Snapdragon 1000-CPU’en vil angiveligt være bygget til laptops fra bunden.
Det afslører et læk om Qualcomms Snapdragon-processorer, der er populære til smartphones, men i mindre grad til PC’er.
Lækket viser, at chippen er større end normalt (20 mm x 15 mm), hvilket giver plads til flere kerner og trækker 12 W strøm.
Disse ting tyder på en kraftigere chip end de andre Snapdragon-processorer, hvilket igen tyder på, at Snapdragon 1000 er bygget fra bunden med laptops i tankerne.
Tidligere på måneden afslørede Qualcomm sin Snapdragon 850-processor, der også er lavet til Windows PC’er, men denne CPU er i virkeligheden bare en højere clocked version af den slags processorer, der findes i smartphones – hvorfor Snapdragon 1000 kan siges at tage et større skridt.
Den enhed, som Qualcomm tilsyneladende tester Snapdragon 1000-processoren på, har 16GB RAM og 256GB lagerplads, hvilket kan give et billede af, hvad for en type computer processoren kan bruges til.
Med ARM-baserede computere på vej og Qualcomm, der går ind i PC-markedet, kan det Intel- og AMD-dominerede PC-landskab komme til at se noget anderledes ud i den nærmeste fremtid.