mboost-dp1

No Thumbnail

Windows 7 RC vil virke i over et år

- Via Computerworld - , redigeret af Avenger- , indsendt af ktg

Når Microsoft udgiver en testudgave af deres software, så fungerer den normalt kun i en tidsbegrænset periode, hvilket også er tilfældet for Windows 7 RC, der blev frigivet i går til udviklere og teknikere, og som resten af verden kan hente den 5. maj.

Det har før været ude, at testperioden for Windows 7 RC ville løbe helt indtil 1. juni 2010, og den dato er nu blevet bekræftet af Microsoft. Dermed kan man gratis anvende det nye operativsystem i 13 måneder.

Det er væsentligt længere tid end testperioden for både Windows Vista RC1 og RC2, der løb i 8 måneder. Efter testperiodens udløb kunne man stadig anvende testudgaverne, men de genstartede computeren hver 2. time.

Microsoft har ikke oplyst, hvorfor testperioden denne gang er blevet så lang.

remora.ca

Virus-skribent slipper for fængsel

- Via Computerworld - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

I USA lykkedes det den 20 årige Jason Milmont at inficere mellem 5.000 og 15.000 computere med en orm, han selv havde udviklet, med det formål at stjæle online login-informationer og kreditkortoplysninger.

Efterforskere har kaldt botnettet, der blev dannet af ormen, for et af de mest avancerede, de har opdaget, det gik under navnet Nugache. Milmont stod på baggrund af sine handlinger til 5 års fængsel, men dommeren valgte at gøre dem betingede.

På baggrund af hans unge alder, eftersom han var teenager da han begik sin forbrydelse, og at han erkendte sig skyldig, mente dommeren, at han skulle have en chance for at bruge sine evner positivt.

SXC - happe

EU støtter Minix-operativsystemet med 2,5 mio. euro

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Open source-operativsystemet Minix3 har netop fået tilsagn om en stor økonomisk hjælpende hånd, idet EU vil støtte projektet med 2,5 millioner euro over de næste 5 år.

De mange penge, godt 19 millioner kroner, skal bruges til at betale løn til 5 personer, 3 videnskabsfolk og 2 udviklere. Minix3 er et Unix-agtigt operativsystem, hvor fokus er på stabilitet og sikkerhed.

De næste 5 år skal Minix udvikles til at blive endnu mere sikker og stabilt, med det endelige mål at operativsystemet kan reparere sig selv.

Minix blev oprindeligt udviklet tilbage i 80’erne af Andrew Tanenbaum og var, hvad der inspirerede Linus Torvalds til at lave Linux. Minix blev dengang brugt mest til at undervise i, hvordan et operativsystem var opbygget, men er siden blevet til brugbart produkt.

Google

Google har det mest værdifulde brand i verden

- Via Daily Mail - , redigeret af Net_Srak

Google er flere gange blevet kåret til at have verdens bedste brand, og nu er de blevet kåret til at have verdens dyreste; det vurderes til at være over 100 milliarder dollars værd.

Dermed er Google den første virksomhed i verden, der når op over 100 milliarder dollar-grænsen. Helt præcist er brandet vurderet til at være 101,8 milliarder dollar værd, eller 571 milliarder kroner.

Nummer to på listen er Microsoft, hvis brand vurderes til at have en værdi på 435 milliarder kroner, og på tredjepladsen finder man Coca Cola, der har en værdi på 386 milliarder kroner.

Det er analysevirksomheden Millward Brown, der har lavet top-100-listen over de mest værdifulde brands i verden. I top-10 finder man desuden: IBM, McDonald’s, Apple, China Mobile, GE (General Electric), Vodafone og Marlboro.

Microsoft Corporation

De første indtryk af Windows 7 RC

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

Det er i dag at Windows 7 kan hentes af teknikere og udviklere, der har adgang til TechNet eller MSDN hos Microsoft. Det er der naturligvis mange, der har benyttet lejligheden til, og de første foreløbige test af operativsystemet er begyndt at dukke op.

Hos Engadget har de taget et hurtig kig på den nyeste udgave af Windows 7, og den første konklusion er, at der, ikke overraskende, ikke er voldsom forskel mellem RC-udgaven og den seneste beta.

De kan også konkludere, at Microsoft har lyttet til beta-testerne og der er blevet ændret mange småting, der får det hele til at føles meget gennemført. Det de bemærkede som den største ændring, var en samling af nye baggrundsbilleder, der er markant anderledes end hvad Microsoft tidligere har leveret.

Flickr - JSolomon

Antallet af ulovligt kopierede film i Sverige er halveret

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

Den første april i år blev IPRED-lovgivningen indført i Sverige og hurtigt derefter kom det frem, at mængden af nettrafik var faldet markant.

