Oracle udtaler, at udviklere der udvikler java-applets til browsere, skal til at finde alternativer hurtigt. NPAPI-frameworket, udviklet i det forrige årtusinde af Netscape, er blevet skrottet af de fleste større browsere og kun Mozilla hænger ved.
Firefox 52, der udkommer til marts, bliver den sidste ESR (Extended Support Release) Mozilla udgiver, der understøtter NPAPI-framworket. Det kan derfor forventes at frameworket bliver permanent udfaset i 2018, da Mozilla typisk kun yder support til deres ESR et år af gangen.
Det nye Java Developer Kit 9, der er annonceret til den 27. juli, tager også afstand fra brugen af Java-plugins. Java-udviklere bliver derfor nødt til at finde alternativer hurtigt, hvis de gerne fortsat vil udvikle applets til Firefox.
Mozilla kommer fortsat til at yde support til Adobe Flash, da de mener at internettet vil være mindre underholdende uden det.