mboost-dp1

Nokia

Danske Bank: Microsoft køber Nokia i 2012

- Via BusinessWeek - , redigeret af Pernicious

Der er store ting i vente for Microsoft og finske Nokia i 2012, hvis man skal tro Danske Banks analytikere.

Ifølge finanssiden Bloomberg forventer banken, at Microsoft opkøber Nokias smartphone-afdeling i løbet af 2012, og anbefaler derfor deres kunder at opkøbe Nokia-aktier med det samme.

Rygterne om et opkøb har floreret flere gange i løbet af de seneste år. Blandt andet i 2010, hvor Microsoft-chefen Stephen Elop blev udnævnt til administrerende direktør i Nokia. Og senest med lanceringen af Nokias nye smartphone-satsning Lumia 800.

Nokia selv afviser alle spekulationerne overfor Bloomberg, men det har dog ikke forhindret selskabets aktier i at stige kraftigt i løbet af dagen.

rebeccablackonline.com

Rebecca Black blev Googles nye stjerne i 2011

- Via Google - , redigeret af Pernicious

Vi nærmere os udgangen af 2011, og traditionen tro fejrer søgegiganten Google årets afslutning med at udgive en række top 10-lister, der viser de søgninger, som oplevede størst fremgang i 2011.

På toppen af listen finder man YouTube-sensationen Rebecca Black, som blev verdensberømt fra den ene dag til den anden med videoen “Friday”. Hendes enorme popularitet, eller mangel på samme, betød, at hun oplevede en fremgang på over 10.000 procent fra 2010 til 2011.

På andenpladsen finder man Googles eget sociale netværk Google+, som blev lanceret tilbage i juni-måned. Og tredjepladsen gik til Jackass-stjernen Ryan Dunn, som mistede livet i en bilulykke i 2011.

Resten af listen:
[list]
1. Rebecca Black
2. Google Plus
3. Ryan Dunn
4. Casey Anthony (Amerikansk kvinde, som blev anklaget for at have myrdet sin datter)
5. Battlefield 3
6. iPhone 5
7. Adele (sangerinde)
8. 東京 電力 (Fukushima kraftværket)
9. Steve Jobs
10. iPad 2
[/list]

Google har også lavet lister baseret på de meste populære søgninger inden for forskellige kategorier som nyheder, sport og underholdning, som alle kan ses ved at følge linket til kilden.

SXC - clix

Forbrugerrådet: TDC malker kunderne

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

TDC’s nye tilbud om fibernet til kunder på Sjælland har fået en hård medfart allerede, og nu kritiserer Forbrugerrådet også TDC’s løsning.

Ifølge Politiken finder Forbrugerrådet det kritisabelt, at TDC kun tilbyder 50/10 Mbit/s forbindelser og samtidig tager 4.999 kroner for at grave fiberforbindelser ned hos kunderne.

Martin Salamon, tele- og konkurrencepolitisk chefkonsulent i Forbrugerrådet, mener, at TDC’s priser og hastigheder skyldes, at TDC har fået for meget magt.

Martin Salamon til Politiken skrev:
TDC malker forbrugerne gennem de eksisterende teknologier og vænner dem til at betale mere for noget, der kunne være både bedre og billigere. Det er et klassisk eksempel på, hvad der sker, når markedskræfterne sættes ud af spil, og et selskab får for meget magt.

Ifølge Mogens Ritsholm, der er tidligere telechef i TDC, forsøger teleselskabet at nedtone deres egne fiberprodukter for at undgå konkurrence med energiselskaberne.

Mogens Ritsholm til Politiken skrev:
TDC vil ikke markedsføre det her aggressivt, for så siger man til folk, at fiber er det rigtige, og det giver energiselskaberne en fordel.

Hos TDC er man dog uforstående over for kritikken. Vicedirektør i TDC Privat René Brøchner ser ingen grund til at grave folks forhaver op for at give dem fiber, når de allerede har adgang til kobber, og understreger samtidig at 10 Mbit/s upload stadig er fem gange hurtigere end de bedst stillede kobberkunder.

