele huses i et kabinet, der kun er 8,9 mm tykt.

Samsung kalder skærmen for produktionsklar, men det er ikke oplyst, hvornår og om skærmen kommer på markedet.

En anden nyhed, Samsung viste frem, er en 3,2″ skærm til mobile enheder, der har en opløsning på 310 ppi, hvilket er det højeste, der endnu er opnået.

HTC

Den første Android-mobiltelefon rammer det danske marked i morgen

- Via HTC Magic - , redigeret af Net_Srak , indsendt af UniChaos

I midten af maj kunne HTC oplyse, at de snart ville frigive deres HTC Magic mobiltelefon i Norden, hvilket ville gøre den til den første Android-telefon på det danske marked. I forbindelse med pressemeddelelsen blev der dog ikke oplyst nogen specifik dato, det er der blevet nu; den kommer på gaden i morgen.

HTC har allieret sig med teleoperatøren 3 til lanceringen og vil således holde en happening i 3’s butik på Strøget i København og i Søndergade i Århus, der varer fra kl. 09:00 – 18:00.

HTC Magic bliver som sagt den første Android-telefon i Danmark, men det forventes at flere snart vil følge. Således kunne vi for nyligt berette, at yderligere 18 telefoner vil komme ud på verdensmarkedet i år.