mboost-dp1

Let's Encrypt

Let’s Encrypt viser brugeres e-mails ved en fejl

-

Udstederne af gratis SSL/TLS certifikater – Let’s Encrypt – har ved en fejltagelse udsendt e-mails til brugerne, hvor alle tidligere modtagere af samme e-mail også har fremgået.

Den automatisk udsendte e-mail fik tilføjet mellem 0 og 7.618 e-mailadresser til e-mailens tekstfelt. Antallet af tilføjede e-mails afhænger af, hvor i listen af modtagere ens egen e-mail var.

Fejlen blev opdaget efter 7.618 e-mails var afsendt ud af de cirka 383.000 e-mails, der skulle afsted.

Let’s Encrypt, som vi tidligere har omtalt, undskylder fejlen og beder folk om ikke at offentliggøre listen af e-mails. Selskabet lover at undersøge sagen til bunds for at undgå, noget lignende sker igen.

Facebook

Facebook: Installér Moments eller vi sletter dine synkroniserede billeder

-

Billeddelings-appen ‘Moments’ fra Facebook får ekstra hjælp fra moderselskabet, der nu advarer de, som bruger selskabets ‘Synced Albums’ og Synced Photos’. Brugerne kan enten se frem til, at billederne slettes – eller de kan installere Moments inden 7. juli.

Det har som forventet givet mange nye downloads af appen, mens alternativet til dette er at downloade billederne til ens egen computer inden 7. juli.

Betanews bringer den e-mail, brugere har modtaget omkring ændringerne:

We wanted to let you know that photos you privately synced from your phone to Facebook will be deleted soon. Earlier this year, they were moved to Moments, a new app from Facebook.

If you want to keep your [number of photos], download Moments and log in before Jul 7. If you don’t want Moments, you can also download these photos directly to your computer from your Facebook profile. Otherwise, they’ll be deleted. This won?t affect photos or videos you’ve shared on Facebook.

Moments lets you organize and privately share photos with friends. It’s free on iOS and Android.

Som det fremgår af e-mailen berører ændringerne ikke billeder og videoer delt på Facebook.

Enrique Dans

Internettet er blevet verdens største overvågningsnetværk

-

Skaberen af internettet, Tim Berners-Lee, ser kritisk på den udvikling internettet har taget siden dets begyndelse. Han mener, det i større og større grad kontrolleres af magtfulde interesser – organisationer og regeringer. Dermed er internettet i dag verdens største overvågningsnetværk, siger Berners-Lee til New York Times.

‘Det kontrollerer, hvad folk ser. Det skaber mekanismer for, hvordan folk interagerer. Det har været fremragende, men snagen, blokering af websites, ændring af folks indhold og videresending til forkerte websites underminerer fuldstændig tanken om at hjælpe folk til at skabe,’ siger Tim Berners-Lee.

Han mener, problemet er én dominerende søgemaskine, ét dominerende socialt medie og ét Twitter til mikroblogging – at for få selskaber kontrollerer for meget af nettets indhold og interageren.

Han mener, vi er på grænsen af et situation, hvor ét selskab i store træk kan bestemme, hvad man som internetbruger ser.

CA

RansomWeb angreb i kraftig vækst

- , redigeret af modgaard , indsendt af modgaard

Vi har tidligere skrevet om RansomWare, hvor IT-kriminelle gør filer på computere utilgængelige ved at låse dem, hvorefter de kræver penge for at låse op igen, men en web-baseret form for RansomWare, RansomWeb, er i kraftig vækst. Det fortalte sikkerhedsfirmaet High-Tech Bridge på Infosecurity Europe 2016 konferencen, der fandt sted i London i denne uge.

Hvor RansomWare angriber filer på computere hos typisk firmaer eller større organisationer, så retter RansomWeb-angreb fokus mod databaser og filer tilknyttet hjemmesider. High-Tech Bridge observerede det først angreb i januar 2015 og advarer nu, at angrebene finder sted fem gange så ofte i 2016 som i 2015.

