Rygtet siger, at elbilproducenten Tesla er i fuld gang med at udvikle en smartphone, som er kompatibel med Starlink-satellitter, og som angiveligt vil blive lanceret inden året er omme.
Det skriver Gulf News.
Lanceringen af Model Pi-smartphonen senere i år er bredt rapporteret ifølge Gulf News. Det er dog ikke klart, hvornår, hvis overhovedet, det sker, men den tekniske rygtemølle er oversvømmet med Pi-snak.
Udover en Starlink-satellitforbindelse skulle Tesla Model Pi efter sigende bestå af fire kameraer, solcelleopladning samt et futuristisk design, der kan skifte farve.
Mens spekulationer får frit spil, florerer der adskillige ubesvarede spørgsmål – såsom: hvad kommer den til at koste? Bruger den sim-kort? Hvad ligger det månedlige gebyr på for at bruge Starlink?
Smartphonen rygtes også at have et såkaldt brain-phone-interface kompatibel med Neuralink, som udvikler implanterbare brain-machine interfaces (BMI’er) til at forbinde hjernen med maskine.
Det måske vildeste rygte er imidlertid, at Model Pi siges at være designet til at fungere på planeten Mars, som Tesla-grundlægger Elon Musk planlægger at kolonisere en gang i fremtiden. Han har bl.a. sagt: “I would like to die on Mars. Just not on impact.”