I USA er DARPA kendte for at tænke meget utraditionelt og skyde penge i mange forskellige projekter, et af dem er NAV (Nano Air Vehicle).
NAV er under udvikling af firmaet AeroVironment og består af en lille flyvende maskine, der efterligner en kolibri. Det vil sige, at den i stedet for roterende vinger som en helikopter slår med sine vinger som den lille fugl.
Projektet har været undervejs de seneste to år, og der er nu frigivet en video, som viser, hvordan de kan fjernstyre “fuglen”. Der er stadig tale om en prototype, hvor den største begrænsning er energiforbruget, idet der kun er energi til 20 sekunders flyvning.
DARPA tror dog så meget på projektet, at de netop har godkendt et tilskud på 2,1 millioner dollars til yderligere udvikling. Målet er at lave en NAV, der vejer 10 gram, kan svæve i en længere periode, kan flyve op til 10 m/sek., håndtere vindstød af 2,5 m/sek. og fjernstyres over 1 kilometers afstand.