mboost-dp1

The Document Foundation

LibreOffice har haft en god start

- Via OS News - , redigeret af Emil , indsendt af Pernicious

Én uge efter at holdet bag OpenOffice.org brød med Oracle og stiftede The Document Foundation (TDF) samt omdøbte deres produkt til LibreOffice har de offentliggjort en e-mail, som i detaljer fortæller, hvordan det er gået den seneste uge.

I løbet af denne uge er betaen af LibreOffice blevet downloadet over 80.000 gange, og antallet af filspejle er steget fra 25 til 45 lokationer, som er fordelt på alle kontinenter. Det er tæt på halvdelen af antallet af filspejle, som OpenOffice har formået at samle på 10 år.

27 udviklere, hvoraf flere er nye, har bidraget med 80 patches til programsuiten, mens den nye IRC-kanal #libreoffice har oplevet stor aktivitet med ca. 14.000 beskeder sendt. 2.000 mennesker har meldt sig til nyhedsbrevet, mens TDF’s Twitter-profil følges af næsten 600 mennesker, og Facebook-siden har fået mere end 1.000 fans. Den samlede trafik på serveren ligger i området omkring 500 GB.

Oracle har til gengæld ikke brugt megen tid på TDF og har således blot udtalt, at de mener, at OpenOffice.org er den mest advancerede open source-implementering på markedet. Ud fra dette konkluderer e-mailen fra TDF, at Oracle altså ikke vil skænke dem rettighederne til OpenOffice-navnet. De vil derfor fortsætte under navnet LibreOffice, mens de håber på, at Oracle vil skifte mening i fremtiden.

Læs også: OpenOffice-folk fortsætter som LibreOffice efter brud med Oracle

W3C

W3C: Vent med at bruge HTML5

- Via InfoWorld - , redigeret af Emil

W3C, som overser udviklingen af HTML5, har udtalt, at man på trods af den store hype omkring HTML5 ikke bør lancere hjemmesider i den kommende standard endnu.

Af grunde nævnes blandt andet manglende strømlining af implementeringer som for eksempel det nye video-tag, der ikke vises ens på alle systemer, samt at W3C stadig vil ændre nogle af HTML5’s API’er.

W3C bakkes op af industrianalytiker Al Hilwa fra IDC, som minder folk om, at de forskellige browsere er nået til forskellige stadier af implementeringen af HTML5. Han nævner, at IE 9 først forventes færdigt omkring sommer næste år, og at de fleste firmaer nok ikke har tænkt sig at opgradere til en HTML5-kompatibel browser inden da.

Flickr - CBS Fan

Hjemmeside betaler EU-borgere for at overvåge med CCTV

- Via BBC News - , redigeret af Net_Srak

Hjemmesiden Internet Eyes fra Storbritannien vil betale offentligheden op til 1.000 britiske pund for at gennemse live video fra overvågningssystemet i Storbritannien, CCTV.

For at modtage pengene skal man med mellemrum rapportere mistænkelig opførsel, som hvis man for eksempel overværer et butikstyveri. Tony Morgan fra Internet Eyes mener, at tilbuddet vil sænke kriminalitet og anden asocial opførsel, mens modstandere kalder systemet “smagløst” og mener, at det opfordrer borgere til at udspionere hinanden.

Systemet fungerer ved, at brugeren får vist 4 CCTV-skærme samtidig, og hvis brugeren så ser noget mistænkeligt, kan han trykke på en knap, som sender en tekst- eller billedebesked til butiksejeren, som derefter selv kan vælge, hvad han vil gøre. Morgan udtaler, at man er blokeret fra at se video fra ens lokalområde, men at man derudover ikke selv kan vælge, hvilken video man ser i de 20 minutter.

Internet Eyes er åbent for borgere fra hele EU, men kræver en månedlig betaling for at få mulighed for at se videoen igennem.

