Ifølge Microsoft er Ruslands efterretningstjeneste i fuld gang med en omfattende hacker-drevet kampagne rettet mod amerikanske organisationer og virksomheder, skriver Computerworld.
I en advarsel fra Microsoft lyder det, at Ruslands efterretningstjeneste forsøger “at trænge ind i en lang række amerikanske organisationer og virksomheders it-systemer” i form af en hacker-drevet kampagne.
23.000 myndigheder, virksomheder, tænketanke og lignende er i søgelyset, meddeler Microsoft, som har advaret mere end 600 organisationer inden for den seneste tid. De amerikanske myndigheder kan bekræfte, at kampagnen finder sted, lyder det fra The New York Times.
Alt tyder på, at angrebet orkestreres af den russiske efterretningstjeneste Sluzhba Vneshney Razvedki Rossiyskoy Federatsii (SVR), skriver Computerworld. SVR stod øjensynligt også bag det omfattende SolarWinds-hack, mener USA.
Ifølge Microsoft er angrebet rettet mod organisationer, som har til formål at videresælge og tilpasse cloud-løsninger til deres kunder.
“De russiske hackere har angiveligt påregnet, at infiltration af disse resellere vil give dem adgang til high-level data, som de er på jagt efter – statslige emails, forsvarsteknologi eller vaccine-research,” skrev The New York Times ifølge Computerworld.