mboost-dp1

Kingston

Ny lavpris SSD-serie fra Kingston

- Via DigiTimes - , redigeret af Net_Srak

Kingston er en af spillerne på SSD-markedet, og de går nu mere aggressivt til værks for at få flere til at købe deres produkter. Det største problem ved en SSD er typisk prisen, og det er her, Kingston nu vil gøre en forskel.

Med lanceringen af SSDnow V-serien af SSD’er kan Kingston tilbyde to modeller, en på 64 GB og en på 128 GB. De vejledende udsalgspriser er på henholdsvis $149 og $263, eller ca. 800,- og 1.400,- kroner ved dagens kurs.

De nye SSD’er er ikke på højde med topmodellerne fra Kingston eller andre producenter, hvad angår hastighed. Ved læsning kan der overføres 100 MB/sek, ved skrivning sker det med 80 MB/sek.

AidOnline ApS

AidOnline ude i kulden hos Kræftens Bekæmpelse og nødhjælpsorganisationerne

- Via Politiken - , redigeret af Emil , indsendt af chandler75

Efter at virksomheden AidOnline i slutningen af sidste uge lancerede deres velgørenhedsprojekt AidOnline.com, har de været under voldsom kritik.

Kritikken får nu Kræftens Bekæmpelse samt nødhjælpsorganisationerne Røde Kors, Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og CARE Danmark til at trække sig som partnere i projektet. Årsagen er, at de ikke ønsker den badwill, som er opstået.

Kræftens Bekæmpelse skrev:
Vi ønsker ikke at være gidsler i en teknisk debat, der giver os badwill ikke alene i befolkningen, men også i en branche, som vi i anden sammenhæng har et udmærket forhold til.

Årsagen til kritikken går på metoden, AidOnline tjener de penge på, som de giver til velgørenhed. Ved at tilbyde en udvidelse til en browser kan de udskifte reklamer på hjemmesider med deres egne. På den måde snylter de på andre hjemmesiders indhold og fjerner disse siders mulighed for at tjene penge på bannerannoncer.

Ikke overraskende har flere netmedier været fremme og kritisere metoden, mens FDIM har søgt om at få nedlagt fogedforbud mod metoden.

Opdatering: AidOnline har ikke længere nogle samarbejdspartnere. Selskabet har på deres hjemmeside meddelt, at de har stoppet samarbejdet med alle hjælpeorganisationerne.

The Pirate Bay

TPB-advokat har fået nyt navn

- Via Aftonbladet - , redigeret af Emil

I Sverige har en af advokaterne, der var hyret af anklagerne i retssagen mod de fire The Pirate Bay-stiftere, været udsat for chikane over længere tid. Det har drejet sig alt fra småting til dødstrusler, og senest har advokaten officielt fået skiftet sit navn.

Den 29. maj kunne Henrik Pontén i et brev fra de svenske skattemyndigheder læse, at hans ønske om navneændring var gået igennem hos Folkeregisteret. I stedet for Henrik Pontén hedder advokaten nu Pirate Pontén.

Pontén er ikke overraskende irriteret over ændringen og mener, det er at synke for dybt. Advokaten får opbakning fra Piratpartiet, hvor man mener, at det skader mere, end det gavner.

Christian Engström, Piratpartiet skrev:
Att driva med motståndarsidan är helt okej, men att göra så här är bara dålig stil. Vi tar avstånd från hot och saker som ställer till trassel för folk. Det gynnar inte Piratpartiet.

Flickr - genewolf

Den ultimative schweizerkniv

- Via AFCEA - , redigeret af Emil

I filmen Terminator 2 fascinerede den flydende T-1000 robot publikum, men står det til DARPA (Defense Advanced Research Projects Agency), så skal det ikke blot være noget, der sker på film.

Det amerikanske forsvars udviklingsafdeling er i gang med at udvikle, hvad de kalder meso-materialer. Det er materialer, der kan ændre sin form, alt afhængig af opgaven der skal udføres.

