mboost-dp1

Western Digital Corp.

WD PiDrive giver Raspberry Pi 314 GB lagerplads

- , indsendt af _tweak

Western Digital lancerer WD PiDrive 314 GB, en HDD skabt specifikt til Raspberry Pi. Enheden lover 314 GB lagerplads kombineret med lavt strømforbrug. Ifølge Western Digital, er WD PiDrive fremstillet til at trække mindre strøm fra Raspberry Pi-enheden end en normal harddisk samtidig med at opretholde ydeevnen til at kunne levere maksimal USB-overførselshastighed.

PiDrive kommer med gratis download til WDLabs version af multioperativsystemet Berryboot, som blandt andet inkluderer flere Raspberry Pi applikationer.

Prisen på en WD PiDrive er 45,81 dollars.

Casascius

Microsoft Store stopper understøttelse af BitCoin

-

UPDATE: Microsoft melder ud, at der er tale om en fejltagelse. Selskabet udtaler til Softpedia:

’We continue to support Bitcoin for adding money to your Microsoft Account which can be used for purchasing content in the Windows and Xbox stores. We apologize for inaccurate information that was inadvertently posted to a Microsoft site, which is currently being corrected.'

——-

Microsoft Store på Windows 10 og Windows 10 Mobile stopper med at understøtte BitCoin som betalingsmulighed.

Microsoft skriver i en opdatering til Microsoft Stores FAQ, at det ikke længere er muligt at indsætte BitCoins på ens Microsoft Account.

Kunder med resterende BitCoins på kontoen vil kunne bruge disse på køb i Microsoft Store. Det er ikke muligt at få refunderet de resterende BitCoins.

Microsoft har ikke givet nogen begrundelse for deres valg om at droppe BitCoins.

World Drone Prix Dubai

15-årig vinder World Drone Prix

-

I weekenden blev World Drone Prix afholdt i Dubai, hvor 150 hold kæmpede om førstepladsen og en præmiepulje på en million dollars.

Vinderen blev 15-årige dronepilot Luke Bannister, som sammen med sit hold Tornado X-Blades Banni-UK slog holdet med hjemmebanefordel, Dubai Dronetek.

World Drone Prix er et af de hidtil største racerløb for droner. Løbet havde mere end 2.000 tilskuere, som fulgte dronerne manøvrere rundt på banen. Førstepræmien var på 250.000 dollars.

Det næste store droneløb er Drone Worlds i Hawaii til oktober. Her kæmper holdene om en præmiepulje på 200.000 dollars.

Optimal.com

Optimal vil bygge bro mellem reklamer og brugere

- , indsendt af kvark

Firmaet Optimal kommer med en ny service, hvor brugere kan købe sig fri for reklamer og samtidig støtte hjemmesiderne, de bruger.

Servicen koster seks dollars om måneden og køber brugeren fri for reklamer og sporing. 70 procent af indtægterne går til de sider, brugeren besøger.

Pengefordelingen baseres på brugerens mest besøgte sider og kan desuden påvirkes af brugeren selv ved at stemme på bestemte sider.

Ifølge Optimal får brugeren fuld indsigt i, hvilke sider pengene går til.

Det er endnu ikke oplyst hvilke medier, der har tilmeldt sig servicen, men angiveligt blokerer Optimal også for reklamer på sider, som ikke deltager. Brugeren har dog mulighed for at vælge reklamer til på sider, der viser relevante reklamer.

Ifølge TechCrunch, planlægger Optimal at lancere servicen inden for 60-90 dage. Man kan skrive sig op til Optimals betaversion, som også kommer til at koste seks dollars om måneden.

I første omgang udkommer Optimal til iPhone, men planen er at udgive servicen til alle platforme på et senere tidspunkt.

BigScreen, Inc.

Snart kan hele computerens indhold opleves i virtual reality

-

Flere firmaer arbejder på at give dybere VR-oplevelser, hvor brugere kan tilgå og dele forskelligt indhold fra deres computer i en virtuel verden.

Et af firmaerne er BigScreen, hvis software lader folk tilgå hele deres computers indhold på en stor skærm i virtual reality. BigScreen kan bruges sammen med andre VR-brugere og gør det muligt at holde LAN-party, filmaften eller samarbejde på projekter i virtual reality.

BigScreen forsøger at skabe en social oplevelse, hvor brugerne kan dele skærme med hinanden og samtidig se hinanden repræsenteret af avatars i den virtuelle verden.

Steam arbejder også med en virtuel oplevelse til deres brugere. Valve har bekræftet, at der arbejdes på ‘SteamVR Desktop Theater Mode’, hvor brugerne kan spille alle deres spil fra Steam på et stort virtuelt display. ‘SteamVR Desktop Theater Mode’ er i en tidlig betafase og kommer til at understøtte HTC Vive og ‘andre’ VR-headsets.

Man kan allerede nu skrive sig op til betatestning af BigScreen. Den færdige software vil være tilgængelig til HTC Vive og Oculus Rift til april, mens der senere i 2016 bliver tilføjet understøttelse af Samsung Gear VR.

Det vides endnu ikke, hvornår ‘SteamVR Desktop Theater Mode’ udkommer.

Microsoft Corporation

Microsoft Visual Studio tilføjer R-understøttelse

-

Microsoft har tilføjet programmeringssproget R til Visual Studio. Deres plugin, ‘R Tools for Visual Studio’, skal give udviklere en smagsprøve på funktioner og programmeringsmuligheder inden for R i Visual Studio.

