mboost-dp1

20th Century Fox

Futurama beholder sit originale cast alligevel

- Via Variety - , redigeret af Emil

Selvom det i en periode så ud til, at “Futurama” ville få nye stemmeskuespillere i den kommende relancering af serien, kan fans verden over nu ånde lettet op, da det originale cast har skrevet under på at vende tilbage.

Seriens skabere Matt Groening og David X. Cohen har i en pressemeddelelse annonceret, at både John DiMaggio (Bender), Billy West (Fry, Farnsworth, Zoidberg m.fl.), Katey Sagal (Leela), Maurice LaMarche (Kif, Donbot, Calculon m.fl.) og Tress MacNeille (Mom, Fanny m.fl.) vender tilbage i den næste sæson, der kommer til at være på 26 afsnit.

Pga. uenighed omkring lønnen var seriens bagmænd begyndt at se sig om efter nye stemmer. Ifølge nogle forlydender ville skuespillerne have 75.000 dollars (knap 400.000 kr.) pr. afsnit, mens skuespillerne selv har udtalt, at beløbet var meget mindre.

“Vi er glade for, at vi har fået vores fantastiske cast tilbage,” udtaler “Futurama”-skaberne Matt Groening og David X. Cohen.

Den kommende sæson, der vil være seriens femte, bliver lavet af 20th Century Fox for kabel-kanalen Comedy Central, der bl.a. også har den populære serie “South Park”.

Microsoft Corporation

Bill Gates har for mange venner

- Via PhysOrg.com - , redigeret af Emil , indsendt af zin

Bill Gates, der stadig anses for frontperson og original Microsoft-chef, er lige som mange andre mennesker med på Facebook. Det er der mange mennesker, som har opdaget, og de ønsker at være venner med ham.

Således har Gates modtaget over 10.000 henvendelser om venskab, hvilket han synes, er lidt for mange, til at han gider holde styr på dem.

Bill Gates skrev:
It was just way too much trouble so I gave it up.

Udtalelsen kom i forbindelse med et besøg i Indien, hvor Gates var blevet inviteret til New Delhi for at modtage en pris for sit velgørenhedsarbejde.

Philips Electronics

BSkyB lancerer 3D tv-kanal i 2010

- Via Guardian - , redigeret af Net_Srak

Til næste år vil den britiske tv-station BSkyB lancere Europas første tv-kanal, der sender alle deres programmer i 3D.

For at kunne se 3D-effekten er det nødvendigt med et fjernsyn, som understøtter effekten, f.eks. i form af et 120 Hz fjernsyn kombineret med briller, der kun viser øjet, hvert andet billede.

Beslutningen blev taget efter, at tv-stationen har haft større succes end forventet med salget af deres HD+ programpakke med tilhørende SKY HD+ bokse. Boksen er allerede forberedt til 3D-indhold.

På kanalen vil BSkyB vise alt en blanding af underholdningsprogrammer, sport og film.

Skype

Skype kan lukke til næste år

- Via The Age - , redigeret af Net_Srak

Da eBay i sin tid købte Skype for 2,6 milliarder dollars, fik de ikke alt med, der får Skype til at virke. En del af den grundliggende kode tilhører stadig de oprindelige skabere, Niklas Zennström og Janus Friis.

Det giver i dag et problem for eBay, der indtil videre har licenseret koden fra firmaet Joltid, der er ejet af Friis og Zennström, idet Joltid overvejer ikke at forlænge licensen.

eBay har trukket Joltid i retten for at tvinge dem til at give dem en licens, en retssag, der dog først starter til sommer næste år. I mellemtiden vil eBay prøve at udvikle kode, der kan erstatte Joltids kode, men en analytiker mener, det er svært og vil koste mange penge.

Får eBay ikke styr på licensen, eller den ny kode, så kan det blive nødvendigt at lukke for Skype, som vi kender det i dag.

eBay skrev:
If Skype was to lose the right to use the Joltid software as the result of the litigation, and if alternative software was not available, Skype would be severely and adversely affected and the continued operation of Skype’s business as currently conducted would likely not be possible.

losslessaudioblog.com

RIAA: Forvent ikke DRM-beskyttet musik kan anvendes evigt

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Ifølge Steven Metalitz, advokat for RIAA, er man som forbruger vanvittig, hvis man forventer, at DRM-beskyttet musik fungerer forevigt.

Udtalelsen er kommet i forbindelse med, at de amerikanske ophavsretmyndigheder “Copyright Office” er ved at revidere DMCA-loven (Digital Millennium Copyright Act). Myndighederne undersøger, om der skal være undtagelser for at bryde DRM på lovlig købt musik, f.eks. som i tilfældet med Wal-Mart, der lukker for deres licensserver til september.

Metalitz siger direkte, at hvis ens musikfiler ikke virker, så er det bare ærgerligt og er ikke fortaler for, at DRM-beskyttet musik, der mister sin licens, skal kunne låses op.

Holdningen vækker undren, idet de fleste online-musikbutikker i dag sælger musik uden DRM.

