Der har i et pænt stykke tid været skrevet om AMD/ATI’s kommende DirectX 11 GPU med kodenavnet “Evergreen”. GPU’en er nu blevet sat på et funktionelt print og ser dermed ud til at holde tidsplanen med udgivelse i tredje kvartal i år.
Modsat rygterne vil der være tale om en highend-GPU lavet i en 40 nm fremstillingsteknologi og ikke, som man normalt ser det, en mainstream-udgave. Kortet blev fremvist med forskellige DX11-demoer, hvoraf tesselation er en af de største nyheder i SDK’et.
Tesselation er en teknik til underinddeling af polygoner, der gør mere runde og glatte objekter mulige, uden at forøge det reelle antal af polygoner (trekanter). Det er en teknik, ATI allerede arbejdede med tilbage i Radeon 9700-tiden, men som dog ikke dengang rigtig kunne bruges til ret meget, grundet manglende GPU-hastighed.
Det er endnu for tidligt til benchmarks, men det er nok kun et spørgsmål om tid, inden de første dukker op. Det ser dermed ud til, at ATI bliver de første med DX11-hardware på markedet, som de tidligere har proklameret.
NVIDIA forventer stadig deres DX11-kort i fjerde kvartal, selvom de har tabt markedsandele til både Intel og ATI i andet kvartal i år.