mboost-dp1

The Pirate Bay

TPB-sag skal ikke gå om, dommer er habil

- Via TorrentFreak - , redigeret af Pernicious

Så er det slået fast, dommer Tomas Norström, der afsagde dommen over de fire stiftere af The Pirate Bay (TPB), er erklæret habil. Dermed skal dommen ikke gå om pga. inhabilitet.

Umiddelbart efter der var faldet dom i den meget omtalte sag, kunne den svenske nationalradio afsløre, at dommeren var medlem af organisationer, der er pro-copyright. Det mente flere eksperter var problematisk, så meget, at der kunne være tale om inhabilitet.

Norström har hele tiden bedyret sin habilitet og har nu fået landsrettens ord for at det er tilfældet. Beslutningen er et nederlag for forsvaret, der dog stadig arbejder på at rejse en appelsag.

Microsoft Corporation

Microsoft annoncerer priser for Windows 7

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

For nyligt slap et internt memo ud fra den amerikanske butikskæde Best Buy, der kunne afsløre opgraderingspriser fra Windows Vista til Windows 7. Nu har Microsoft officielt oplyst priserne for deres kommende operativsystem.

Ikke overraskende så stemmer Best Buy-priserne overens med Microsofts oplysninger. I en begrænset periode, i USA, kan man købe en opgradering af Vista Home Premium til Windows 7 Home Premium for $49,99 og det koster $99,99 for en opgradering af Windows Vista Business til Windows 7 Professional.

Efter den begrænsede tilbudperiode skal man af med $119 for Home Premium, $199 for Professional og $219 for Ultimate-udgaven. Har man ikke noget at opgradere fra, så er priserne $199 for Home Premium, $299 for Professional og $319 for Ultimate.

Priserne er for Professional og Ultimate-udgaverne de samme som da de tilsvarende Vista-udgaver blev lanceret. Til gengæld er prisen for Home Premium sat ned med $40.

I Europa ser det ud til, at prisen for en opgradering og fuld version bliver den samme. Det skyldes Windows 7 E, der ikke understøtter opgradering, kun reinstallation, og det ønsker Microsoft ikke skal sløve salget.

Brad Brooks, Microsoft skrev:
It does not delay the introduction of Windows 7 into the market and it gives our European customers the best possible price.

Google

Google Adsense, nu også til mobile enheder

- Via The Register - , redigeret af Emil

Googles absolut største indtægtskilde er deres reklamesystem Adsense, der sørger for at vise relevante reklamer afhængigt af det materiale, som befinder sig på en hjemmeside.

Nu tilbyder Google en beta-udgave af Adsense til mobile enheder under navet Adsense Mobile Applications Platform. Med denne platform kan udviklere inkludere Adsense i deres programmer til f.eks. Android og iPhone og tjene yderligere penge på reklameindtægterne.

Google er ikke de første til at tilbyde en reklametjeneste til mobile enheder, der findes allerede flere mindre virksomheder, som gør det samme. Selvom der i starten kun er tale om en beta, så forventes det, at Google vil få en væsentlig indflydelse på markedet.

Vil man være en del af det åbne betaprogram, så kan man tilmelde sig her.

Flickr - Uwe Hermann

Ingen jobkrise blandt nyuddannede it-folk

- Via Comon - , redigeret af Emil

Til trods for at medierne jævnligt bringer nyheder om store fyringsrunder i både internationale og nationale virksomheder, så ser det ikke ud til at påvirke jobchancerne hos nyuddannede it-folk.

Ifølge tal fra fagforeningen Prosa og IT-universitetet, så er der det seneste år ikke sket en stigning i antallet af nyuddannede, der går uden job. Prosa påpeger dog, at det er vigtigt, de unge er hurtige om at komme ind på arbejdsmarkedet, så de hurtigst muligt kan få sig noget erhvervserfaring.

Hos IT-universitetet oplyser de, at 95 % af de, der har forladt universitetet, har et job et år efter, og faktisk har halvdelen allerede et job, inden de forlader uddannelsen.

