mboost-dp1

Berlingske Media

Adblockere igen velkomne hos Berlingske

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktk

I starten af juni, umiddelbart i forlængelse af AidOnline-sagen, valgte Berlingske at blokere for alle, der anvendte software til at fjerne reklamer på deres hjemmesider.

Berlingske har nu skiftet mening, og de, der anvender de såkaldte adblockere, kan igen læse med på B.T. og Berlingske. Ifølge direktør Lisbeth Knudsen droppes tiltaget, fordi der ikke var opbakning til det i resten af branchen, hvilket hun finder beklageligt.

Lisbeth Knudsen, direktør for Berlingske til Version2 skrev:
Det nytter ikke noget, hvis det kun er os, der gør det, og vi beklager, at andre ikke delte vores holdning.

Sagen mod AidOnline, der startede det hele, skal for retten den 2. september. Her skal det afgøres, om AidOnlines forretningsmodel er lovlig.

Google

Band takker for brug af deres sang i YouTube-video

- Via TorrentFreak - , indsendt af Rasmus064

De fleste musikselskaber er konstant på jagt efter videoer på YouTube, der måtte bruge musik, de har rettighederne til, for så at få YouTube til at fjerne lyden fra videoen. Det var ikke tilfældet, da bandet Barcelona opdagede, at deres nummer “Please Don’t Go” blev brugt i en video kaldet Kuroshio Sea.

Videoen viser en optagelse fra verdens andenstørste akvarium, Okinawa Churaumi-akvariet, der er ledsaget af nummeret. Videoen blev tilføjet den 15. juli og er p.t. set lige under en million gange. Det har medvirket til, at bandet har oplevet et forhøjet salg af deres musik på iTunes.

Bandet har nu lavet et videosvar til den oprindelige video, hvor de takker for brugen af deres musik.

Rhett Stonelake, trommeslager i Barcelona skrev:
We want to let you know that it’s been affirming in the last week to watch in the iTunes store a correlation with the sales of our record ‘Absolutes’, growing in the rock charts as a result of having the song placed in the video.

SXC - clix

Forskere laver gennemsigtigt aluminium

- Via Physorg -

Normalt er aluminium ikke gennemsigtigt, men forskere ved Oxford universitetet har ved hjælp af en meget kraftig røngten-laser gjort det muligt for intens ultraviolet stråling at passere metallet.

Resultatet er opnået, idet forskerne med laseren har slået en elektron ud af alle atomer i aluminiumsprøven, uden at det har mistet sin metalliske struktur. Den nye tilstand er ifølge forskerne helt ny og lidt af en overraskelse. En forsker sammenligner det med at forvandle bly til guld ved hjælp af lys.

Tilstanden er ikke vedvarende, faktisk har forskerne kun kunnet opretholde den i 40 femtosekunder. Det er dog nok til at forestille sig andre anvendelsesmuligheder end at gøre aluminium transparent. Tilstanden sammenlignes med tilstande, der findes i det indre af store planeter eller ved dannelsen af små stjerner. Forståelse af fænomenet kan derfor hjælpe til med en dag at udvikle anvendelig nuklear fusion.

Microsoft

Frit browservalg også under XP og Vista

- Via Ars Technica -

Microsoft oplyste for et par dage siden, at de vil efterkomme EU-kommissionens ønske om frit valg af browser ved installation af Windows 7. Hjemmesiden Ars Technica har gravet lidt mere i sagen og har fundet ud af, at det ikke kun bliver kommende Windows 7-ejere, der får valget, men også de, der nu har Windows XP eller Windows Vista.

For XP- og Vista-brugere vil valget komme som en del af en opdatering til de to operativsystemer. Det vil være muligt at vælge imellem ti forskellige browsere, hvoraf fem er blevet bekræftet: FireFox, Safari, Chrome, Opera og selvfølgelig Internet Explorer.

Ud over at kunne vælge en anden browser, så gør Microsoft det også muligt helt at afinstallere IE 8. De lover samtidig, at der, i Windows 7, ikke vil være funktioner, som er afhængige af eller henviser til IE8. I Vista og XP vil Microsoft sikre, at Windows Update kan fungere med de andre browsere.

JRuby

Ledende JRuby-folk forlader Sun efter Oracle-opkøb

- Via Computerworld - , indsendt af arne_v

Inden udgangen af sommeren forventes det, at Oracles opkøb af Sun er gennemført, et opkøb som ikke alle er tilfredse med. Hos Sun har de tre JRuby-udviklere Charles Nutter, Thomas Enebo og Nick Sieger valgt at forlade selskabet.

Udviklerne har alle fundet job hos firmaet Engine Yard i stedet for, der specialiserer sig i hosting af applikationer. Årsagen til skiftet begrunder de med usikkerhed omkring, hvilken strategi Oracle har med JRuby.

Charles Nutter skrev:
To be honest, we had no evidence that Oracle wouldn’t support JRuby, but we also didn’t have any evidence that they would.

De tre udviklere var alle meget glade for at være ansatte hos Sun, hvor de kunne arbejde fuld tid på projektet. Ansættelsen gav ikke blot mere tid, men også adgang til Sun-ressourcer så som Glassfish, NetBeans og JVM software.

Det næste mål for udviklerne er at færdiggøre JRuby 1.4, der forventes at være klar til september.

