mboost-dp1

Nvidia

Mange nye NVIDIA Ion-baserede produkter på vej

- Via engadget - , redigeret af cycloneb

Først kom der en settopboks, siden annoncerede Lenovo en netbook med NVIDIAs Ion-platform. Til den netop startede Computex-konference i Taiwan er det nu væltet frem med Ion-annonceringer.

Ikke mindre end 19 nye produkter er indtil videre annonceret til konferencen, og listen omfatter nu producenter som Asus, ECS, Flextronics, MSI og Zotac.

Ikke overraskende er mange af produkterne netbooks, der udstyret med Ion-platformen kan afvikle 1080p-film og DirectX 10-spil. NVIDIA nævner i sin pressemeddelelse, at spil som The Sims 3, Lego Batman, World of WarCraft og Battlefield Heroes vil kunne spilles på en netbook.

Kingston

Sony Ericsson vil anvende microSD-kort

- Via TrustedReviews - , redigeret af cycloneb

Da der for nyligt kom yderligere detaljer frem om tre nye mobiltelefoner fra Sony Ericsson, heriblandt telefonen, der før hed Idou, men nu hedder Satio, så anvendte de microSD-kort som lagerplads.

Hos Sony Ericsson har selskabets globale marketingsdirektør, Fortuné Alexander, nu bekræftet skiftet. Tidligere har SE altid anvendt Sonys proprietære Memory Stick-format, der kun bliver benyttet af Sony Ericsson og Sony selv.

Direkte adspurgt, om der er tale om et skift for alle fremtidige telefoner, svarede Alexander, “Ja, vi bevæger os i den retning”. Der spekuleres allerede i, om det dermed er dødstødet for flashmediet, hvis marked vil skrumpe kraftigt med skiftet.

Adobe

Adobe Flash Player får GPU-understøttelse

- Via BusinessWire / DisplaySearch - , redigeret af cycloneb

Det er efterhånden meget normalt, at GPU’en på ens grafikkort giver en hånd med, når der skal vises video, for at aflaste processoren. Det er dog en funktion, som ikke har været at finde i Adobes Flash Player, der oftere og oftere anvendes til at vise videoklip.

Videoklip kodet i H.264 og HD-opløsning har været en for stor mundfuld for de mindre processorer i f.eks. netbooks og mindre laptops, men med GPU-understøttet afkodning kan det nu lade sig gøre.

Ved annonceringen, der skete til Computex-konferencen i Taiwan, blev det oplyst, at NVIDIAs GPU’er vil understøtte den nye funktion, ligesom Tegra-chippen også vil.

Ud over NVIDIA har Broadcom også annonceret support for HD Flash Video. Her er der dog ikke tale om en egentlig GPU, men derimod deres Crystal HD-løsning, der er dedikeret til afkodning af HD-video.

The Pirate Bay

Ingen erstatningspenge fra TPB-stiftere

- Via Dagens Nyheter - , redigeret af Pernicious

The Pirate Bay stifterne er dømt til at betale 30 millioner SEK i erstatning til musik- og filmindustrien, men har tidligere udtalt, at de vil hellere brænde pengene end give dem til dem.

Nu viser det sig, at den afbrænding hurtigt kan overstås, for der er ikke nogen penge, hverken at brænde eller betale erstatning med.

Dommen er solidarisk, dvs. hvis en af dem ikke kan betale sin andel, må de andre betale det mere. Den eneste af dem, som har penge, er millionæren Carl Lundström, men han er ikke bosat i Sverige, ligesom han har de fleste af sine ejendele uden for Sverige. Dermed er der heller ikke meget af komme efter der.

No Thumbnail

Bing er online

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af searchia

I sidste uge kunne Microsoft, efter længere tids spekulationer, offentliggøre, at deres nye søgemaskine ville hedde Bing, og ikke Kumo som tidligere antaget.

Ved offentliggørelsen af navnet var det ikke muligt at prøve søgemaskinen, men det har efterfølgende ændret sig, på bing.com kan man nu prøve Microsofts nyeste satsning.

Bing skal erstatte Live Search og anvender en ny måde at præsentere søgeresultaterne på, hvor de bliver grupperet efter emne i stedet for blot at finde sider, der matcher et eller flere nøgleord.

En del af teknologien i Bing stammer fra opkøbet af firmaet PowerSet, som Microsoft opkøbte sidste år, der specialiserede sig i semantiske søgemaskiner.

Flickr - JSolomon

Stor fremgang for svensk piratparti

- Via Politiken - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Avenger-

I den kommende weekend er der valg til EU-parlamentet i hele Europa, heriblandt også Sverige, hvor især ét parti har vakt en del opsigt – det indtil fornyligt ganske ukendte Piratparti.

Piratpartiet kæmper for at lovliggøre fildeling og fik i forbindelse med dommen mod de fire stiftere af The Pirate Bay kraftig vind i sejlene. Således voksede partiets medlemsliste til det tredobbelte på blot en uge og er i dag, målt på antal medlemmer, Sveriges tredjestørste parti.

