mboost-dp1

Emil S. Jacobsen

Google får patent på mønsterlås

- Via Mobilesyrup - , indsendt af Alrekr

Efter Apple for nyligt fik patent på slide-to-unlock, blev der, bl.a. her på siden, debatteret heftigt om, hvorvidt patentet ville få konsekvenser for bl.a. Googles Android-system, der også tilbyder en sådan måde at låse sin telefon op på.

Nu ser det dog ud til, at Google selv har scoret i patentlotteriet, eftersom de har fået godkendt et patent på et mønsterbaseret oplåsningssystem, sådan som det allerede kendes fra f.eks. Android.

Men ikke nok med det; for Google har i samme ombæring også fået godkendt et patent på et system, der gør brugeren i stand til at lave egne mønstre, som kan starte programmer eller udføre handlinger direkte fra mønsterskærmen, således at man f.eks. kan åbne sin browser direkte, uden at låse resten af telefonen op.

Sidstnævnte funktion er endnu ikke tilgængelig i den almindelige Android-udgave, men er allerede implementeret i en lidt anden udgave i bl.a. CyanogenMod, der er en custom-rom baseret på Android.

University of Washington

Kontaktlinse med indbygget skærm testet

- Via New Scientist - , indsendt af thimon

For første gang nogensinde er en kontaktlinse med en indbygget skærm blevet testet succesfuldt; dog er der endnu kun tale om en skærm med en opløsning på én pixel.

De første forsøg blev testet både i fri luft samt ved 40 minutters lange forsøg på kaniner, der var under bedøvelse. I samtlige 40 minutter fungerede kontaktlinsen fejlfrit og kunne vise det “billede”, der trådløst blev sendt til den.

Selve linsens teknik bliver drevet af energi, der overføres trådløst og opsamles af en 5 mm lang antenne, som ligger på tværs af linsen.

Ud over opløsningen har kontaktlinsen dog endnu den begrænsning, at den trådløse sender med signalet og energien skal være placeret inden for to cm afstand, for at de forskellige kropsdele og -væsker ikke skærmer for meget. I fri luft kunne kontaktlinsen imidlertid fungere på op til én meters afstand.

Næste skridt i udviklingen af linsen er en højere opløsning, som det i sidste ende er meningen, der skal kunne bruges af både soldater til træning, såvel som til hørehæmmede som et visuelt advarselssystem.

Google Inc.

Google opgraderer WebP til også at være PNG-konkurrent

- Via Chromium blog - , redigeret af Emil

Google har opdateret deres billedformat WebP, der nu har fået mulighed for at gemme billeder uden tab af nøjagtighed i billedets udseende samt mulighed for at benytte en alfakanal, så dele af billederne kan gøres gennemsigtige.

Dermed er WebP nu også en konkurrent til PNG og ikke blot JPEG. Ifølge Google kan WebP formindske de fleste PNG-billeder med 45 %, mens PNG-filer, der allerede har været igennem værktøjerne pngcrush og pngout, som begge reducerer filstørrelsen, kan formindskes med 28 %.

Brugen af alfakanaler, fortæller Google, tilføjer 22 % data i forhold til et billede komprimeret til 90 % af den fulde kvalitet.

Flickr - stefano girardi

Her er årets 25 dårligste adgangskoder

- Via Telegraph - , redigeret af Emil

Virksomheden SplashData arbejder normalt med software til blandt andet at holde adgangskoder sikre, og de har nu udarbejdet en liste over de 25 dårligste adgangskoder for i år.

Øverst på listen finder man “password”, efterfulgt af det lige så velkendte “123456”. “qwerty” er nummer fire, og klassikere som “letmein”, “iloveyou” og “123123” dukker selvfølgelig også op.

Ifølge sikkerhedsfirmaet Sophos er det blevet meget nemmere at hacke online-konti, fordi op imod 30 % af alle folk online benytter samme adgangskode på alle hjemmesider, hvor de er registrerede. Dermed kan hackerne nemt få adgang til for eksempel en Facebook-konto samt den tilhørende e-mail-adresse.