Facebook

Rygte: Facebook forandres i morgen

- Via TechCrunch - , redigeret af Pernicious

Når du logger på Facebook i morgen, kan det være, at din profil ser helt anderledes ud, end du er vant til. Facebook har indkaldt til pressekonference i aften, og ifølge den amerikanske teknologiside TechCrunch skyldes det, at Facebook med Mark Zuckerberg i spidsen vil lave et omfattende redesign af verdens største website.

Nogle brugere oplyser allerede på Twitter, at deres Facebook Chat ser meget anderledes ud, end de er vant til. En kilde bekræfter over for TechCrunch, at det skyldes, at en redesignet chat er en del af sidens helt nye look. Chatten vil efter sigende blive rykket over i venstre side af skærmbilledet og på den måde blive en mere integreret del af Facebook, end den er i dag.

Det lyder endvidere, at fanebladende, hvorfra man kan gå ind på forskellige dele af sin profil, vil blive fjernet og erstattet af en række ikoner under profilbillederne på Facebooks mere end 500 millioner aktive profiler.

Ifølge TechCrunch er der tale om en designmæssig overhaling af hele Facebook, hvorfor alle de mest kendte features såsom grupper, sider, begivenheder, billeder og videoer vil ændre udseende.

Hitachi

7″ tablet med 300 dpi-skærm måske snart på vej

- Via The Register Hardware - , redigeret af OnkelDunkel

Hvis det står til Hitachi, så kommer der snart en syv tommer tablet-computer med ultra høj opløsning. De har nemlig lavet et LCD-panel på 6,6 tommer med en opløsning på hele 1600×1200 pixels eller lige over 300 pixels pr. tomme (dpi).

Helt præcist har skærmen en dpi på 302 pixels, hvilket er lidt mindre, end den man finder på iPhone 4, der er på 326 dpi. Opløsningen er dog markant højere, end hvad f.eks. iPad kan byde på, der blot har en dpi på 132.

Der er tale om et LCD-panel lavet i IPS-teknologi (In-Plane Switching), der har en lysstyrke på 400 cm/m2, en kontrast på 800:1 og et farverum på 70 % af NTSC.

Det nye panel blev fremvist på Ceatec-messen i Japan, men der er ingen forlydender om, hvorvidt nogen tablet- eller e-bog-producenter har vist interesse for den.

OLPC Foundation

Marvell giver $5.6 millioner til One Laptop Per Child

- Via BBC News - , redigeret af Pernicious

Chip-producenten Marvell blev i 2009 sponsor for non-profit organisationen One Laptop Per Child (OLPC), som har til formål at tilbyde billige computere, der skal hjælpe børn i u-lande med at få en bedre uddannelse.

Marvell har netop bevilliget OLPC $5,6 millioner, hvilket svarer til godt 30 millioner kroner. Pengene er øremærket en videre udvikling af den tablet-computer, som OLPC arbejder på. Tablet-computeren har kodenavnet XO-3 og forventes at være baseret på Marvells egen Moby-tablet, som også er en kommende lavpris tablet-computer.

OLPC udtaler, at pengene fra Marvell er nok til at dække resten af udviklingstiden på XO-3’en. OLPC forventer, at XO-3’en vil være færdig i 2012, og siger samtidig, at de ved CES i januar 2011 vil kunne fremvise dele af arbejdet.

Læs også: Næste OLPC bliver en tablet-computer

ESA

Mars-mysterium måske løst

- Via Science News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

Der findes mange myter og ubekendte fakta om planeten Mars, hvoraf en af de mere grundlæggende er, hvorfor den har den størrelse, den har.

Set ud fra en standardmodel for, hvordan dannelsen af planeter i et solsystem skal ske, så burde Mars nemlig være fem til ti gange tungere, end den er.

Nu ser det dog ud til, at to hold af forskere har løst mysteriet. Resultatet af deres opdagelser er netop blevet offentliggjort ved et møde blandt astronomer i USA.

De to hold har gennemført nye simulationer af vores solsystem og er kommet frem til hver deres forklaring, der dog passer sammen. Det ene hold mener, der har været et tyndere lag af materialer i den sky, som kredsede om Solen mange milliarder år siden, netop hvor Mars er i dag. Det fik dannelsen af Mars til at stoppe i den bane.