Red Hat Inc.

Finanskrise er godt for open source

- Via CNET News -

Hos Red Hat er man ikke ramt af den globale nedtur i økonomien, tværtimod så går det ifølge de seneste regnskabstal fremad.

Således har selskabet set en fremgang i det seneste regnskabskvartal på 11 % i omsætningen i forhold til samme periode sidste år. Set på omsætningen de seneste 12 måneder er den steget med 15 % til 567,3 millioner dollars.

Red Hat er ikke i tvivl om, at de stramme budgetter rundt i verdens it-afdelinger giver øget fokus på open source-produkter, hvilket de høster frugten af.

Jim Whitehurst, direktør for Red Hat skrev:
Budgets remain tight and we don’t see an end in sight for this. In relative terms, this is pretty good for us.

Det er især Red Hats RHEL (Red Hat Enterprise Linux), der trækker læsset, idet implementeringen af dette ifølge Whitehurst giver hurtige resultater, der kan måles på bundlinjen.

Welcome Images

Hjernen skal styres med laserlys

- Via h+ -

Der findes en række sygdomme, hvor medicin eller psykologi ikke hjælper ret meget, og det derfor er nødvendigt at manipulere hjernen direkte. Det kan f.eks. være i tilfælde med Parkinsons eller svær depression.

En måde at behandle disse sygdomme på kan i yderste tilfælde omfatte hjernekirugi, hvor der indsættes små elektroder i hjernen, der kan stimulere et område for at mindske effekten af sygdommen. Ulempen er blot, at de elektriske impulser ikke rammer særlig præcist.

Det har læge Karl Deisseroth fra Stanford University fundet en løsning på, han vil styre hjernecellerne direkte med laserlys. For at det kan lade sig gøre, så skal cellerne ændres genetisk, så de bliver følsomme over for lyset.

Teknikken kalder Deisseroth for optogenetik og omfatter tilføjelsen af gener fra to andre organismer. Den ene er fra en alge, der aktiveres i blåt lys, den anden fra en mikroorganisme, der frigiver klorioner, når det udsættes for gult lys.

I blåt lys aktiveres den ændrede hjernecelle og sender signaler til andre neuroner, og i gult lys “slukkes” hjernecellen. Idet fiberkablerne kun er 50 mikrometer tykke, er metoden langt mere præcis end ved at anvende elektroder.

RapidShare

Rapidshare skal øge indsats mod copyrightbeskyttet materiale

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

I Tyskland er fildelingstjenesten Rapidshare, der modsat P2P fungerer som et almindeligt server/klient-system, blevet beordret til at fjerne 5.000 filer fra deres servere.

Filerne er musiknumre, som organisationen GEMAs medlemmer har rettighederne til. GEMA er en tysk udgave af IFPI, der varetager over 60.000 kunstneres rettigheder.

Ud over at skulle fjerne filerne har den tyske domstol besluttet, at den nuværende metode, Rapidshare anvender til at forhindre, at filerne bliver uploadet igen, er for ineffektiv. P.t. testes der kun efter, om identiske filer uploades, selv den mindste variant vil slippe gennem filteret.

Rapidshare bliver derfor tvunget til at forbedre deres filtre, så de kan sikre, at filerne ikke finder vej til deres servere igen.

Six Flags Discovery Kingdom

En Toughbook får tæsk

- Via Forbes - , redigeret af Emil , indsendt af Net_Srak

Hos Forbes modtog man for nyligt en bærbar computer fra Panasonic; en Toughbook 30. Som navnet antyder, er computeren beregnet til at blive benyttet i miljøer, hvor en almindelig laptop ville give op.

Det besluttede gutterne hos Forbes at teste, men ikke ved kedelige test i et laboratorium, de besluttede at give computeren nogle helt andre udfordringer.

