I den kommende udgave af Windows, Windows 7, der forventes at udkomme senere på året, vil der være indbygget en Windows XP-emulator.
Køber man Windows 7 i enten Professional-, Enterprise- eller Ultimate-udgaven, vil man få en emulator med, som Microsoft kalder XPM (Windows XP Mode). Programmer, der har kompatibilitetsproblemer med Windows 7, men virker fint i Windows XP, kan på den måde afvikles alligevel.
XPM fungerer ved at anvende virtualisering og er bygget på Virtual-PC, men det sker typisk transparent for brugerne. Starter man et program op i XPM-tilstand, vil den eneste forskel være, at vinduet har det traditionelle XP-look. For at kunne anvende XPM er det nødvendigt at have en computer, hvor processoren understøtter virtualisering.
For at afvikle programmer i XPM-tilstand kræves en licens til Windows XP SP3, men den følger gratis med de tre nævnte Windows 7-udgaver. Dog er funktionen ikke med som standard i Windows 7, men skal hentes hos Microsoft.
Fordelen ved at anvende virtualisering til ældre inkompatible programmer er store. På den måde bliver det nemmere for Microsoft at fokusere fremadrettet og ikke så meget på at skulle lave noget, der altid er bagudkompatibelt.
Du kan se en række billeder af XPM her.