Den svenske pendant til danske APG, Antipiratbyrån, kan nu bekræfte, at især mængden af ulovligt kopierede film er faldet markant. De nyeste tal viser at mange af de op mod 60 grupper, der stod for at rippe og tilgængeliggøre film i Sverige, enten er nedlagt eller har flyttet deres aktiviteter ud af landet.

Det har ført til, at der i Sverige distribueres op mod 50 % færre ulovligt kopierede film på nettet, hvilket de naturligvis er glade for hos Antipiratbyrån.

Henrik Prontén, Antipiratbyrån skrev:
Det er en glædelig udvikling. Hvis internettet skal udvikle sig, må vi skabe gode forudsætninger for dem som laver indholdet.

Ud over IPRED-lovens indførsel, så vurderes det også, at TPB-dommen har haft en effekt.

NetBSD Foundation, Inc.

NetBSD 5.0 klar til download

- Via NetBSD - , redigeret af Net_Srak

Den forrige version af NetBSD udkom i slutningen af 2007, nu er den nye version klar, og den har nået version 5.0.

Version 5.0 er den 13. udgivelse af det gratis BSD-Unix operativsystem, der er open source. I den nye version er der især sket forbedringer på området for understøttelse af multi-kerne processorer, der er blevet kraftigt forbedret.

Der er også sket et skifte på X-server delen, hvor der tidligere blev anvendt XFree86, har man nu valgt at benytte X.Org X11, ligesom der nu også er understøttelse af Xen 3.3 på i386 og AMD64, samt en lang række andre forbedringer og nyheder.

En komplet liste over nyheder kan findes ved at følge linket til kilden (klik på overskriften).

Ønsker man at prøve den NetBSD 5.0, så findes der en liste over download-steder, eller den kan hentes via BitTorrent.

Microsoft Corporation

Microsoft vil satse på danske ansatte

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak

Microsoft har i Danmark deres største udviklingsafdeling i Europa, det såkaldte Microsoft Development Center Copenhagen (MDCC), hvor over 650 personer fra hele verden er ansat.

Når centeret fremover skal have nye medarbejdere, så vil Microsoft dog satse mere lokalt, og finde de nye folk i Danmark og Sydsverige. Årsagen er simpelthen at det er billigere.

Charlotte Mark, Site leader hos MDCC til CW skrev:
Det er klart, at når vi skal ansætte færre, kan vi ligeså godt først kigge på lokalmiljøet for at se, om vi kan få de få positioner fyldt op herfra, i stedet for at vi går ud og gør det langt mere omkostningsfuldt med at relokere fra andre lande. Tidligere har vi fokuseret bredt på en række markeder.

Selvom der er fokus på at finde ansatte lokalt, så er det dog i sidste ende evnerne som er vigtigst. Kan de rigtig evner ikke finde i Danmark eller Sydsverige, så er Microsoft klar til at kigge længere væk.

megawhat.tv

Samsung klar med 23″ OLED skærm i 2010

- Via engadgetHD - , redigeret af Net_Srak

Hos hjemmesiden megawhat.tv har de været forbi hos Samsung, hvor de har taget et kig på firmaets kommende 23″ OLED-skærm.

I gennemgangen af skærmen kommer det frem at Samsung forventer at have skærmen på gaden til næste år, dog uden at nævne til hvilken pris.

Selve skærmen har DVI og HDMI indgang og har en kontrast på hele 2.000.000:1. I forhold til en LCD-monitor i samme størrelse, så forbruger OLED-teknologien 40 % mindre energi. OLED gør også skærmen meget tynd, den er blot 1,6 cm på sit tykkeste sted.

Se video præsentationen her (starter automatisk).

Gamma Dynamics

Ny flydende displaytype skal tage kampen op mod e-ink

- Via University of Cincinnati - , redigeret af Net_Srak

I USA har forskere på University of Cincinnati udviklet en ny type af display, der skal konkurrere mod e-ink teknologien. Den nye teknologi er baseret på flydende blæk i mikroskopiske kamre.

Teknologien kalder de ElectroFluidic Display (EFD) og er ifølge forskerne meget bedre end nuværende farve e-ink, på næsten alle områder. Kontrasten er bedre, farvegengivelsen er større, reflektiviteten er meget højere og opdateringsfrekvensen er bedre.

Samtidigt er tykkelsen på de kamre, der udgør de enkelte pixels meget tynde, blot 15 mikrometer, hvilket skulle gøre det muligt at lave fleksible EFD’er.

For at kunne udnytte teknologien kommercielt, har universitetet, samt et par eksterne samarbejdspartnere lavet et nyt firma, kaldet Gamma Dynamics, der skal varetage opgaven.