mboost-dp1

Intel

Intel vil strømline Core-serien

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Intels flagskibprocessor hedder Core i7, hvilket har været kendt længe, det har ligeledes været kendt et stykke tid, at en mindre udgave af i7 ville komme på gaden under navnet Core i5. Nu har Intel annonceret yderligere et nyt processornavn, Core i3.

Intels Core-brand er i dag en meget rodet affære med mange forskellige forgreninger, det er dette, Intel ønsker at gøre op med, så der i fremtiden kun er tre, Core i7 til highend, Core i5 til mellemklassen og Core i3 til lowend.

Bill Calder, Intel skrev:
Today the Intel Core brand has a mind boggling array of derivatives (such as Core 2 Duo and Core 2 Quad, etc). Over time those will go away and in its place will be a simplified family of Core processors.

Celeron får stadig lov til at overleve i den laveste ende af skalaen, ligesom navnet Pentium også vil være at finde enkelte steder.

Den første processor, der kommer ud under navnet Core i3, bliver CPU’en med kodenavnet Arrandale, som forventes på gaden til efteråret.

Mozilla

Mozilla klar med første RC af Firefox 3.5

- Via Mozilla Developer Center - , redigeret af Emil , indsendt af Niklas H

Mozillas næste større opdatering af Firefox er i fuld gang med at blive udviklet og kan allerede nu hentes i en beta-udgave, der p.t. er oppe i version 4. Nu har udviklerne nået en ny milepæl og er klar med den første Release Candidate (RC).

RC-udgaven er endnu ikke klar til direkte download, men kan hentes, hvis man allerede benytter Firefox 3.5 beta 4, ved at gå ind i hjælpemenuen og vælge “Tjek for opdateringer…”. Mozilla forventer at have den klar til download på hjemmesiden i næste uge.

Firefox 3.5 RC1 bygger på Gecko 1.9.1 render-platformen, der har været under udvikling det seneste års tid og kommer med mange nyheder og forbedringer. Du kan læse om disse på Mozillas hjemmeside.

Flickr - Jacob Bøtter

Danmark er den mest it-parate nation

- Via Politiken - , redigeret af Emil , indsendt af Emil

I den årlige undersøgelse for it-parathed, foretaget af Economists Intelligence Unit, kan Danmark, efter et par år længere nede af listen, igen indtage førstepladsen som det land i verden, hvor borgerne er mest it-parate.

Ud over Danmark er Norge de eneste blandt de førende lande, der har øget deres it-parathed, hvilket fik Danmark til at score 8,87 point ud af 10 mulige. På anden- og tredjepladsen finder man Sverige og Holland med henholdsvis 8,67 og 8,64 point.

Hos It- og Telestyrelsen er man glade for resultatet og er sikre på, at det blandt andet er den offentlige sektors brug af it, der fremmer folks it-parathed. Dog påpeger Kresten Bay fra styrelsen, at danskerne generelt er gode til at tage ny teknologi til sig, hvilket også er en stor faktor.

ASUSTeK Computer Inc.

Disney og ASUS laver netbook til børn

- Via HardwareZone - , redigeret af Pernicious

Disney og ASUS er gået sammen for at lave “Disney Netpal”, som er en netbook til børn i alderen 6-12 år.

ASUS har lavet en netbook, der er mere solid end normale netbooks, og den har derudover fået et unikt Disney-design samt en børnevenlig brugergrænseflade. Den udkommer i Disney Princess Pink og Disney Magic Blue.

Der er mere end 10 forskellige Disney-temaer at vælge imellem, bl.a. Cars, Toy Story og WALL-E. Til de lidt ældre børn er der temaer som Hannah Montana og Jonas Brothers.

Hardwaremæssigt ligner den mange andre netbooks og kommer med en 8,9″ LCD-skærm, Atom 270-processor, 1 GB DDR2 RAM, 160 GB harddisk eller 16 GB SSD, webcam, kortlæser, trådløst b/g/n og Windows XP Home. Yderligere specifikationer kan ses her.