Og der er desværre rig mulighed for de kriminelle.

High-Tech Bridge forklarer, at angrebene bliver mere og mere sofistikerede og kombinerer en række forskellige metoder til at få adgang til hjemmesiderne. Den hyppigst brugte er SQL-injection. Med dem kan hackerne få adgang først til en SQL-database og dernæst til hele serveren.

Men mange hjemmesider har også flere andre sikkerhedshuller. High-Tech Bridge, som også har en service til skanning af HTTPS-sikkerhed, fortæller, at blot 24,3 % af hjemmesider bruger ordentlige SSL/TLS konfigurationer, og hele 97 % af alle skannede hjemmesider benytter den usikre TLS 1.0 protokol.

På trods af at flere hjemmesider prøver at beskytte sig ved brug af såkaldte Web Application Firewalls, er det ikke nok. High-Tech Bridge forklarer, at selv med dem, kan tre ud af fem sikkerhedshuller stadig misbruges.

Bluetooth SIG

Bluetooth 5 annonceres i næste uge

-

Den næste version af Bluetooth – 5 – bliver ifølge lederen af Bluetooth Special Interest Group, Mark Powell, annonceret i den kommende uge.

Der bliver tale om en kraftig opgradering i forhold til nuværende udgave af den trådløse standard – en fordobling af rækkevidde og firedobling af hastighed for ‘low energy Bluetooth transmissions’ (BLE).

Den officielle fremlæggelse af Bluetooth 5 sker i London den 16. juni.

Forbedringerne skal ses i forhold til udbredelsen af ‘Internet of Things’-enheder, der langsomt vinder indpas f.eks. i folks hjem og som bruger Bluetooth til at interagere med f.eks smartphones eller andre kontroller.

Lenovo

Lenovo offentliggør Moto Z, modulær telefon

- , redigeret af modgaard , indsendt af modgaard

På deres ‘Tech World’ event, løftede Lenovo torsdag sløret for deres to nye, modulære telefoner, Moto Z og Moto Z Force. Med en tykkelse på blot 5,2 mm kalder Lenovo telefonerne for verdens tyndeste førsteklasses-smartphones.

Men det er det modulære design, der får Lenovo til at kalde telefonerne for “game-changing”.

Sammen med telefonerne fremviste Lenovo de første Moto Mods, der giver ny funktionalitet til telefonen. For eksempel vil SoundBoost Mod (YouTube) kunne bruges til at give større og bedre højtalere til at høre musik på, og Insta-Share Mod (YouTube) er en 70-tommer projektor, der omdanner telefonen til en billed- eller filmfremviser.

Disse udvidelser sættes fast på bagsiden af telefonen med magneter, og gør den dermed noget tykkere, ligesom kun én udvidelse kan bruges ad gangen, men Lenovo satser på, at det fleksible design vil gøre dem attraktive og give dem bred appel. Og de fortæller, at de er interesserede i at udvikle en bred vifte af forskellige typer udvidelser.

Moto Z kører på en Qualcomm Snapdragon 820 processor, har et 13 MP kamera, 5,5-tommer skærm og skulle have en batterilevetid på op til 30 timer. Moto Z Force har et 21 MP kamera, en batterilevetid på op til 40 timer og gør brug af Moto ShatterShield, til at beskytte skærmen mod at knække, hvis telefonen tabes.

Lenovo har ligesom kinesiske LeEco droppet 3,5mm-udgangen til hovedtelefoner for i stedet at bruge USB-C. Derfor følger der også en USB-C-adapter med telefonerne.

Begge telefoner kommer på det amerikanske marked i løbet af sommeren, og kommer på det internationale marked til september.

ASUSTeK Computer Inc.

ASUS-computere uden pre-installerede tredjepartsprogrammer og apps

-

De fleste nye computere kommer med en række pre-installerede programmer – eller apps hvis vi taler Windows 10.

