Google lægger an til en ny bølge af endnu kraftigere mobiltelefoner, højere opløsning og mere advancerede sensorer, med deres nye virtual reality-initiativ kaldet Daydream – noget vi tidligere har omtalt.
Det er ikke første gang Google forsøger at lave VR på telefonen. I 2014 lancerede de Google Cardboard der, som navnet antyder, er en lavprisløsning i pap.
Daydream bliver mere advanceret, og vil derfor heller ikke fungere på nuværende telefoner, men Google fortæller, at de første telefoner, der understøtter Daydream, skulle komme på det Amerikanske marked til efteråret.
Samsung, LG, HTC, Huawei, ZTE, Asus og Alcatel er alle med på bølgen, mens Sony endnu ikke har annonceret deres planer. Populære Google apps som YouTube, Street View og endda Google Play Store vil være tilgængelige i en VR udgave, og VR apps er på vej fra videotjenester som Netflix og HBO, samt spiludviklere som Ubisoft og EA.
Telefonen fastgøres i et headset, og en controller bruges til navigation og interaktion.
At Google tager 3D grafik på telefoner alvorligt kan også ses i, at Android N vil understøtte Vulkan API’en, afløseren til OpenGL, der også leverer ydeevne helt i top på PC’er.