mboost-dp1

Microsoft

Windows Server 2008 R2 ude til udviklere

- Via Microsoft - , redigeret af Emil

Så kom dagen, hvor Windows Server 2008 R2 udkom for udviklere og andet godtfolk med MSDN- og TechNet-adgang.

Udgivelsen giver nu mulighed for at udnytte det fulde potentiale af Windows 7, da forcen for virksomheden netop ligger i interoperabilitet mellem Windows 7 og Windows Server 2008 R2, med et væld af nye features.

DirectAccess giver en ny form for sikker forbindelse til virksomhedens servere, i stedet for de meget gængse VPN-forbindelser. Sammen med Windows Server 2008 R2 giver det virksomhedernes it-ansatte større mulighed for administration af mobile enheder.

BitLocker & AppLocker giver bedre mulighed for virksomheder til at blokere for, hvilke eksterne drev og hvilke applikationer medarbejdere må benytte.

En oversigt over interoperabilitet kan findes på Windows Server 2008 R2 websitet.

NASA

Astronomer opdager planet i modsat kredsløb

- Via BBC News - , redigeret af Net_Srak

Astronomer bliver bedre og bedre til at opdage planeter om andre stjerner, de såkaldte exoplaneter. Nu har et hold astronomer fra Keele University i Staffordshire, Storbritannien, opdaget yderligere en exoplanet, men denne er helt speciel, den kredser modsat sin stjernes rotationsretning.

Normalt dannes planeter i et solsystem ud fra samme sky af gas, som oprindeligt dannede stjernen, hvilket giver planeterne et kredsløb om stjernen i samme retning, som stjernen roterer.

Astronomerne antager, at den fundne exoplanet er resultatet af en passage af en anden planet eller stjerne, der har slynget planeten ind i det omvendte kredsløb.

Der er tale om en planet med den dobbelte størrelse af Jupiter, men kun med den halve masse.

Bjarne Stroustrup

C++-opfinders forslag nedstemt af standardkomité

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Programmeringssproget C++ blev i sin tid opfundet af danskeren Bjarne Stroustrup og har gennem årene udviklet sig løbende. Til at varetage integriteten af sproget er der nedsat en standardkomité; ISO C++-standardkomitéen.

I 2010 vil komitéen godkende en ny standard af C++, kaldet C++0x, men Version2 beretter, at det bliver uden et tiltag fra Stroustrup, som ellers var ventet af mange. Tiltaget kalder Stroustrup “concepts” og vil gøre det nemmere at fejlfinde templates.

Årsagen til afvisningen er ifølge komitéen, at concepts endnu ikke er moden nok til at blive en del af standarden, til trods for at specifikationerne har været undervejs siden 2002.

Stroustrup selv er skuffet over beslutningen, men vil nu arbejde på, at en forbedret udgave kan blive en del af standarden om fem år.

Yderligere deltaljer om concepts kan læses her (pdf).

Larry Ewing

Linux ramt af 8 år gammel sårbarhed

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

Sikkerhedseksperter har opdaget en fejl i linux-kernen, der har eksisteret de senest 8 år. Fejlen kategoriseres som kritisk, idet den tillader kode at blive eksekveret med kerne-rettigheder.

Julien Tinnes der er den ene af de to udviklere, som har opdaget fejlen, kalder det tilmed trivielt at udnytte den.

Julien Tinnes, Linux-udvikler skrev:
Since it leads to the kernel executing code at NULL, the vulnerability is as trivial as it can get to exploit: an attacker can just put code in the first page that will get executed with kernel privileges.

Der er udgivet en patch, som retter problemet. Alle, der anvender Linux fra version 2.4.4 til og med 2.4.37.4 eller version 2.6.0 til og med 2.6.30.4, anbefales at anvende den hurtigst muligt.

Der kan læses yderligere deltaljer om fejlen her.

SXC - iwd

Silicium og grafen skal øge batterikapacitet

- Via Technology Review - , redigeret af Net_Srak

Der dukker jævnligt nyt op fra laboratorier verden over om nye batteriteknologier, der kraftigt vil forbedre batterier, som vi kender dem i dag, og nu melder forskere fra Stanford University sig til flokken.

Man har længe vidst, at litium-ion-batterier kan forbedres kraftigt ved at anvende silicium som anode, idet materialet kan lagre op til 10 gange så mange litium-ioner end det kulstof (grafit), der anvendes i dag.

Silicium har bare den uheldige egenskab, at efterhånden som det optager litium-ionerne, så svulmer det op, helt op til fire gange sin størrelse, hvilket forårsager skader i dets krystalliske struktur for hver opladning.

Forskerne hos Stanford har opnået et gennembrud i at forbedre holdbarheden ved at kombinere kulstof og silicium. Udgangspunktet er nanotråde af grafen, der efterfølgende dækkes med et lag af amorf silicium. Grafenen fungerer som et skelet for siliciumet, hvorved der opnås en meget højere holdbarhed.

Det nye anode-materiale kan lagre seks gange så meget energi som nuværende batterier, og forskerne er forhåbningsfulde mht. produktion af materialet, uden dog at komme med en dato for hvornår teknologien vil være at finde i et egentligt produkt.

Morten Messerschmidt

Messerschmidt vil tage ODF/OOXML-strid med til EU

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

Vi skrev i går om, at Konkurrencestyrelsen anbefalede det offentlige at bruge både ODF og OOXML, og det har vækket undren hos det danske Europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt, der har svært ved at se sammenhængen mellem Konkurrencestyrelsens undersøgelse og dens anbefaling.