MIT Media Lab

Stregkoder skal erstattes af bokoder

- Via BBC News -

I USA har forskere ved MIT (Massachusetts Institute of Technology) opfundet, hvad de mener, kan blive en erstatning for nuværende stregkoder.

Stregkoder findes i dag i flere forskellige udgaver, de klassiske streger, nogle i 2D-mønstre og andre indeholder farver. Fælles for dem er, at de fylder relativt meget for nemmere at kunne aflæses. Med Bokoder behøves der kun 3 mm plads, og samtidigt kan der gemmes mange flere informationer end ved de andre metoder.

Navnet Bokode er sammensat af ordene bokeh og kode. Bokeh er den sløring, man kan se på fotografier på de områder, der ikke er i fokus. Bokoden kan nemlig kun aflæses af et kamera, der ikke fokuserer på den 3 mm store bokode, men i stedet sættes til at fokusere uendeligt.

Bokoden vil ved uendelig fokusering vise sig skarpt på billedet, og indholdet kan dermed aflæses. Yderligere informationer om bokoder kan læses her, og en video, der viser, hvordan teknikken fungerer, kan ses herunder.

CSR

Nu skal der GPS i flere mobiltelefoner og kameraer

- Via CSR - , redigeret af Net_Srak

Står det til firmaet CSR, der opkøbte GPS-specialisten SiRF tidligere i år, så skal der GPS i mange flere mobiltelefoner og digitale kameraer, end der er i dag.

Det skal sikres med firmaets nye GPS-chip kaldet GSD4t, der bygger på den ligeledes nye SiRFStarIV-arkitektur, som skal afløse den meget populære SiRFStar 3-arkitektur, der en overgang var i 70 % af alle GPS-produkter i verden.

Ulempen ved den nuværende arkitektur er, at den har et forholdsvist højt energiforbrug, ligesom den er lang tid om at fange et signal fra satellitterne efter at have været slukket.

Den nye chip løser alle disse problemer og er designet specifikt med mobiltelefoner og digitalkameraer for øje.

De første testeksemplarer af chippen er allerede sendt til partnere, og masseproduktion forventes at starte til oktober.

AT&T

AT&T fjerner blokering af 4Chan

- Via The Inquirer - , redigeret af Net_Srak

Det kom for nyligt frem, at det amerikanske teleselskab AT&T havde blokeret for dele af hjemmesiden 4Chan, hvilket skulle vise sig at blive meget upopulært.

Brugere af 4Chan reagerede blandt andet ved at udsende historier om, at AT&T’s direktør var død, i et håb om at sænke aktiekursen, ligesom andre tiltag var planlagt.

Nu melder ejerene af 4Chan, Moot, ud, at der har været tale om en misforståelse, og blokeringerne er fjernet igen. Årsagen til blokeringen er også blevet opklaret.

4Chan var en overgang udsat for et massivt DDoS-angreb, der dog blev afværget ved at lede trafikken videre mod andre brugere på nettet, heriblandt nogle på AT&T’s net. I stedet for at blokere for 4Chan-trafikken for de enkelte kunder fik alle AT&T-kunder blokeret deres adgang til 4Chan-servere, der hostede /b/ og /r9k/.

Der var derfor ikke tale om censur, men en dårlig udført beskyttelse mod den uønskede trafik fra DDoS-angrebet.

Flickr - jlwardd

Musikindustrien er i fremgang

- Via ZeroPaid -

Musikindustrien har længe klaget over faldende indtægter, et faktum de mener, piratkopiering er skyld i. Nye tal viser nu, at indtægterne i 2008 er steget i forhold til året før.

Tallene dækker den britiske musikindustri, og her har man opnået en stigning på 4,7 % i indtægterne. Det er dog ikke salget af musik i butikker eller online, der er årsag til stigningen, men et større salg af koncertbilletter.

Salget af koncertbilletter steg således med 13 %, til trods for at der var solgt 6 % mindre musik. Denne fordeling, mener flere, kan tilskrives ulovlig kopiering af musik, for på den måde har flere fået adgang til musikken.

Musikindustrien ser det dog ikke på samme måde og presser stadig på for, at f.eks. internetudbydere skal tvinges til at slå hårdere ned på fildelere.

Takahiro Takano

Blå farve kan mindske skader på rygmarven

- Via National Geographic -

I USA har den danske forsker Maiken Nedergaard, sammen med en række kollegaer, fundet ud af, at et blåt farvestof kan begrænse rygmarvsskader.

Farvestoffet hedder “Brilliant Blue G” og er en variant af farvestoffet “Blue Number One”, der anvendes i fødevarer. Ved at indsprøjte det i en rotte, som de havde brækket ryggen på, forhindrede farvestoffet, at der opstod en inflammation (betændelse) i det beskadigede område.

Inflammation er ofte mere skadelig end den skade, der er opstået ved bruddet af ryggen, hvorfor farvestoffets egenskaber er meget værdifulde. Nedergaard er meget positiv over fremtidsudsigterne, idet der er minimale bivirkninger ved behandlingen, ud over en kort periode på en uges tid, hvor rotten blev blå.

Farvestoffet er endnu ikke godkendt til behandling af mennesker, men Nedergaard foreslår, at patienter kan drikke blå Gatorade i stedet.