mboost-dp1

LG Electronics

CES: Flere detaljer om LG’s 55-tommer OLED-tv

- Via CNET News CES - , redigeret af Pernicious

LG løftede i sidste uge sløret for deres 55-tommer OLED-tv, og fortalte i den anledning, at der ville komme lidt flere detaljer om produktet på årets CES-messe.

Læs også: LG deler detaljer om 55″ OLED-tv inden CES

Fjernsynet vil være det første OLED-tv, som LG sender på det amerikanske marked, hvor det får navnet 55EM9600. Det vil efter planen blive sat til salg i anden halvdel af 2012, sandsynligvis i september. Prisen er der desværre stadig ingen detaljer om, så vi må nok vente til vi kommer nærmere lanceringen, før vi hører mere.

55EM9600 byder ifølge LG på verdens største OLED-panel, og er derudover blot 4 mm tykt. Kanten rundt om panelet er på 1 mm. Fjernbetjeningen vil blandt andet byde på stemmestyring, og selve tv’et har også fået alle LG’s luksusmuligheder så som passiv 3D, der ikke kræver, at seeren har særlige briller på for at opleve 3D-effekten.

Canonical Ltd.

CES: Canonical afslører Ubuntu TV

- Via PC Pro - , redigeret af Pernicious

Canonical, firmaet bag styresystemet Ubuntu, har på CES 2012 fremvist en udgave af det velkendte operativsystem, som skal køre på fjernsyn, hvoraf de første ventes på hylderne i slutningen af 2012.

Systemet skal konkurrere mod det populære Apple TV og det knap så populære Google TV, men Canonical selv mener bestemt, at der er behov for deres bud på et operativsystem til fjernsyn. For at få systemet udbredt har Canonical valgt at give det væk gratis til elektronikproducenterne.

Jane Silber, Canonical skrev:
OEMs and ODMs are increasingly wary of the walled garden [approach] that certainly Apple takes – and increasingly Google, although it’s much more open than Apple. We see a lot of demand for a neutral player.

Canonical vil primært fokusere på USA og Kina med Ubuntu TV, og ifølge administrerende direktør Jane Silber afhænger udbredelsen til andre lande af, om man kan få lavet aftaler om lokalt tv-indhold.

Google Inc.

Rygte: Google vil til at producere egne GPU- og CPU-chipset

- Via Android Invasion - , redigeret af Pernicious

Internetgiganten Google, der den seneste tid har haft stor succes med sit Android-styresystem, vil i fremtiden producere sine egne CPU- og GPU-chipset, sådan lyder det i hvert fald fra en unavngivet kilde, der mener at have informationerne fra en ansat ved søgegiganten.

Ifølge kilden tager Google skridtet ind i hardwareproduktion for bedre at kunne konkurrere med Apple og deres iPhones, der understøttes i en lang periode efter nyere modeller er kommet på markedet. Med egenproduktion af chipsæt håber Google efter sigende, at kunne gøre Apple kunsten efter, og derved erobre nogle af de nuværende iPhone-brugere.

Kilden mener ligeledes at vide, at vi vil høre mere om sagen hen mod årets slutning, hvor Google forventes at offentliggøre planerne om firmaets næste telefon.

Toshiba

CES: Toshiba præsenterer hidtil tyndeste tablet

- Via ZDNet - , redigeret af OnkelDunkel

Toshiba har præsenteret en tablet, de angiver som den tyndeste i verden med en tykkelse på kun 7,7 mm og en vægt på 535 gram, hvilket er 66 gram lettere end en iPad 2.

Den nye tablet har fået navnet Excite X10, men startede med at hedde Regza AT700, da den blev annonceret første gang i oktober sidste år.

Specifikationerne lyder på en 10-tommer skærm der kører med en opløsning på 1280 x 800 pixels, som sidder i et kabinet lavet af børstet aluminium og Corning Gorilla glas til at beskytte skærmen.

Processoren er en dualkerne Texas Instruments OMAP 4420 på 1,2 GHz, der afvikler Android 4.0 (Ice Cream Sandwich). Tablet-computeren er udstyret med to kameraer på henholdsvis 2 MP på forsiden og 5 MP på bagsiden. Til trods for at Excite X10 er så tynd, har Toshiba stadig fået plads til Micro-USB, HDMI og Micro SD porte.

Prisen bliver ikke helt billig, da 16 GB-modellen i USA vil få en pris på 529 dollars, mens 32 GB-modellen vil koste 599 dollars.

USB Implementers Forum, Inc.

CES: USB 3.0 på vej til tablets og smartphones

- Via IT World - , redigeret af Pernicious

I forbindelse med CES 2012, har USB Implementers Forum, der er den styrende organisation bag USB standarden, meddelt, at de forventer tablets og smartphones vil få USB 3.0 i slutningen af 2012 eller i starten af 2013.

Hastigheden bliver ikke lige så hurtigt som USB 3.0 i eksempelvis en pc, hvor den teoretiske maksimumhastighed er på 5 Gbps. For de mobile enheder bliver hastigheden i stedet for omkring 800 Mbps. Grunden til den lavere hastighed, skyldes primært ønsket om et lavere energiforbrug.

En anden fordel ved brug af USB 3.0 er, at de forskellige enheder vil kunne oplades hurtigere, da USB 3.0 kan håndtere en større strømstyrke end den gamle 2.0 standard.