Ved de seneste meningsmålinger vurderes det, at partiet vil få mellem 5,5 og 7,9 % af stemmerne til det kommende valg. Det er især unge under 30, der vælger at stemme på partiet.

Intel

Anandtech preview af i5 (Lynnfield)

- Via Anandtech - , redigeret af Net_Srak , indsendt af terracide

Anandtech har fået fingrene i en “neddroslet” Core i5, Intel’s kommende mid-range CPU. Den er “neddroslet” på den måde, at dens turbo-mode ikke er fuldt udnyttet, idet den kun tillader 1×133 MHz ekstra.

Idéen bag Lynnfield er blandt andet at lancere en processor, der giver bedre ydelse i forhold til Core2Duo i programmer, der kun kræver en eller to tråde. Den yder dog ikke så meget, at den truer Intels Core i7.

Core i7 har lidt under høje priser på bundkort, men Lynnfield, der anvender P55-chipsættet, vil have samme prisleje som de hurtigste Phenom 2-processorer fra AMD og stadig være hurtigere.

Benchmarks viser ingen klar vinder på performance mellem den nye processor og i7 920, men den nye processor holder sig inden for en TDP på 95 watt, mod i7’s 130 watt.

Hos Anandtech gør de opmærksom på, at der ikke er tale om endeligt hardware. Faktisk kunne processoren kun arbejde ved 2,13 GHz (2,26 GHz ved turbo), mens den endelige model forventes at starte ved 2,66 GHz og kunne opnå fire eller fem gange turbo, når der arbejdes med 1 eller 2 kerner (ekstra 532 MHz eller 665 MHz). Til sammenligningen med Core i7 920 (2,66 GHz) blev den dog overclocket til 2,66 GHz ved at øge Bclk fra 133 MHz til 166 MHz (16 x 166).

SXC - melodi2

New Zealand takker nej til Microsoft

- Via The Register - , redigeret af Emil

På den anden side af Jorden har regeringen i New Zealand valgt ikke at forny deres licensaftale med Microsoft, der skulle have sikret nye softwarelicenser for statslige institutioner i tre år.

Baggrunden for fravalget er, at man ikke mener, det vil være en fordel at have en fast licensaftale med softwarekæmpen. I stedet vil det blive op til de enkelte statsinstitutioner at finde ud af, hvad de vil.

Hos New Zealand Open Source Society er man ikke overraskende glade for beslutningen, og meddeler, at man vil gøre alt, hvad man kan, for at kunne hjælpe institutioner til at anvende open source-software.

De New Zealandske myndigheder er tidligere blevet anerkendt for deres anvendelse af open source-produkter.

No Thumbnail

De Gule Sider overhaler Google

- Via Comon - , redigeret af Emil , indsendt af tblaster

Googles kort-tjeneste har gjort sig meget bemærket på det seneste med deres Street View-funktion, der gør det muligt at se billeder nede fra en given gade. De første fotovogne er begyndt at fotografere i Danmark, men endnu kan funktionen ikke bruges i en dansk gade – det kan man derimod hos De Gule Sider.

Hos DGS har man været i gang med at tage panoramabilleder i København. I første omgang er udvalget ret begrænset, man kan vælge at tage en tur gennem Strøget, Nyhavn og Kongens Nytorv.

Der er tale om de første indledende skridt, og tjenesten vil løbende blive udbygget. Tjenesten kaldes DGS Gadefoto, men det er ikke kun billeder ude fra gaden, som vises. Enkelte steder har fotografen været inde i en bygning (f.eks. forretning eller restaurant) og tage et billede.

Jørgen H. Nicolaisen, online-produktchef hos DGS til Comon skrev:
Vores plan er at få endnu flere butikker og restauranter med i vores Gadefotokoncept, og på sigt kommer vi også til at tilbyde Gadefotos inde fra storcentre og kulturelle seværdigheder.

NIST

Femtosekundlasere kan revolutionere harddiske

- Via Physorg - , redigeret af Emil

Den franske forsker Albert Ferd og den tyske forsker Peter Gruenberg fik i 2007 nobelprisen i fysik for forskning, der førte til opdagelsen af, at små ændringer i magnetiske felter kunne aflede et stort elektrisk signal. En sådan ændring kan registreres af f.eks. et læsehoved i en harddisk.

Forskningen, der baserer sig på spintronik, kan bruges til at gemme data ved at manipulere med de enkelte elektroners spin i et atom. Indtil nu er aflæsning og skrivning af data i forbindelse med spintronik sket med en magnetisk sensor, hvilket er relativt langsomt, noget franske forskere nu har ændret på.

I stedet for at bruge en magnetisk sensor, har forskerne brugt en femtosekundlaser, der, som navnet antyder, bruger laserimpulser, der kun varer et femtosekund (1 E-15s), til at manipulere med elektronets spin på, hvilket er op til 100.000 gange hurtigere end den traditionelle metode.

For at kunne bruges i praksis skal femtosekundlaseren meget ned i størrelse, da de mindste måler omkring 30 cm x 10 cm i dag. Ifølge forskerne har firmaer som IBM og Hitachi samt andre firmaer allerede udvist meget stor interesse for forskningen.