Udgivelsens funktioner inkluderer en R-editor, ‘Variable Explorer’ til at granske R-datastrukturen og undersøgelse af værdier, fejlfinding og indbygget ‘source code control’ via Git og GitHub.

Det er desuden muligt at arbejde med bl.a. R, Python, C++, C#, Node.js og SQL projekter samtidig.

‘R Tools for Visual Studio’ er stadig i en tidlig fase, hvilket betyder bugs og manglende funktioner. Udgivelsen er kun til evaluering og er ikke ment til brug i produktioner.

‘Visual Studio Community’-udgaven er gratis for individuelle udviklere, open source projekter og små professionelle teams. En professionel udgave af Visual Studio koster 45 dollars om måneden.

Google Inc.

Android N fremvises af Google

-

Selskabet har endnu ikke offentliggjort det officielle navn, men Google viser nu en previewudgave af det kommende styresystem til Android – med kodenavnet ‘N’.

‘N’ giver mulighed for, at apps kan dele skærmen, forbedrede notifikationer og mindre tæring på batteriet.

Funktionen med at have to apps, der deler skærmen, findes allerede på Apples iPads, hos Samsung og på Windows.

Ved notifikationer vil man få mulighed for f.eks. at svare på en sms direkte i notifikationen i stedet for at skulle åbne besked-programmet først.

I forhold til batterilevetid, vil Android N videreudvikle den nuværende ‘Doze’ funktion, der sætter enheden i dvale, når den har ligget på en flade i længere tid. I fremtiden skal Doze også aktiveres, når enhedens skærm slukkes. Bagvedliggende opgaver strømlines også for at sænke strømforbruget.

Nye udgaver af Androidstyresystemet er normalt blevet offentliggjort på Googles I/O konference – i år d. 18.-20. maj. Men denne gang udsender Google en previewudgave noget tidligere.

Det endelige navn på styresystemet bliver efter alt at dømme noget slik-relateret, der begynder med ‘N’.

Opera Software ASA

Opera introducerer browserintegreret adblocker

-

Opera er, ifølge dem selv, den første større browser til at integrere adblocking på ‘web engine’-niveau. Funktionen findes lige nu i udviklerudgaven af browseren.

Opera tjekker en blokeringsliste og blokerer reklamer allerede, når URL-forespørgslen laves. Man skal dog selv slå funktionen til.

Når Opera opdager en reklame, bliver brugeren spurgt, om reklamer fra siden skal blokeres. Brugeren kan se statistik over, hvor mange reklamer, der bliver blokeret på den nuværende side og hvor mange, der er blevet blokeret i alt.

Adblockings dialogboks indeholder desuden en hastighedstest, hvor man kan sammenligne indlæsningshastigheder med og uden adblocker. Opera indlæser den nuværende hjemmeside to gange, med og uden adblocker for sammenligning.

Operas research viser, at browseren med adblocking aktiveret gennemsnitligt er 45 % hurtigere end Google Chrome med AdBlock Plus. Researchen er udført på 66 indholdsrige hjemmesider med en Windows 10 64-bit maskine med AMD Phenom II X6 processor og 8 GB RAM.

Apple Inc.

Apple-enhed vil kunne tilkalde hjælp ved hjerteanfald

- , indsendt af NeoNmaN

Apple søger patent på en elektronisk enhed, som kan alarmere alarmcentralen, hvis brugeren får et hjerteanfald.

Patentet beskriver en enhed, der sammen med en eller flere andre enheder via sensorer indsamler brugerdata og data fra omgivelserne. Enhederne alarmerer en eller flere kontaktpersoner, hvis de indsamlede data viser, at brugeren har behov for lægehjælp, politi, familie eller anden form for assistance.

Systemet vurderer graden af uheldets alvor og tilretter alarmeringen herefter. Alarmering rangerer fra at e-maile et familiemedlem til at ringe til alarmcentralen.

Apple forestiller sig, at teknologien kan bruges i forbindelse med trafikuheld, hjerteanfald samt børn og demente, der bliver væk.

Apple forsøger at undgå falske alarmer ved at kræve respons fra brugeren, hvis et uheld registreres. Responsen kan blandt andet være via stemme eller bevægelse, hvor negativ eller ingen respons vil sætte gang i alarmeringen.

U.S. federal government

Apple: Sejr til FBI vil føre til overvågning via kamera og mikrofon

- , indsendt af NeoNmaN

Hvis FBI ender med at få medhold i kravet om adgang til en ellers låst iPhone med hjælp fra Apple, vil det føre til en øget fremtidig overvågning. Det frygter Apple i hvert fald.

Med henvisning til San Bernardino-sagen mellem FBI og Apple, udtaler sidstnævntes ‘head of services’, Eddy Cue, at fremtiden vil byde på flere krav fra FBI, som vil betyde øget overvågning af brugerne. Dette kan være ved at tvinge Apple til at tænde for en brugers kamera eller mikrofon ifølge The Guardian. Han bekymrer sig også over, hvilke typer sager myndighederne måske vil begynde at bruge disse muligheder i. For når først ‘bagdøren’ er oprettet, kan det jo åbne for en øget lyst til at bruge muligheden, siger Cue:

Hvor vil det stoppe? Ved en skilsmissesag? En immigrationssag? En sag om skattebetaling? En dag vil man kunne tænde for telefonens mikrofon, og det bør ikke ske i dette land.