Mens meget af fokusset har været på det nye grafikkort fra Nvidia – GeForce GTX 1080 – så får dens lillebror, GeForce GTX 1070, fine anmeldelser fra flere sider og leverer god ydeevne til prisen.
Nvidia ville med GTX 1070 lave et grafikkort, der kunne slå deres eget Titan X og samtidig koste mindre og være mere effektiv. Den mission er lykkedes.
‘For 379-449 dollars får du et grafikkort, der er lige så hurtigt, eller hurtigere, end et Titan X, som også kan overclockes, har relativt lavt strømforbrug, er stille, og som er velegnet til VR-programmer,’ skriver hothardware.com, som giver kortet et ‘Editor’s Choice’-mærkat.
‘Det korte af det lange er, at i hver test vi kørte, så er GeForce GTX 1070 lige så hurtig, eller hurtigere, end GeForce GTX Titan X til over 1100 dollars,’ skriver tomshardware.com.
‘Mød folkets nye helt,’ skriver pcworld.com, som ligeledes fremhæver, at kortet yder bedre end Titan X og vel at mærke til en brøkdel af prisen.
Nvidia er blevet kritiseret for deres dyre såkaldte ‘Founders Editions’-udgaver af GTX 1070 og GTX 1080, til henholdsvis 449 dollars og 699 dollars, men selskabet forsikrer, at tredjeparts GTX 1070-kort vil have priser fra 379 dollars.
Om det så er billigt nok, må tiden vise. Vi skrev tidligere i dag om AMDs Radeon RX480 graffikkort, som bliver et særdeles billigt alternativ, ydeevnen taget i betragtning. Den kan præstere 5 teraflops mod GTX 1070s 6 teraflops, men koster kun 200 dollars – tæt på det halve, af hvad Nvidia siger de billigste GTX 1070 kort vil koste.
Den faktiske ydeevne kan dog variere meget fra de teoretiske tal – og Nvidias planlagte, direkte konkurrent til RX480 bliver GeForce GTX 1060 – men med begge kort ude snart, kan en reel sammenligning i spil og benchmarks laves.
Nvidia havde med deres GeForce GTX 9XX-serie god ydeevne i DirectX 11, men kortene klarede sig relativt dårligere i DirectX 12. Med GeForce GTX 10XX ser Nvidia ud til at indhente det tabte i DirectX 12, samt kraftige forbedringer over tidligere kort i DirectX 11.
Danske priser for GeForce GTX 1070 er endnu ukendte, men GeForce GTX 1080 kan fås til cirka 6000 kroner.
Vi omtalte første gang GeForce GTX 1070 og 1080 her.