Ud over Disneytemaerne indeholder den mere end 40 forældrekontrol-muligheder. Der er bl.a. forøget sikkerhed på browseren for at beskytte mod online indhold. Desuden er der forøget sikkerhed på e-mail-programmet, så forældrene kan bestemme, hvem de små må skrive til.

Disney Netpal udkommer i USA i slutningen af juli til en pris på $349,99. Den udkommer i to udgaver, hvor TOYS”R”US får eneret på SSD-modellen.

SXC - miamiamia

Internettet spiser familietiden

- Via MSNBC News - , redigeret af Emil , indsendt af Emil

I USA har forsker Michael Gilbert ved Annenberg Centeret for digital fremtid, en del af University of California, kigget nærmere på tal fra en undersøgelse, der blev foretaget sidste år, og konklusionen er klar; vi bruger mere tid på internettet på bekostning af familietiden.

Sammenlignet med en undersøgelse foretaget to år tidligere, hvor 11 procent af de afspurgte mente, de brugte mindre tid på familien pga. internettet, så var tallet nu steget til 28 %.

Stigningen underbygges af, at folk i gennemsnit brugte 26 timer om måneden med familien i starten af dette årti, men i dag kun bruger 18 timer, et fald på over 30 %.

Det er især tjenester som MySpace, Twitter og Facebook, der driver folk væk fra familien og ind på internettet. Undersøgelsen er amerikansk, men tallene for de 10 sites, danskerne bruger mest tid på, viser, at i januar brugte vi 54.845.161 timer på disse, hvor vi i samme periode sidste år kun brugte 25.944.301 timer.

Virgin Media

Ny model til at begrænse ulovlig fildeling

- Via TorrentFreak - , redigeret af Emil , indsendt af Skak2000

I stil med TDC Play tilbyder den britiske internetudbyder Virgin nu, at deres kunder kan få adgang til Universal Musics musikkatalog, dog skal der betales et merbeløb for tjenesten.

For et månedligt gebyr kan kunderne downloade alt det musik, de vil, og på den måde håber Universal og Virgin, at de kan mindske mængden af musik, der hentes ulovligt.

Er tilbuddet ikke godt nok, så man alligevel er fristet til at hente musik ulovligt, så omfatter aftalen også en forpligtigelse fra Virgins side til at bekæmpe den ulovlige kopiering. Det vil blandt andet kunne ske ved at lukke for en kundes internetforbindelse.

Modsat den såkaldte 3-strikes-regel, så vil Virgin kun afbryde forbindelsen kortvarigt, varierende i længde fra få minutter til nogle timer. Virgin gør opmærksom på, at de ikke vil overvåge deres kunders trafik, men kun reagere på henvendelser fra 3.-part.

Bliver en kunde taget i flere gange at hente musik ulovligt, så vil en kraftig reduktion af kundens båndbredde kunne komme på tale.

Sun

Sun dropper måske Rock-processor

- Via NY Times Bits - , redigeret af Pernicious

Sun Microsystems, der er ved at blive opkøbt af Oracle, har efter sigende valgt at droppe deres længe ventede 16-kernede CPU, som går under kodenavnet Rock.

Oprindeligt skulle Rock være kommet på markedet allerede i 2008, men problemer og fejl har betydet, at den er blevet udsat flere gange. Nu hævder to anonyme personer, der efter sigende skulle kende til Suns planer, at projektet er blevet stoppet.

Processoren har været under udvikling de seneste 5 år, og planen var, at den skulle kapre markedsandele på servermarkedet fra IBM og Intel.

Sun har valgt ikke at kommentere sagen.

newz.dk

LG vil satse mere på det danske marked

- Via newz.dk - , redigeret af Emil

På et netop afholdt produktshow for LG i Stockholm, hvor newz.dk deltog, har den koreanske elektronikproducent fremvist en række nye produkter, der skal være med til at sikre LG en bedre markedsandel i Danmark.

Faktisk kan det ifølge Joakim Örnstig, produktmanager i LG Electronic Nordic, kun gå fremad, for Danmark er det land i verden med den laveste markedsandel ud af de lande, hvor LG er repræsenteret.

Örnstig er selv forundret over situationen, for han mener, at de bestemt har produkter på højde med mere etablerede konkurrenter. Han mener, at årsagen skal findes i forhandlerleddet, som hidtil har været svære at danse med, men det ændrer sig nu.