Morten Messerschmidt, MEP, til CW skrev:
Det virker mærkeligt, at man under behandlingen af ODF og OOXML siger, at der særligt ved OOXML mangler interoperabilitet, der er tekniske bindinger og der er juridiske bindinger – og derfor anbefaler man OOXML.

Morten Messerschmidt vil nu tage undersøgelsen med til Europa-Parlamentet, hvor han vil behandle den i udvalget for det indre marked. Herfra håber han at kunne berøre striden på et højere plan end blot Danmark.
Morten Messerschmidt, MEP, til CW skrev:
Set fra en EU-vinkel er konkurrencespørgsmålet særdeles relevant – Microsoft er jo nærmest storleverandør af sager til EF-Domstolen, når det gælder konkurrencesager.

flickr - jose_

Botnet styres via Twitter

- Via Arbor Networks - , redigeret af Pernicious

Jose Nazario, en sikkerhedsekspert hos firmaet Arbor Networks, har gjort lidt af en opdagelse, da han undersøgte et botnet i sømmene – han fandt ud af, at botnettet styres via Twitter-beskeder.

Gennem Twitter-beskeder på en bestemt konto får de enkelte bots kommandoer, de skal udføre, f.eks. hvilke data de skal sende tilbage, eller programmer de skal hente og køre.

Nazario fulgte de links, den oprindeligt installerede bot prøvede at tilgå. Dette førte til en DLL-fil med en ny virus, som prøvede at stjæle bankinformationer og sende dem tilbage til bagmændene, som formodes at være af brasiliansk oprindelse, da det var banker fra Brasilien, virussen prøvede at opsnappe informationer om.

Twitter-kontoen med kommandoerne kører stadig, men er nu under overvågning af Twitter.

Yahoo

Yahoo! vil bekæmpe spam med velgørenhed

- Via NewScientist - , redigeret af Pernicious

Spam udgør godt 90 % af alle e-mails, der bliver sendt, og der har gennem årene været mange forslag til, hvordan man bekæmper det. En af disse har Yahoo! nu taget op igen, nemlig at det skal koste et lille beløb, for hver e-mail man sender – helt præcist 1 cent, ca. 5 øre – hvorfor konceptet også kaldes CentMail.

I modsætning til tidligere forslag i samme kategori vil beløbet dog ikke gå til folkene, der styrer systemet, men man vil i stedet kunne vælge en velgørenhedsorganisation, som pengene skal gå til. Denne tilgang får Yahoo! til at tro på, at konceptet vil lykkes i denne omgang.

Det skal naturligvis være frivilligt at tilmelde sig ordningen, og alle e-mails, man sender, får derefter et lille “frimærke” på sig, som mailadministratorerne herefter kan lade passere direkte igennem, så serverne kun skal bekymre sig om mails uden frimærket.

CentMail er p.t. i beta og er endnu ikke gået online, men man kan skrive sig op til at få en mail, når systemet går live.

Microsoft Corporation

Microsoft lancerer officielt Zune HD

- Via Zune.Net - , redigeret af Pernicious , indsendt af Net_Srak

Selvom det har været en offentlig hemmelighed i et stykke tid, så manglede der stadig at blive bekræftet en række oplysninger fra Microsoft om den kommende Zune HD – heriblandt udgivelsesdato og pris.

Disse er nu blevet annonceret, og ganske som rygterne har fortalt, vil prisen på Zune HD blive $220 for 16 GB-udgaven, mens 32 GB-udgaven vil stå i $290.

Udgivelsesdatoen er sat til 15. september, og Microsoft tager allerede nu imod forudbestillinger, der bl.a. kan foregå over Amazon eller Microsoft Store. Desværre er det, som altid med Zune, kun muligt for amerikanerne at købe en.

Zune HD kommer i fem forskellige farver, har OLED-skærm, en Nvidia Tegra-chip og kan afspille video i 720p, såfremt den er koblet til et fjernsyn.

Lenovo

Lenovo stævnet pga. Windows-licens

- Via PHK FreeBSD Blog - , indsendt af qed

Den danske udvikler på FreeBSD, Poul-Henning Kamp, er ved at være godt træt af, at hver gang han køber en computer, så følger der en Windows-licens med, som han ikke skal bruge til noget.

Senest har Kamp købt en bærbar computer hos Lenovo, men denne gang agter han ikke blot at acceptere Windows-licensen. Han har derfor spurgt Lenovo, om de vil refundere prisen på licensen mod at han ikke accepterer licensaftalen, som han har mulighed for under installationen.

Meldingen fra Lenovo var klar, de vil ikke refundere prisen på Windows-licens, hvilket har fået Kamp til at stævne computerproducenten. Følg linket til kilden for at læse hele stævningen.

Version2 har haft fat i Lenovo får at få deres kommentar til sagen, og her holder de fast på, at de ikke agter at refundere pengene for Windows-licensen.

Mette Marie Lydert Brorsen, presseansvarlig hos Lenovo til Version2 skrev:
Det handler ikke om pengene, men er et princip hos os. Vi leverer et produkt, der ser sådan ud, og det ved man godt, når man køber det. Vi begynder ikke at pille det fra hinanden. På samme måde kan du heller ikke returnere strømforsyningen og få penge tilbage for den, selvom du har en anden i forvejen.