Torsdag oplevede Danmark et massivt it-nedbrud, der sendte en stribe offentlige hjemmesider offline og afskar statsansatte fra internettet. Nu afviser Statens It, at et hackerangreb var årsag til nedbruddet, skriver Version2 og Computerworld.
Statens It slår nu fast, at torsdagens massive nedbrud ikke skyldtes et hackerangreb.
Dagen før Store bededag meldte flere medier om nedbruddet, som foruden de syv ministerier også ramte Datatilsynet og Statens It, som er offentlig it-leverandør.
Men mandag formiddag udmeldte it-leverandørens presseafdeling, at man med sikkerhed kan udelukke, at der har været tale om et hackerangreb af nogen art.
Hvad der præcist forårsagede det store nedbrud er stadig under udredning, mens de berørte hjemmesider igen er i almindelig drift og kan tilgås som vanligt.