Til august vil firmaet lancere en række nuværende og helt nye produkter via nye forhandlere, som de er sikre på, vil bringe dem ind i danskernes bevidsthed. Faktisk er Örnstig så overbevist, at han forudser en markedsandel, der vil gøre LG til den andenstørste spiller i Danmark på markedet for fjernsyn og Blu-ray Disc-afspillere.

Et af de produkter, der skal imponere danskerne, er LG’s nye kommende 55″ LCD-tv LH9500, der anvender direct-LED-baggrundsbelysning. Det vil sige, at lysdioderne er placeret direkte bag LCD-panelet. I alt er der over 3000 LED’s bag panelet, hvilket betyder, der er under 2 mm mellem hver LED. Det gør det muligt at generere et billede med utrolig høj kontrast set i forhold til edge-LED-baggrundsbelysning. Trods direct-LED-metoden er fjernsynet kun 2,5 cm tykt.

Til fremvisningen havde LG tre af de nye fjernsyn med, der p.t. var de eneste i Europa. Masseproduktion vil gå i gang i juli og tv’et vil dermed blive solgt i Danmark sidst i august. Der blev ikke nævnt nogen udsalgspris.

Fjernsynet adskiller sig yderligere fra konkurrenterne ved at tilgå sine videokilder trådløst. Som udgangspunkt sker alle tilslutninger i en ekstern boks, der kan sende signalet op til 20 meter til fjernsynet i full-HD (1080p). Dermed er det eneste kabel, man skal have, et til strøm. Vil man tilslutte en billedkilde direkte, findes der et enkelt HDMI-stik bag på fjernsynet.

Ud over de produkter, LG havde med til deres produktshow, kunne Örnstig røbe, at der ville komme yderligere produkter på markedet til august, som de ikke måtte vise i dag. Han kunne blot fortælle, at de, ligesom de præsenterede produkter, er lavet med fokus på design, billedkvalitet og nemt tilgængeligt brugerinterface.

ARM

ARM klar med dual core processor til næste år

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious , indsendt af Karthas

Mens processorer til almindelige hjemmecomputere typisk sælges med 2 eller 4 kerner, så har de mobile enheder stadig til gode at tage springet fra en enkelt kerne.

Det faktum kan dog snart ændre sig, eftersom ARM p.t. arbejder på deres Cortex-A9-CPU, som kommer til at kunne fås i varianter med 1, 2 eller 4 kerner. I den forbindelse har en ARM-chef tidligere på ugen udtalt, at, vi med sikkerhed kommer til at se mobiltelefoner med en dual-core Cortex-A9-CPU i 2010.

Med 1-3 kerner mere kunne man dog godt mistænke CPU’en for også at øge sit energiforbrug, men det er ingenlunde tilfældet, lover ARM.

James Bruce, ARM skrev:
What we’ve done on the A9 is actually make it more power efficient than the A8. The dual-core A9 will be coming out on 45-nanometer rather than the (current) 65-nanometer process.
With the dual-core running at maximum load there’s probably going to be an increase of about 10 to 20 percent in power consumption but in general day to day use you’re actually going to see better battery life.

ARM leverer i forvejen CPU’erne til bl.a. iPod Touch og Nintendo DS samt telefoner fra Apple, Nokia, Samsung og mange andre.

Nvidia

Tegra er Nvidias fremtid

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Nvidias direktør, Jen-Hsun Huang, har på en analytikerdag fortalt lidt om, hvordan han ser fremtiden for Nvidia.

Tegra, der er Nvidias System on a Chip (SoC)-løsning, spår Huang en meget stor fremtid, faktisk så stor, at han tror halvdelen af Nvidias forretning vil udgøres af Tegra-produkter inden for nogle få år.

Huang mener stadig, at GPU’er fremover vil udgøre en ligeværdig komponent i computere, ved siden af den traditionelle CPU. Huang bruger Apple som et eksempel, da de bruger Nvidia GPU’er i deres maskiner og specifikt reklamerer med den øgede ydelse, disse giver, bl.a. ved brug af OpenCL.