The Pirate Bay

Hollandsk domstol beordrer The Pirate Bay til at blokere for alle hollandske brugere

- Via Security and the Net - , redigeret af Pernicious

BREIN (hollandske version af RIAA) har i en sag imod The Pirate Bay (TPB), afviklet i Holland, fået rettens ord på, at TPB skal blokere for samtlige hollandske brugere.

Ud over blokeringen skal TPB desuden betale retsomkostningerne, som løber op i €42.762, samt €30.000 om dagen i dagbøder indtil blokeringen er på plads (dog med loft på €3.000.000).

Dommen faldt efter, at ingen fra TPB mødte op i retten til at forsvare sig, da de ikke mente, det var seriøst, idet de blev stævnet via Twitter.

Dommen bliver selvfølgelig anket, udtaler Peter Sunde, en af bagmændene af TPB.

Microsoft Corporation

Deltagere i lukket beta af Windows 7 får en ultimate-udgave gratis

- Via The Windows Blog - , indsendt af Josso

På Windows 7 bloggen kunne Brandon LeBlanc den 21. juli fortælle mere om, hvornår Windows 7 ville være til rådighed. I den forbindelse nævnte han også, at deltagere i den lukkede betatest måtte nøjes med RC-udgaven.

I går kunne LeBlanc med glæde trække den udtalelse tilbage, idet det er blevet besluttet, at alle, der deltog i den lukkede beta, får en gratis udgave af Windows 7 Ultimate.

Brandon LeBlanc skrev:
To show our appreciation, members of the invitation-only Windows 7 Technical Beta Program will be eligible for a free, final copy of Windows 7 Ultimate.

Flickr - dweekly

Computerproducenter sagsøgt for kun at tilbyde Windows

- Via The Inquirer - , redigeret af Pernicious

Den russiske antimonopol-organisation FAS har indledt en sag mod flere af de store producenter af bærbare computere (Acer, Asus, Toshiba, HP, Samsung og Dell) for kun at tilbyde Windows som OS på de bærbare, de sælger, uden mulighed for at fravælge det.

Ud over de anklagede er Fujitsu blevet kontaktet som interessent i sagen, ligesom Lenovo, Sony og RoverBook vil blive forespurgt, om de har procedurer for returnering af det installerede operativsystem.

Microsoft, som også er blevet kontaktet, oplyser, at licensaftalerne med forhandlerne ikke kræver, at de bærbare sælges med et præ-installeret operativsystem eller sætter hindringer for, at kunden kan returnere det. Microsoft præsenterede desuden et ændret udkast til kontrakter, som ville medføre, at forhandlerne fremover skal have klare procedurer for returnering af styresystemet.

NASA

Astro Camp får besøg fra NASA

- Via UNF - , indsendt af ame

Fra på søndag den 2. august og frem til den 8. august vil Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der står bag Robodays og Game Development Camp, afvikle Astro Camp på Aarhus Universitet.

Formålet med sommerskolen er at få unge til at interessere sig mere for naturvidenskab, specifikt astronomi. Deltagerne vil lære om flere forskellige aspekter af astronomien, lige fra Tycho Brahes observationer på Uranienborg-observatoriet i slutningen af 1500-tallet til den nyeste teknologi, der anvendes, når ESA og NASA sender robotter til Mars.

Inden for rumfart spiller NASA en stor rolle, og i den forbindelse har UNF inviteret chefingeniør Ravi Margasahayam fra NASAs “Safety and Mission Assurance” på Kennedy Space Center i Florida til Danmark.

Margasahayam vil deltage ved åbningen af Astro Camp, hvor han også vil holde et par foredrag om mandagen. Efterfølgende fortsætter han til Aalborg om tirsdagen og slutter i København onsdag og torsdag. Her vil han i henholdsvis Tycho Brahe Planetariet og i Ingeniørhuset afholde foredraget “Why we explore Space” og foredraget “Technical Benefits Of Human Space Flight”. Du kan læse mere om Margasahayams rundtur og foredrag, der går under navnet “NASA Space Lectures”, på UNF’s hjemmeside.

McAfee Inc.

Mere spam end nogensinde før

- Via McAfee - , redigeret af Net_Srak

Sikkerhedseksperterne hos McAfee har netop udsendt deres kvartalsrapport for det andet kvartal i år, der viser, hvordan den globale computersikkerhedssituation ser ud.

Rapporten, der går under navnet Threats Report, tegner et dystert billede, hvor blandt andet mængden af spam er eksploderet siden marts. Således er der på 3 måneder registreret en stigning på ikke mindre end 140 % i antallet af spam-mails.

De store mængder spam-mail stammer hovedsageligt fra botnet, der bliver ved med at vokse. McAfee har således registreret 14 millioner nye computere, der er blevet en del af et botnet i andet kvartal, en stigning i vækstraten på 16 % i forhold til forrige kvartal.

En stor synder til udbredelsen af botnettene er malware, der udnytter Windows’ autorun-funktion. Således har McAfee registreret mere end 400 % flere infektioner ad denne vej, end det var tilfældet med Conficker. Det gør autorun-malware til det mest udbredte i verden.

De kæmpestore botnet sørger for, at der bliver sendt milliarder og atter milliarder spam-mails ud hver dag. Ifølge McAfee stiger antallet af spam-mails p.t. med over 117 milliarder hver dag.