Det programmerbare materiale er endnu ikke i nærheden af T-1000, men målet er at lave et materiale, som kan tages med ud i felten i en spand. Indholdet kan så laves om til de værktøjer, man står og har brug for, f.eks. en fastnøgle eller en hammer.

De første grove prototyper er allerede blevet lavet, men de er langt fra målet endnu. Prototyperne kradser kun lige overfladen af selve konceptet, men viser, at idéerne er der.

Flickr - BestofDanSilver

Vindmøller skal flyde på havet

- Via BBC News - , redigeret af johnny_newz , indsendt af bonna

Vindmølleparker på havet er ikke noget nyt, men ulempen ved disse er, at de skal monteres på havbunden, hvilket kræver, at havdybden ikke er for stor.

Det problem ønsker Statoil at løse med et nyt koncept, hvor vindmøllerne flyder på havet. Ligesom vindmøllen rager godt op over havets overflade, så vil den nye mølle have en del, der går op til 100 meter under overfladen.

Den del af vindmøllen, der befinder sig under vandet, skal sikre, at møllen forbliver opretstående og stabil, selv under vanskelige vejrforhold. For at vindmøllen ikke skal flytte sig, er den desuden fastgjort til havbunden via wirer.

Med denne metode kan vindmøllerne placeres, hvor havdybden er op til 700 meter, hvilket øger fleksibiliteten af, hvor man kan lave vindmølleparker. Et pilotprojekt er p.t. undervejs ud for Norges kyst, hvor den første vindmølle blev slæbt ud på havet i weekenden. Projektet skal køre i to år, hvor det skal vise sig, om idéen holder.

SXC - lockstockb

Spis hvad du vil, uden at blive fed

- Via Technology Review - , redigeret af johnny_newz

Man hører engang imellem om personer, der mener at have fundet en metode, hvor man kan spise, hvad man vil og ikke tage på. Metoderne er som regel tvivlsomme, men ny forskning viser, det kan lade sig gøre.

Forskere fra UCLA (University of California, Los Angeles) har ved hjælp af genmanipulation lavet en mus, der kan spise, hvad den vil uden at tage på.

Ved at anvende en stofskiftemetode fundet i planter og nogle bakterier har forskerne kunnet ændre leveren i musen til at omdanne fedt til kuldioxid. I test med en gruppe af mus blev musene med den ændrede lever ikke tykke, modsat kontrolgruppen, der tog markant på ved samme diæt.

Der er endnu lang vej til, at forskningen kan anvendes på mennesker, og forskerne håber at kunne udvikle medicin, der kan efterligne effekten uden at skulle ty til genmanipulation.

SXC - happe

Piratpartiet får mandat i EU-parlamentet

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

Det svenske piratparti har formået at få et mandat ind i EU-parlamentet ved det netop afsluttede valg. De har samlet 7 procent af de svenske stemmer, og det betyder, at de bliver repræsenteret med mindst et mandat i Bruxelles fremover.

Af de 7 procent, der er gået til Piratpartiet, er fordelingen således, at 12 procent af de svenske mænd og 4 procent af kvinderne stemte på dem. Partiet er gået til valgkamp på gratis fildeling og muligheden for at styrke privatlivet over internettet.

I løbet af valgkampen voksede antallet af medlemmer til det tredobbelte, en stigning, der muligvis også er fremprovokeret af den svenske domstols afgørelse af The Pirate Bay-sagen i april måned.

Partileder for det svenske Piratparti er absolut tilfreds med udfaldet af EU-parlamentsvalget og kalder partiets fremgang i stemmeantal for en politisk sensation.

Rick Falkvinge, partileder Piratpartiet skrev:
Jeg har arbejdet så hårdt for dette, så hårdt. Jeg havde håbet, men turde ikke rigtig tro på, at det ville gå så godt, som det gjorde. (…) Det er gammelpolitikernes mangel på forståelse for, hvordan dagens ungdom tænker, som har ført til Piratpartiets fremgang. Det er en politisk sensation.