Det andet hold mener, Jupiter har skylden ved på et tidpunkt at have bevæget sig ind i det indre solsystem for senere at returnere til den bane, den har i dag. I forbindelse med den tur har planetens tyngdekraft påvirket dannelsen af Mars ved at fjerne det materiale, Mars skulle vokse af.

Begge løsningsmodeller anses som mulige, men de skal nu undersøges nærmere af andre forskere.

Flickr - freezelight

Canadisk spammer idømt bøde på over 1 milliard dollars

- Via CNEWS - , redigeret af Pernicious

En canadisk mand ved navn Adam Guerbuez er blevet dømt for at have sendt 4.336.386 spam-beskeder gennem Facebook og skal derfor betale erstatning til den sociale netværks-gigant.

Dommen for Guerbuez’ spam lyder på en bøde af 100 amerikanske dollars for hver besked samt et tillæg for at afholde andre fra lignende opførsel. Herudover må Guerbuez ikke åbne en Facebook-konto igen. I alt lyder bøden på $1.068.928.721,46. Den originale dom faldt i San Jose, Californien, i 2008, men er nu blevet opholdt af den canadiske højesteret.

Ifølge Facebook franarrede Guerbuez folk deres brugernavn og adgangskode ved hjælp af phishing-hjemmesider og brugte herefter informationerne til at spamme vennernes Facebook-væg med reklamer for blandt andet marihuana og produkter til at forstørre penis.

Guerbuez har erklæret sig konkurs og skriver på sin hjemmeside, at bøden er overdreven.

Adam Guerbuez skrev:
If there’s anything that does hit my e-mail box that I didn’t ask to receive, I’ll simply press the delete button. That’s what it’s on the keyboard for.

Læs også: Facebook tilkendt 5 milliarder i erstatning

Flickr - piesto

Engelsk teenager fængslet for ikke at udlevere krypteringsnøgle

- Via BBC News - , redigeret af Pernicious

Engelske Oliver Drage på 19 år er blevet fængslet i 16 uger for at have nægtet at udlevere en adgangskode til sin krypterede computer. Adgangskoden er på 50 tegn, og politiet arbejder stadig på at bryde den.

Drage blev tilbage i maj 2009 arresteret for seksuel udnyttelse af mindreårige. Politiet beslaglagde dengang Drages computer, men kunne på grund af krypteringen ikke få adgang til indholdet. Drage blev officielt bedt om at udlevere adgangskoden, hvilket han nægtede. Det er ifølge den britiske lov Regulation of Investigatory Powers Act 2000 ulovligt, og det har nu resulteret i fængselsdommen.

Detective Sergeant Neil Fowler, Lancashire politi skrev:
Computer systems are constantly advancing and the legislation used here was specifically brought in to deal with those who are using the internet to commit crime.

TDC A/S

TDC’s fiberpriser skal måske reguleres

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Efter TDC opkøbte en stor del af DONGs fibernetværk, som dækker Nordsjælland, blev det fra myndighedernes side besluttet, at TDC skal tillade 3.-part adgang til deres fibernet.

Det krav har TDC efterkommet, men ifølge flere kunder, heriblandt Jay.net, der solgte forbindelser på DONGs net inden TDC’s overtagelse, så har TDC skruet priserne voldsomt i vejret. Det skriver ComON.

Som konsekvens af prisstigningerne har man hos Jay.net valgt at ændre sine priser, når den officielle overtagelse finder sted ved årsskiftet.

Også Telenor og Waoo har beklaget sig over prisstigningerne, som på nogle områder er tredoblet. Klagerne ser nu ud til at have en effekt, idet IT- og Telestyrelsen er i gang med at se nærmere på priserne.

Myndighederne arbejder på en plan, der skal regulere fibernettet, og her vil der også indgå en prismodel for, hvad TDC må tage sig betalt for i forbindelse med udlejning af deres fiber. Beslutningen om en eventuel regulering forventes at falde i denne måned og kan så blive effektueret i andet kvartal næste år.