Hvis rygterne taler sandt, kan brugere af iPhone 13 komme til at foretage telefonopkald og sende tekstbeskeder uafhængigt af cellesignal, oplyser 9to5Mac.
Takket være lanceringen af 5G har iPhone 12 været en kæmpe salgssucces for Apple. Nu ser det ud til, at Apple ønsker at bevare momentum ved tilføjelsen af endnu en ny radioteknologi til iPhone-serien i år.
I et investornotat fra i går siger Apple-analytiker Ming-Chi Kuo, at han forventer, at de kommende iPhone 13-modeller vil indeholde en “low-earth-orbit”-satellitkommunikationstilstand (LEO).
Denne tilføjelse vil give iPhone 13-brugere mulighed for at sende tekstbeskeder og foretage telefonopkald, selvom de ikke befinder sig inden for rækkevidde af et standard 4G/5G-celletårn.
Ifølge Kuo vil iPhone 13 benytte sig af en tilpasset version af ‘Qualcomm X60 baseband modem chip’, som understøtter kommunikation via satellit.
Det er dog uklart, hvorvidt afsendelse af meddelelser og opkald via satellit udelukkende vil fungere med Apple-tjenester som iMessage og FaceTime, og hvorvidt disse satellitfunktioner vil være gratis eller komme med tilhørende brugsafgifter.
Apple forventes at annoncere iPhone 13-serien i september. Som det ser ud lige nu, vil iPhone 13-modellen ligne den nuværende iPhone 12-model, hvad angår skærmstørrelse og form. Nye forventede funktioner omfatter opgraderinger til kamerasystemerne og en skærm med højere opdateringshastighed til Pro-modellen.