Google sætter nu hårdt ind mod apps, der tilbyder betaling uden om Play Store.
I stil med den verserende konflikt mellem store techfirmaer og Apple kræver Google nu også, at alle handler i deres Play Store skal ske med deres eget betalingssystem.
I en blogpost rettet mod Android app-udviklere fremhæver Google, at ikke alle udviklere har fulgt retningslinjerne om brug af Googles betalingssystem i Play Store.
Det får nu Google til at håndhæve deres politik over for de tre procent af udviklere, der ikke følger Googles retningslinjer.
Google tager ligesom Apple 30 procent af alle køb, der sker igennem Play Store.
Apple har dog fået en del mere opmærksomhed på grund af deres politik om de 30 procent i forhold til Google.
Det kan skyldes den retssag, der kører mellem Fortnite-udvikler Epic Games og Apple om netop dette gebyr.