mboost-dp1

NASA

NASA viser interesse for dansk eDNA

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Emil , indsendt af AlienDarkmind

Et af de største problemer ved at sende rumsonder ud i rummet og i særdeleshed væk til f.eks. andre planeter er, at det er umuligt at komme ud og reparere dem, hvis noget i elektronikken fejler.

Et forskerhold fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har de seneste tre år arbejdet på at lave en elektronisk udgave af menneskets evne til at lave sig selv, skulle der opstå en skade. Det er en opgave, kroppen er meget god til, men indtil nu ikke har været muligt at efterligne teknologisk.

Professor Jan Madsen og hans hold af forskere har skabt, hvad de kalder elektronisk dna (eDNA), som er en samling af “celler”, der kan sammensættes og udføre forskellige opgaver. Skulle en celle fejle, så står en ny klar til at overtage, hvilket sikrer en høj levetid og stabilitet.

Arbejdet har vakt interesse i USA hos NASA, hvor man er meget interesserede i teknologier, der kan garantere lange levetider til de elektroniske systemer, der indgår i deres rumsonder og satellitter.

En af forskerne fra det danske hold, Michael Riebel Boesen, har således været udstationeret hos NASA de seneste tre måneder, hvor han har arbejdet på at få teknologien til at virke med noget af rumfartsorganisationens udstyr. Arbejdet afsluttes i næste måned, hvor det skal præsenteres for NASA.

Intel

Intel: Vi vil føre an på mobilmarkedet

- Via Bloomberg - , redigeret af Emil

Intel klarer sig rigtig godt, når det kommer til processorer i personlige computere, servere og netbooks, men på området for tablets og smartphones er de nærmest ikke-eksisterende.

Til trods for de meget dårlige markedsandele mener Paul Otellini, administrerende direktør for Intel, at firmaet nok skal komme igen og også blive ledende inden for området.

Paul Otellini, administrerende direktør for Intel skrev:
When the company offered its first chip for the server- computer market in the 1990s, some in the industry laughed at us. The company now ships more than 90 percent of the chips used in that market

I am also very optimistic about our opportunity in tablets and smartphones, even though we are not first to market with a solution. Ultimately, we can and will lead.

Otellini er godt klar over, det ikke bliver en nem opgave, og oplyser i en mail til sine ansatte, at der bliver tale om et maraton, ikke en spurt. De første Intel-baserede smartphones forventes at dukke op til næste år.

Nokia

MeeGo på vej til Nokia N900

- Via MeeGo - , redigeret af Emil

Intel og Nokias fælles Linux-projekt, MeeGo, der er en sammensmeltning af Intels Moblin og Nokias Maemo-distributioner, kommer nu til Nokias N900 smartphone.

Det første man så til MeeGo, var i forbindelse med udgivelsen af operativsystemet til netbooks, men Nokia har tidligere vist, at det også kan anvendes til smartphones.

Med den kommende MeeGo 1.1 vil Nokia N900 få muligheden for at anvende det linux-baserede styresystem, som flere ser som et alternativ til Nokias eget Symbian, der ofte kritiseres for at være gammeldags.

Udviklingen af MeeGo har dog ikke stoppet den fortsatte udvikling af Maemo, og her kan Nokia oplyse, at den snart udkommer i version 1.3, der ligeledes kan anvendes på N900. Der bliver mulighed for at have begge styresystemer installeret på samme tid og dualboote mellem dem.

Vælger man at anvende MeeGo på sin N900, så gør udviklerne opmærksom på, at det sker på egen risiko.

Augen

Ny tablet vil indeholde både Linux og Android

- Via PC World - , redigeret af Emil , indsendt af asfaltgeden

Det er set før, en tablet-computer med to forskellige operativsystemer, men hidtil har det været med en kombination af Android og Windows.

Elektronikproducenten Augen har annonceret, at de vil lancere en tablet-computer, hvor brugeren kan vælge imellem at starte op i Android 2.2 eller Linux-distributionen Ubuntu.

De to operativsystemer vil blive installeret på tablet-computeren Gentouch Espresso Doppio, der er udstyret med en 10,2 tommer skærm, som har en opløsning på 1024×768 pixels.

Sammen med selve tablet-computeren kommer en dock med indbygget tastatur, der har sit eget indbyggede batteri. Samlet kan docken og tablet-computeren klare 15 timers drift på én opladning.

Prisen bliver på 599,99 dollars i USA, hvilket gør den til den dyreste af de i alt seks tablet-computere, som Augen vil lancere inden udgangen af året. Den billigste kommer til at koste 199,99 dollars.

South Pole Telescope

Galaksehob med 800 billioner stjerner opdaget

- Via Gizmodo - , redigeret af Mathias Friis Hansen

I en afstand på omkring 7 milliarder lysår har astronomer ved hjælp af et teleskop på Sydpolen opdaget den hidtil største galaksehob i universet.

Den massive samling af galakser vurderes til at indeholde intet mindre end 800 billioner stjerner og blev opdaget ved at observere området for den såkaldte Sunyaev-Zel’dovich (SZ)-effekt. Det er en effekt, hvor lys, der stammer tilbage fra dannelsen af universet, bliver forvrænget, når det passerer store objekter som galaksehobe.

Galaksehoben, der har fået navnet SPT-CL J0546-5345, bliver ikke mindre imponerende af, at hvis forskerne kunne tage hen til den nu, så antager de, den ville være fire gange større, end det billede de ser, som er 7 milliarder år gammelt, mere end halvdelen af universets samlede levetid.

Ifølge observationerne er flere af galakserne i hoben allerede gamle, hvorfor det vurderes, at galaksehoben allerede blev dannet blot to milliarder år efter Big Bang.

