Det er endnu ikke afgjort, om dommeren i sagen mod stifterne af The Pirate Bay er inhabil, og retssagen derfor skal gå om. Afgøres det, at dommeren, Tomas Norström, er inhabil, så kan det blive en dyr fornøjelse for de svenske myndigheder.
I Danmark er retspraksis, at staten i første omgang tager omkostningerne på sig, og det, mener formand for Dommmerforeningen Jørgen Lougart, også er tilfældet i Sverige.
Den anklagende part har i sagen opbygget en regning på 13,5 millioner svenske kroner, som de anklagede skal betale, idet de tabte sagen. Det er dette beløb, som myndighederne kommer til at hænge på. Dertil kommer et beløb på over 2,4 milioner svenske kroner, som myndighederne allerede har betalt for de beskikkede forsvarer.
Den svenske retsplejelov minder meget om den danske, og i Danmark vil det være muligt at gøre dommeren erstatningsansvarlig, såfremt det vurderes, at han har været skyld i en grov forsømmelse.