Se den fulde liste nedenunder.

[list]
[li]1. password[/li]
[li]2. 123456[/li]
[li]3. 12345678[/li]
[li]4. qwerty[/li]
[li]5. abc123[/li]
[li]6. monkey[/li]
[li]7. 1234567[/li]
[li]8. letmein[/li]
[li]9. trustno1[/li]
[li]10. dragon[/li]
[li]11. baseball[/li]
[li]12. 111111[/li]
[li]13. iloveyou[/li]
[li]14. master[/li]
[li]15. sunshine[/li]
[li]16. ashley[/li]
[li]17. bailey[/li]
[li]18. passwOrd[/li]
[li]19. shadow[/li]
[li]20. 123123[/li]
[li]21. 654321[/li]
[li]22. superman[/li]
[li]23. qazwsx[/li]
[li]24. michael[/li]
[li]25. football[/li]
[/list]

Google Inc.

Kod og vind en tur til Google

- Via Google Blog - , redigeret af Emil

Google har i går lanceret en konkurrence for 13-17-årige, hvor deltagerne skal kode og dokumentere open source-projekter inden for FreeBSD, Perl og KDE. Konkurrencen løber de næste 56 dage og gælder for hele verden.

Opgaverne stilles af en række open source-organisationer. For hver opgave, man løser, får man et point. Hvis man ender blandt de 10, der har optjent flest point, bliver man belønnet med en tur til Googles hovedkvarter i Californien.

Alle, der færdiggør mindst én opgave, får automatisk en Google t-shirt og et bevis for deltagelse, mens der gives $100 for hver tre opgaver, man får løst; dog maksimalt $500.

Regler og en FAQ kan findes gennem linket i overskriften af denne nyhed, og man bør hurtigst muligt komme i gang, da konkurrencen allerede er startet.

Sidste år var der 361 deltagere fra 48 lande.

Facebook

Officiel Facebook-telefon på vej?

- Via CNET News -

Det er over et år siden, at de første rygter omkring en smartphone baseret på Facebooks services var på vej. Dengang blev snakken manet til jorden og hurtig glemt, da HTC udgav to telefoner, som havde specifikke Facebook-knapper, hvilket forklarede rygterne for de fleste.

Helt så lidt skulle der dog ikke til, for rygterne er nu tilbage og siger med fornyet styrke, at Facebook og HTC er gået sammen om at lave en dedikeret Facebook-telefon, som vil have en meget mere omfattende integration med Facebook, end det tidligere er set i andre smartphones.

Telefonen vil blive baseret på Android, men i stedet for at komme med HTC’s brugerflade eller være baseret omkring Googles services, bliver det i stedet Facebook, der kommer til at stå for udviklingen af disse komponenter.

Hverken HTC eller Facebook har villet kommentere på rygterne.

FuturICT

Europæisk projekt vil samle verdens data og spå om fremtiden

- Via CNET News -

Et fælleseuropæisk projekt ved navn FuturICT er netop blevet bevilliget en del af pengene i EU’s 10-årige forskningsfond på 1 mia. euro, ca. 7,5 mia. kroner, der skal bruges på at udvikle, hvad der i sidste ende vil munde ud i en simulation af hele jordens befolkning og det sociale samspil, der foregår mennesker imellem.

Ved FuturICT arbejder de således på at samle og ordne enorme mængder af de informationer, der hver dag skabes verden over. Ved at fodre supercomputere med disse informationer, håber forskerne på at kunne lave en simulation, der f.eks. vil kunne forudsige ting som Det Arabiske Forår eller bruges af politikere til at se, hvordan et bestemt lands befolkning vil reagere, hvis en kontroversiel lov vedtages.

Målet med projektet er i sidste ende at blive bedre til at forstå de parametre, der påvirker vores samfund og gennem denne forståelse blive bedre til at fastholde et stabililt og sikkert samfund.

