Den svensk-baserede prissammenligningstjeneste PriceRunner sagsøger Google for det, der svarer til 15.6 milliarder kroner, efter at en europæisk domstol afgjorde, at Google overtrådte EU’s antitrustlovgivning.
Det rapporterer Engadget.
I november sidste år stadfæstede EU’s General Court en afgørelse om at tildele Google en rekordhøj bøde på 2.42 milliarder euro (omkring 18 milliarder kroner) for at favorisere sine egne sammenligningstjenester frem for konkurrenternes.
“Vi søger erstatning for den skade, Google har påført os i mange år, men ser også denne retssag som en kamp for forbrugere, der har lidt voldsomt under Googles overtrædelse af konkurrenceloven i de sidste fjorten år og fortsat i dag,” sagde PriceRunner-CEO Mikael Lindahl.
PriceRunner hævder, at Google har en “monopollignende position” i Europa – at de stadig ikke overholder EU-Kommissionens beslutning og “misbruger” sin dominerende stilling.
Google tabte sin første appel mod EU-bøden, men har indleveret endnu en i sidste måned. “Vi føler, at der er områder, der kræver juridisk afklaring fra EU-Domstolen,” lyder det fra Google.