Flickr - remon.rijper

USA er det mest bot-inficerede land i verden

- Via ThreatPost - , redigeret af Pernicious

Microsoft har i deres seneste Security Intelligence Report (SIR), som dækker januar til juni 2010, blandt andet offentliggjort data, som viser, hvor mange pc’er de har renset for inficering, som gjorde computerne til en del af et botnet.

USA var suverænt det land i verden, som havde flest inficerede computere med næsten fire gange så mange tilfælde som nummer to, Brasilien. I USA blev det til 6,5 millioner rensninger, hvilket svarer til en stigning af inficerede computere på over 100 % i forhold til samme periode sidste år.

Microsoft måler antallet af botnet-computere ved at tælle antallet af maskiner, som Malicious Software Removal Tool renser. Derfor kan tallene ikke regnes som repræsentative for hele internettet, men de giver dog et godt billede af, hvordan det står til.

newz.dk

E-mail er vigtige i domænesager

- Via Version2 - , redigeret af Emil

Klagenævnet for Domænenavne har måttet lægge øre til en del kritik, især i forbindelse med sagerne om orango.dk og eof.dk, hvor domænerne, der havde været privatejet i flere år, blev overdraget til virksomheder med den begrundelse, at web-delen på domænerne ikke blev tilstrækkeligt anvendt.

Nu er der faldet en afgørelse i en ny sag, hvor fimaet N Tech ønskede at få overdraget domænet n-tech.dk fra den nuværende ejer, Bjarnebenn Fredsgaard, men det lykkedes ikke. Det skriver Version2.

Begrundelsen fra nævnets side er, at domænet, der ikke har nogen offentlig hjemmeside tilknyttet, bliver anvendt til e-mail af ejeren. I alt er der tilknyttet 11 e-mail-adresser til domænet, hvoraf flere aktivt benyttes.

Afgørelsen indikerer et holdningsskifte hos klagenævnet, men skal dog ikke ses som, at der nu anvendes nye retningslinjer, da det ikke er tilfældet. Hos klagenævnet oplyser man blot, at hver sag vurderes individuelt, og at vurderingen i denne sag faldt ud til den oprindelige ejers fordel.

Google Inc.

Videoer uploadet til YouTube i WebM kan nu ses i WebM

- Via The Silent Number - , redigeret af Emil , indsendt af asfaltgeden

Med WebM-videoformatet lancerede Google tidligere på året et åbent alternativ til h.264, og det er siden blevet benyttet flere steder på nettet, heriblandt også på YouTube.

Vil man gerne støtte det åbne format, så er det muligt at lægge videoer op på YouTube i WebM, men hidtil har det ikke været en garanti for, at det også blev vist i det format.

Det har man nu lavet om på hos videotjenesten. Således vil alle videoer, der uploades i WebM-formatet, også blive gengivet i WebM, såfremt ens browser understøtter det.

Tidligere var det primært videoer med opløsningen 720p eller bedre, der var mulighed for at blive set i WebM, men nu gælder det alle opløsninger, blot de er lagt op i dette format.

WebM er baseret på VP8-videocodecet som Google fik fat i ved opkøbet af videospecialisterne On2. Codecet fungerer automatisk over HTML5 i browserne Chrome 6, Firefox 4 Beta og Opera 10.60 og fremefter.

Oracle

Oracle har ikke opgivet OpenOffice.org

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Oracle har meldt ud, at de vil deltage i en kommende ODF-event for at vise, firmaet ikke har opgivet projektet. Dette sker dagen før eventen starter i Bruxelles.

Oracles tilmelding til eventen, der har til formål at udbrede ODF-standarden og styrke arbejdet for interoperabilitet mellem kontorpakker, kommer samtidig med, at Oracle betegner den nyligt udgivne version 3.3 beta af OpenOffice.org som et eksempel på firmaets dedikation over for projektet.

Det er ikke lang tid siden, en række af de førende udviklere brød med Oracle og stiftede LibreOffice samt en tilhørende fond ved navn The Document Foundation. Fonden har allerede fået tilslutning fra firmaer som Google, Red Hat og Novell ligesom organisationer som Open Source Initiative og Free Software Foundation har meldt sig ind i fonden.

Oracle er blevet inviteret til samarbejdet i den nystiftede fond, men har endnu ikke svaret, hverken om de vil med i fonden, eller om de er villige til at overgive OpenOffice.org-navnet til fonden, sådan som fonden har anmodet.

Læs også: OpenOffice-folk fortsætter som LibreOffice efter brud med Oracle

Facebook

Facebook introducerer engangskoder

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Facebook gik i tirsdags i gang med udrulningen af engangskoder til brug på for eksempel offentlige computere. Dette gør, at folk ikke behøver benytte deres normale kodeord til at logge ind på computere, de ikke har kontrol over, og som kan være inficeret med malware.

Folk, der bruger offentlige computere, har nu fået muligheden for at sende en sms til et nummer, hvorefter de vil få en engangskode tilsendt. Koden har en levetid på 20 minutter, hvorefter den bliver ugyldig, og man skal bede om en ny adgangskode.

For at bruge servicen skal folk registrere deres telefonnummer hos Facebook. Servicen tilbydes i første omgang kun en lille brugergruppe, men udrulningen vil gradvist lade alle deltage.

Funktionen skal ses som en del af den overhaling, Facebook er ved at gennemgå, hvor brugerens sikkerhed og privatliv er nøgleelementer. Af andre funktioner nævnes i kilden også muligheden for at tjekke, om man er logget på fra en anden computer eller mobiltelefon samt at logge af denne, hvis man er.