Hvis disse programmer ikke bliver brugt, optager de unødigt ressourcer som hukommelse og processorkraft.

ASUS udbreder nu deres koncept for Windowsbaserede computere uden tredjepartsprogrammer. Den første nye model, der lanceres under navnet PURE, er ZenBook UX305CA, en blæserløs ZenBook med Intel Core M-processor.

ASUS PURE lover, at brugeren vil opleve en PC med hurtig opstart, maksimeret performance og længere batteritid.

Konceptet findes allerede i Microsofts egne online butikker under navnet Microsoft Signature.

Dette forår blev konceptet også lanceret i Norden hos et begrænset antal retailere og producenter. Med ASUS PURE bliver konceptet gjort tilgængeligt til endnu flere kunder.

Samsung

Samsung på vej med bøjelige skærme på mobiltelefoner

-

Der skulle ifølge Bloomberg være planer hos elektronikgiganten Samsung om to nye telefoner med bøjelige skærme – baseret på OLED-teknologi.

Selskabet er ifølge kilder så langt med projektet, at telefonerne vil kunne fremvises i begyndelsen af 2017.

Den ene ‘bøjelige model’ kan efter sigende klappes sammen som en gammeldags klaptelefon. Mens den anden kan gå fra en fem-tommer skærm til otte tommer – hvordan det så end skal se ud i praksis.

Samsung har udviklet på konceptet med bøjelige skærme i nogle år. I 2008 fremviste de ‘Flapping Display’ – som vi tidligere har omtalt.

Senere har selskabet også vist en video af både en sammenklappelig skærm og en tablet, der kan rulles ud af et rør.

Apple

Apple sænker ‘afgiften’ på App Store indtjening

-

Når en bruger betaler for en app eller andet indhold gennem App Store, har Apple altid taget 30 procent i afgift. Men det ændrer sig nu – under de rette forudsætninger.

Hvis en app kan holde brugeren som abonnent i et år, sænker Apple deres procentdel til 15 i stedet for nuværende 30.

Ændringen slår igennem for alle eksisterende apps, hvis brugere har været med i mere end ét år. De ekstra 15 procent må have betydelig indvirkning på selskaber som Spotify, der for et år siden havde 20 millioner abonnenter. Men også langt mindre selskaber vil selvfølgelig kunne mærke en forskel.

Derudover bliver det i fremtiden alle typer af apps, som kan kræve et abonnement. Den funktion har indtil nu været afgrænset til medie- og underholdningskategorierne.

Håbet fra Apple er, at udviklere vil sigte efter at skabe langtidsholdbare apps og spil af høj kvalitet. Der kan dog være risiko for, at brugerne vil opleve irritation over udbredelsen af abonnement-apps, hvor de tidligere har været vant til enten gratis eller betalings-apps.

Flickr - espenmoe

Assange: Google arbejder tæt sammen med Hillary Clinton

-

Stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, påstår, at Google arbejder sammen med Hillary Clintons præsidentkampagne for at promovere hende som kandidat.

Påstanden kommer fra Assange, der via videolink medvirkede i arrangementet ‘New Era of Journalism: Farewell to Mainstream international media’, der blev afholdt i Moskva.

‘Google er direkte engageret i Hillary Clintons kampagne. …når hun får magten, vil hun selvfølgelig være et problem i forhold til ytringsfriheden. Vi ved, hvad hun vil gøre,’ udtaler Julian Assange, der ser hende som et problem i forhold til skabelse af krig og mangel på fred.

Han pointerer derudover, at den tidligere CEO for Google, Eric Schmidt, i dag er leder af Pentagons innovations-råd.

‘Google er kraftigt integreret med magten i Washington på et personligt og professionelt plan. Google har en stigende kontrol med distributionskanalerne,’ udtaler Assange.

Forskere har tidligere pointeret, at Googles rangering af søgeresultater potentielt kan afgøre udfaldet af et valg.