Første test var at køre en bil hen over den og hælde en cola-light ud over tastaturet for efterfølgende at klemme dåsen sammen med computeren – det klarede den fint. Efterfølgende blev der hældt doritos (chips) ud på tastaturet, der blev knust ved at vippe skærmen ned.

Skærmen blev efterfølgende brugt som dartskive, hvilket gav mærker i den beskyttende overflade, men ikke ødelagde panelet inde bagved. Da computeren stadig virkede, besluttede de at teste den på dyr.

Det ene dyr var en hvid tiger, der fik lov at få computeren som legetøj i et stykke tid. Først blev computeren slikket over det hele, for så at blive brugt som tyggeben. Eneste skade var 5 taster, der røg af, men tastaturet kunne stadig skrive uden tasterne.

Næste dyr i rækken var en elefant, der ligeledes fik computeren som legetøj. Det blev til en del kasten og trampen rundt på computeren. Harddisken røg ud, men kunne blot sættes i igen, og der kom et par mindre revner i magnesiumlåget. Det påvirkede dog ikke computeren, der bootede uden problemer.

Sidste test foregik på en skydebane, hvor computeren overlevede et skud med en .22 kugle. Der kom hul i skærmen, men den kunne stadig bruges. Først da kaliberen blev øget til .45, måtte den give op.

HTC

HTC giver Android ny brugergrænseflade

- Via Crunchgear - , redigeret af Net_Srak

Til et netop overstået pressemøde i London har mobiltelefonproducenten HTC fremvist deres nyeste Android-baserede mobiltelefon kaldet Hero.

Modsat tidligere telefoner med Android, men i stil med hvad HTC har gjort på Windows Mobile-platformen med TouchFlo, kommer Hero med et ny grafisk interface, som de kalder Sense.

Hero bliver den første af flere kommende telefoner, der vil anvende Sense, som er lavet for at give kunden en bedre brugeroplevelse. Det er ikke kun på overfladen, Sense gør en forskel, ifølge HTC vil brugeren komme i centrum og nemmere kunne benytte telefonen mere intuitivt.

Under udviklingen af Sense har HTC observeret og lyttet til en række personer for at finde ud af, hvordan de lever og kommunikerer, og indarbejdet disse erfaringer i brugergrænsefladen.

Peter Chou, direktør for HTC skrev:
HTC Sense is a distinct experience created to make HTC phones more simple for people to use, leaving them saying, “it just makes sense.”

På hardwaresiden er Hero udstyret med en 3,2″ HVGA-skærm (480×320), 5 megapixel autofokus kamera, 3,5 mm jackstik, 528 MHz MSM7200A processor fra Qualcomm, GPS, WiFi, kompas, g-sensor og 512 MB hukommelse, der kan udvides med microSD-kort. Som noget nyt vil telefonen have en teflon-beklædning, der skulle gøre den modstanddygtig over for fedtede fingrer.

Telefonen forventes at komme på markedet i Europa i næste måned. Der er endnu ikke nævnt nogen salgspriser.

Nokia

Intel og Nokia annoncerer strategisk samarbejde

- Via BusinessWire / DisplaySearch - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Net_Srak

Chipgiganten Intel har indgået et strategisk samarbejde med verdens største mobiltelefonproducent Nokia. Samarbejdet skal anvende den teknologiske udvikling hos begge firmaer til at udvikle nye håndholdte enheder.

Mere detaljeret går det ud på at anvende Intels erfaring med chipsæt og processorer sammen med Nokias erfaring inden for trådløs kommunikation til at lave en ny generation af enheder, der altid er på internettet. Fra Intels side har man store forventninger til samarbejdet.

Anand Chandrasekher, direktør for Intels Ultra Mobility Group skrev:
With the convergence of the Internet and mobility as the team’s only barrier, I can only imagine the innovation that will come out of our unique relationship with Nokia. The possibilities are endless.

Samarbejdet vil ikke kun have fokus på hardware, men også software, og her er open source nøgleordet. Selskaberne vil således samarbejde om at udvikle nyt til platformene Moblin og Maemo, der begge er baserede på Linux.