Hvordan FuturICT-projektet helt præcist skal indsamle og bearbejde alle dataene, er endnu til diskussion blandt projektets bagmænd, der består af videnskabsmænd inden for en lang række felter. Fra Danmark er projektet repræsenteret af Erik Mosekilde, der er forsker hos DTU ved Institut for Fysik.

SXC - sufinawaz

Forskere skaber lys ud af ingenting

- Via Physorg - , redigeret af Emil

Et hold forskere fra Chalmers tekniska högskola i Göteborg har formået at skabe lys ud af vakuum. Dermed har forskerne bekræftet en teori, der siger, at der selv i et tomt rum, hvor der ikke er nogen partikler, herunder atomer og andre elementarpartikler, bliver skabt virtuelle partikler, som bliver skabt og forsvinder igen.

Forskerne har formået at fange nogle af disse virtuelle partikler i form af fotoner ved hjælp af superledning og spejle. Ved at bruge superledende magneter kunne forskerne vibrere spejlene med en hastighed svarende til 25 % af lysets hastighed. Den hurtige vibration af spejlene overfører noget af den kinetiske energi til de virtuelle fotoner, der dermed materialiseres og herefter henfalder til stråling. Strålingen kan så umiddelbart efter måles.

Hvis spejlene kunne vibrere med mere energi, vil det i teorien være muligt også at skabe virtuelle eksemplarer af andre partikler som elektroner og protoner.

Forskerne mener, at deres forsøg vil kunne skabe en bedre forståelse for mørk energi, der menes at have en sammenhæng med virtuelle partikler. Desuden kan denne forskning også hjælpe på forståelsen i kvantemekanik og dermed i fremtiden være med til at skabe kvantecomputere.

Nets Holding A/S

NemID skjuler kode i ‘billedfiler’

- Via Version2 - , indsendt af thimon

Der har på Version2 været en løbende debat om NemID, efter at det er kommet frem, at NemID har kode skjult i billedfiler af typen GIF, der igen er pakket sammen i en jar-fil på brugerens computer.

Spørgsmålene opstod i forbindelse med en virusskanning fra programmet McAfee, hvor der ved en dybskanning opdagede fire mistænkelige filer fra NemID forklædt som billedfiler, men med eksekverbar programkode.

DanID erkender nu, at de har skjult kode i billedfiler, men siger, at koden udelukkende bruges til at gemme oplysninger om sessioner i tilfælde af et eventuelt misbrug af NemID. DanID forsvarer brugen af skjulte filer med, at det udelukkende er efter princippet om at gøre det sværere for hackere, hvis der skulle opstå en sikkerhedsbrist.

DanID til Version2 skrev:
Den omtalte kode bruges til at danne den såkaldte PC-tjeksum. Tjeksummen dannes ved at måle på forskellige parametre på brugerens pc, hvorefter den i anonymiseret form følger med log-in i netbanken. Denne model fandtes også i de gamle netbankløsninger, og spiller en rolle i systemets sikkerhedsberedskab.

For at tilfredsstille kritikere, der påstår, at der sker en overvågning fra DanID, er de villige til at lade udvalgte personer se på kildekoden.

Seagate

Seagate tildelt $525 millioner i voldgift i sag mod Western Digital

- Via Computerworld - , redigeret af Emil

Seagate er blevet tildelt en voldgift på $525 millioner i en sag mod Western Digital, omhandlende forretningshemmeligheder. Western Digital har planlagt at anke afgørelsen.

Ifølge Seagates anklager har Western Digital gennem en tidligere Seagate-ansat tilegnet sig forretningshemmeligheder og andre hemmelige informationer. Western Digital mener dog, at de har handlet fuldstændig efter loven, og de vil derfor anke dommen.

Western Digital er den største producent af harddiske på markedet, mens Seagate sidder på andenpladsen. De to virksomheder sendte ifølge tal fra IHS iSuppli henholdsvis 32 % og 31 % af de harddiske på markedet, som blev solgt i årets andet kvartal.

Western Digital aftalte i marts måned at opkøbe konkurrenten Hitachis harddisk-produktion, mens Seagate måneden efter indgik en lignende aftale med Samsung.