YouSee A/S

YouSee tilbyder 50/4 Mbps-forbindelse med loft

- Via YouSee - , indsendt af DarkFox

I januar i år kunne YouSee tilbyde et begrænset antal brugere at få en internetforbindelse på 50/4 Mbps. Nu er det ikke længere kun de få udvalgte, der kan få den høje hastighed, da alle kan bestille den.

Prisen på forbindelsen bliver 499 kr./md., og YouSee lover, at man kan hente fra nettet i lyntempo, men det er ikke med ubegrænset forbrug. YouSee har valgt at indføre en såkaldt fair-use-grænse på 200 GB/md.

Teoretisk kan man hente denne mængde på under et halvt døgn med den hastighed, forbindelsen har. YouSee forbeholder sig ret til at lukke forbindelsen, hvis grænsen overskrides, men påpeger, at man vil blive opfordret til at sænke sit forbrug først.

Ifølge YouSees hjemmeside vil der kun være en fair-use-grænse på denne forbindelse og ikke på deres langsommere forbindelser.

Microsoft Corporation

Windows 7 opgradering til $50

- Via engadget - , redigeret af Emil , indsendt af tblaster

For nyligt meddelte Microsoft, at deres kommende operativsystem, Windows 7, vil blive udgivet den 22. oktober i år, men kom ikke med nogen detaljer om priser eller mulighed for at opgradere.

Hos den store amerikanske supermarkedskæde Best Buy har der cirkuleret et internt notat, der besvarer nogle af de spørgsmål, og det er nu sluppet ud.

Ifølge notatet vil alle kunder, der køber en computer efter den 26. juni med Windows Vista Premium, Vista Business eller Vista Ultimate, gratis kunne opgradere til Windows 7, når det udkommer. Har man købt en udgave af Vista inden denne dato, så skal man betale.

Opgradering af allerede købt software kan bestilles fra den samme dato og koster $49,99 for en opgradering af Vista Home Premium til Windows 7 Home Premium og $99,99 for en opgradering af Windows Vista Business til Windows 7 Professional. I første omgang gælder prisen i 16 dage, frem til den 11. juli.

SKAT

Computersalg: Boykot Multimedia World og Getmore

- Via Comon - , redigeret af Emil , indsendt af Nextnx

Hos onlineforhandleren Computersalg er direktør Kim Rand godt gal på konkurrenterne Multimedia World og Getmore. Utilfredsheden er så stor, at Rand opfordrer til, at distributører og prisportaler boykotter de to forhandlere.

Når Rand er så sur, er det fordi, det for nyligt kom frem, at de to forhandlere har købt varer hos et svensk indkøbsselskab, der ikke er momsregistreret. Derved er der angiveligt lavet momssnyd for et større millionbeløb, et faktum han mener, SKAT burde gribe ind over for.

Kim Rand til Comon skrev:
Hvis Skat ved, at Multimedia World har lavet momssnyd for et tocifret millionbeløb, er det imponerende, at der endnu ikke er sat en stopper for Multimedia World.

Også edbpriser.dk får en kommentar med på vejen. Ifølge Rand har han påpeget problemerne til prisportalen flere gange, men uden at der er sket noget.
Kim Rand til Comon skrev:
Jeg har over de sidste tre måneder flere gange gjort edbpriser opmærksom på problemet. Men de har valgt at forholde sig passivt, og det er skidt for hele branchens omdømme.

Hos distributøren Rosenmeier har man valgt at følge opfordringen og har stoppet alt salg til det svenske indkøbsselskab.
Jørn Rosenmeier til Comon skrev:
Vi kan ikke sidde stille og se på, at en stor spiller på onlinemarkedet tiltager sig en momsfordel.