I de seneste dage har en ny søgemaskine, udviklet af Stephen Wolfram, der blandt andet har været med til at udvikle matematik-softwaren Mathematica, skabt en del opmærksomhed.
Søgemaskinen hedder Wolfram Alpha og vil blive åbnet for offentligheden her i maj måned. Årsagen til omtalen er den måde, søgemaskinen fungerer på, der er anderledes, end hvad man ser hos f.eks. Google.
I stedet for kun at henvise til hjemmesider, der måske indeholder informationer om det, man søger efter, så vil Wolfram Alpha præsentere informationerne direkte. Et eksempel kunne være søgning på bruttonationalproduktet for et eller flere lande, så vil der blive vist en graf med, hvordan BNP har udviklet sig for det pågældende land de seneste år.
Hjemmesiden ReadWriteWeb har haft muligheden for at teste den nye søgemaskine, og de er imponerede. De mener, at den har sin helt egen plads på nettet, idet den er markant anderledes end f.eks. Google. Du kan se screenshots af søgeresultater her, og en videopræsentation kan du finde ved at trykke på overskriften.