Fra og med næste år må elbilproducenten Tesla ikke længere reklamere for sine køretøjer som fuldt ud selvkørende i henhold til en ny lov underskrevet af Californiens guvernør, Gavin Newsom.
Det skriver San Francisco Chronicle.
Det sker angiveligt efter, at en Tesla med ‘Full Self-Driving’-software for nylig var ansvarlig for at forårsage en bilulykke med otte biler og 18 sårede, efter at bilen uden varsel standsede brat.
Senatets lovforslag 1398 er blandt hundredvis af nye statslove, der træder i kraft i 2023, og som er specifikt rettet mod elbilproducentens markedsføring af software inkluderet i nogle Tesla-modeller.
Den nye lov forbyder californiske forhandlere og producenter at markedsføre en bil som selvkørende, hvis den kun er udstyret med delvise automatiseringsfunktioner, der stadig kræver, at menneskelige chauffører er opmærksomme i trafikken.
Tesla, der ejes af Elon Musk, har lobbyet imod lovforslaget og hævdet, at de allerede gør Tesla-købere opmærksomme på Full Self-Driving-softwarens begrænsninger.