One Laptop Per Child

One Laptop Per Child fremviser billig tablet på CES i dag

- Via Mashable.com - , redigeret af Pernicious

Non-profit-organisationen One Laptop Per Child (OLPC) vil i dag fremvise sin XO 3.0-tablet på CES-messen i Las Vegas, men detaljer er allerede blevet offentliggjort om produktet, der skal bringe billige, strømbesparende og hårdføre tablet-computere til børn i u-lande.

Tablet-computeren kan blandt andet oplades via solceller eller med et håndsving, og understøtter Android og Linux som operativsystem. Hardware-mæssigt byder XO 3.0 på en Marvel ARMADA PXA618 SOC-processor, Avastar Wi-Fi SOC og en skærm fra Pixel Qi.

XO 3.0 blev først omtalt tilbage i slutningen af 2009, da et koncept for en kommende tablet-computer til børn i u-landende kom frem. Siden annoncerede OLPC et samarbejde med Marvell om at udvikle den billige tablet-computer. Det færdige produkt ser en del anderledes ud end det oprindelige koncept, blandt andet ser størrelsen ud til at være vokset, så tablet-computeren bedre kan holde til hårde forhold.

Netflix

Netflix ventes at udvide til Storbritannien i denne uge

- Via Guardian - , redigeret af Pernicious

Tilbage i oktober måned kunne vi fortælle, at video-streaming-tjenesten Netflix ville udvide til Europa tidligt i 2012, og at de ville starte med Storbritannien og Irland. Med tidligt mentes der åbenbart meget tidligt, for ny forlyder det, at Netflix udvider til Storbritannien allerede i denne uge.

Netflix har allerede aftaler for Storbritannien med blandt andet BBC, Lionsgate og MGM, og er angiveligt tæt på at offentliggøre aftaler med andre underholdsningsproducenter så som ITV og Channel 4.

Firmaet kunne for nyligt fortælle, at de i 2011’s fjerde kvartal havde streamet mere end to milliarder timers underholdning til deres kunder i Nordamerika. Om succesen bliver den samme i Storbritannien er endnu ikke til at sige, for her kommer de blandt andet til at skulle konkurrere med Amazon-tjenesten Lovefilm.

Opdatering: Netflix.co.uk er nu lanceret.

Flickr - babá

RIM, Nokia og Apple indbyggede bagdøre i indiske mobiler

- Via ZDNet - , redigeret af Pernicious

For få dage siden dukkede de første historier op om, at sikkerhedsfirmaet Symantec var blevet hacket af en gruppe af indiske hackere. Denne gruppe, som går under navnet Lords of Dharmaraja, fik sammen med informationerne om Norton Antivirus også fat på en række andre informationer fra servere tilhørende den indiske regering.

Hackerne har lækket en del af de stjålne dokumenter, og de viser, at Research In Motion (RIM), Nokia og Apple – omtalt som RINOA i dokumenterne – har givet regeringen adgang til en bagdør i sine telefoner. Bagdørene er ifølge dokumenterne blevet brugt til at overvåge organisationen “US-China Economic and Security Review Commission”.

Ifølge dokumenterne er bagdørene blevet implementeret i bytte for, at producenterne fik lov til at sælge sine produkter i Indien. Om bagdørene også er til at finde i de samme produkter i andre lande, er derfor endnu ikke til at vide.

Samsung

Hvid Galaxy Nexus på vej

- Via Clove Technology - , redigeret af Pernicious

I sidste uge hørte vi, at Samsung var på vej med en hvid version af deres populære Samsung Galaxy S II, og nu er det asiatiske firma så på vej med endnu en hvid version af en allerede eksisterende telefon. Det drejer sig om Ice Cream Sandwich-flagskibet Galaxy Nexus, der indtil videre er verdens eneste smartphone med Android 4.0.

Den nye version af telefonen kommer med præcis samme specifikationer som den allerede eksisterende sorte version, og besidder altså en 1,2 GHz dual-core processor, en 4,65” super AMOLED skærm, to kameraer, 1 GB RAM og 16 GB intern hukommelse.

Telefonen er i første omgang kun tilgængelig i England, hvor Clove Technology sælger telefonen uden binding til en pris af 500 pund eller omtrent 4500 danske kroner.

Versionen kommer ovenpå længere tids rygter om netop en hvid Galaxy Nexus, der efter sin udgivelse har høstet meget positiv omtale.

Flickr - Jacob Bøtter

Flere danskere offentliggør utilsigtet persondata gennem Google

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious , indsendt af Magten

Når man søger efter en virksomhed på Google, vises den ofte på et kort med tilhørende brugeranmeldelser af forretningen. Ifølge Computerworld har en række danskere haft svært ved at forstå systemet, for når de har søgt på den lokale politistation, har de fejlagtigt troet, at anmeldelsesfunktionen kunne bruges til politianmeldelser.

Disse forsøg på politianmeldelser ligger dermed offentligt tilgængelige på internettet, og flere af dem deler persondata så som navn, adresse og telefonnummer med resten af internettet. En af anmeldelserne indeholder endda et CPR-nummer.

Anmeldelserne dækker blandt andet cykeltyverier, hærværk og hundeangreb, og stammer fra politikredse i hele landet.