Aske Olesen

Danskerne vælger bolig baseret på internetforbindelse

- Via Politiken - , redigeret af Pernicious

Internettet og bredbånd er blevet en så stor del af danskernes hverdag, at en god forbindelse er udslagsgivende for hver fjerde dansker, når de skal finde et sted at slå sig ned.

Det viser en undersøgelse, som brancheforeningen Dansk Energi ifølge Politiken har foretaget blandt 1.000 danskere. Undersøgelsen viser også, at seks ud af 10 danskere spørger ejendomsmæglerne om mulighederne for bredbåndforbindelse ved huskøb.

Ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen, der er indehaver af 10 Home-forretninger i København og Nordsjælland, bekræfter overfor Politiken, at internettetforbindelser er blevet en afgørende faktor for mange købere.

Lone Bøegh Henriksen til Politiken skrev:
Hvis der ikke er hurtigt internet, vælger kunderne boligen fra. Netadgang er en fundamental ting på niveau med varme i huset og pasningsmuligheder i området.

Ifølge formanden for Dansk Ejendomsmægler foreningen, Steen Winther Petersen, regner foreningen med, at kravet til en god netforbindelse vil stige i takt med at hjemmearbejdspladser breder sig.

Microsoft Corporation

Windows Phone-topchef tildelt nyt arbejde

- Via All Things Digital - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

Med Windows Phone 7 håbede Microsoft, at de kunne indhente tabt terræn fra især Apples iOS og Googles Android på smartphone-markedet. Salgstal afslører dog, at WP7 ikke har gjort den store forskel og det ser nu ud til at få konsekvenser.

Den øverste chef for Windows Phone-afdelingen, Andy Lees, er af Microsofts administrerende direktør Steve Ballmer blevet flyttet til en anden post i virksomheden.

I stedet for Lees bliver det nu Terry Myerson, som indtager chefstolen, efter at have arbejdet som teknisk ansvarlig i Windows Phone-afdelingen. Selvom Myerson overtager Lees ansvarsområder, er han dog ikke blevet tildelt den samme titel som præsident.

Lees bibeholder sin titel og vil ifølge Ballmer komme til at svare direkte til ham i sin nye rolle, hvor Lees skal give Windows Phone og Windows 8 den størst mulige gennemslagskraft i 2012.

SXC - Daino_16

Ny cookielov er trådt i kraft

- Via IT- og Telestyrelsen - , redigeret af Pernicious

I går den 14 december trådte den nye cookielov i kraft. Det betyder, at alle danske hjemmesider nu skal enten give brugerne et valg, om de vil have cookies eller ej, eller informere om, at brug af en given hjemmeside kræver cookies.

IT- og Telestyrelsen skrev:
De nye regler har til formål at øge beskyttelsen af brugernes privatsfære, når de færdes på internettet.

Loven har været undersvejs i et stykke tid, og den er blevet kritiseret for at være for ukonkret og ikke specificere tydeligt nok, hvilke krav en hjemmeside skal overholde for at leve op til loven.

Organisationer som FDIM og FDIH har lavet deres egne mærkningsordninger, som en hjemmeside kan anvende, hvis de opfylder en række krav. Alternativt skal hjemmesiden selv oplyse hvilke cookies der anvendes og til hvad.

Facebook

Facebook er den tredjebedste arbejdsplads i USA

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

De ansatte hos Facebook er nogle heldige asner. Ifølge hjemmesiden Glassdoor, som netop har udgivet deres årlige liste over de 50 bedste arbejdspladser i USA, er Facebook nemlig den tredjebedste arbejdsplads.

Glassdoors liste er baseret på faktorer som løn, fryns og ikke mindst kommentarer fra 250.000 ansatte. Og her var der flere, som havde gode ting at sige om Facebook.

