På en pressekonference onsdag aften lancerede Facebook-stifter Mark Zuckerberg en lang række nye tiltag, som vil ændre på den måde, vi bruger det populære sociale netværk. Vi bringer her en oversigt over de nye funktioner:
Grupper: Nu kan man lave forskellige kategorier for forskellige grupper af venner og bestemme, hvilke informationer de forskellige grupper skal have adgang til. Det giver mulighed for at lave statusopdateringer rettet til bestemte grupper af venner, ligesom man kan lave en mere lukket profil for personer, som er i perifien af ens netværk. Funktionen findes allerede, men den vil få en langt mere fremtrædende rolle i den nye version af Facebook.
Gruppechat: Nu kan man chatte med alle personer i en bestemt gruppe på samme tid.
Delt notesblok: Som noget nyt bliver det muligt for medlemmer af grupper at redigere og skrive i det samme dokument på samme tid.
Gruppe-notifikationer: Nu kan du få notifikationer, når der er aktivitet i en af de grupper, du er medlem af. Du kan selv bestemme, hvilke handlinger der skal udløse en notifikation.
Download din profil: Det bliver nu muligt at downloade hele ens Facebook-profil til sin computer inklusive alle billeder, statusopdateringer, vægopslag og beskeder. Alle informationerne komprimeres og samles i en .zip-fil.
Hold øje med, hvad applikationer har adgang til: Fremover bliver det let at danne sig et overblik over, hvilke sider der har adgang til ens personlige oplysninger via Facebook og Facebook Connect. Se for eksempel hvad din favoritavis, et blogsystem eller Flickr kan se om dig.
Komplet redesign: Facebook vil få en designmæssig overhaling fra top til tå, så du kan godt forberede dig på, at du igen skal øve dig på at finde rundt på det sociale netværk.