Ansat hos Facebook skrev:
In general, there is a high level of autonomy given to employees. We’re treated like adults and given lots of responsibility. The perks are unreal compared to other places I’ve worked. The atmosphere is fun yet serious. We’re very lucky to work here overall.

Facebook er dog skarpt forfulgt af Google på femtepladsen, og Apple, der på trods af rygter om et dårligt arbejdsmiljø, indtager en tiendeplads på listen.

Første- og andenpladsen i år gik til konsulentfirmaerne Bain & Company og McKinsey & Company.

sxc.hu - forwardcom

Hver anden dansker er ramt af museskader

- Via Avisen.dk - , redigeret af Pernicious

Mere end hver anden dansker døjer med musesmerter. Det viser en undersøgelse som analyseinstituttet Userneeds har foretaget for Contour Design.

Læger anbefaler, at man ikke sidder længere end fire timer om dagen foran skærmen, men til det svarer ni ud af ti adspurgte i undersøgelsen, at det vil være umuligt.

Ifølge arbejdsmiljøkonsulent Allan Pleman fra fagforbundet PROSA er musesmerter et stort problem, da folk har svært ved at slippe af med det igen.

Allan Pleman til Avisen.dk skrev:
Man skal holde sig fra mus og tastatur i en lang periode for at få det til at gå væk. Det indebærer typisk, at man bliver sygemeldt.

I værste tilfælde kan det tage op mod et år at slippe af med en musearm.

Gizmodo

Skoler dropper pornofilter

- Via Midtjyllands Avis - , redigeret af Pernicious

Skolerne i Silkeborg Kommune har valgt at droppe det filter, som skal afholde eleverne fra at bruge skolernes internetadgang til at kigge på billeder af letpåklædte mennesker.

Ifølge Midtjyllands Avis viste det sig nemlig, at filteret ikke bare sorterede porno fra, men også forhindrede adgang til en masse almindelige hjemmesider, som sagtens kan bruges i undervisningen. Blandt andet statens filmtjeneste filmstriben.dk.

I stedet er det nu op til lærerne at sørge for, at eleverne ikke bruger computerne til søge efter porno, fortæller pædagogisk sektionsleder i skoleafdelingen Keld Vestergaard.

Keld Vestergaard til Midtjyllands Avis skrev:
Det er en pædagogisk opgave at sikre, at der ikke sker misbrug, og det handler om at have klare regler om brugen af computere. Det vigtigste filter skal sidde inde i elevernes hoveder.

Ifølge Keld Vestergaard har kommunen ikke planer om at lede efter et nyt pornofilter.

Wikipedia

Wikipedia villig til at strejke mod lovforslag

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Det nye lovforslag Stop Online Piracy Act (SOPA) i USA kan få det verdenskendte encyklopædi Wikipedia til at lukke, hvis forslaget bliver en realitet.

Wikipedias stifter Jimmy “Jimbo” Wales er personen bag strejkeforslaget, da lovforslaget kan komme til at ramme Wikipedia og lignende sider hårdt. Som det kan ses hos Wikipedia, er der stor opbakning bag strejkeforslaget.

SOPA indebærer blandt andet en mulighed for, at rettighedshavere kan kræve DNS-blokering af en side, som de mener har krænket deres copyright. Samtidig kan rettighedshaverne også kræve, at søgemaskiner fjerner links til siden og at reklame- og betalingsformidlere stopper udbetalinger til siden.

Den krænkende side får 5 dage til at rette krænkelsen, ellers kan rettighedshaveren kræve de ovenstående tiltag uden retssag. En person i ond tro kan hermed skade Wikipedia ved at lægge copyright-beskyttet materiale på siden.

En mulig strejke vil måske kun ramme i USA, men kan også risikere at ramme den engelske udgave generelt.

Jimmy Wales, Wikipedia-stifter skrev:
There are obviously many questions about whether the strike should be geotargetted (US-only), etc. One possible view is that because the law would seriously impact the functioning of Wikipedia for everyone, a global strike of at least the English Wikipedia would put the maximum pressure on the US government.