Kæmpe datalæk hos LinkedIn afslører data om 700 millioner brugere, hvilket svarer til over 92 % af de i alt 756 millioner brugere.
Den kolossale mængde af data bestående af brugeroplysninger som telefonnumre, adresser geolokaliseringsdata, løn m.m. er til salg på “the dark web”, oplyser 9to5Mac.
Hackeren, som står bag datalækket, har publiceret en samling af data tilhørende 1 million brugere, der bekræfter, at de stjålne data er ægte og up to date.
Ifølge RestorePrivacy har hackeren muligvis fået adgang til brugernes data ved at misbruge den officielle LinkedIn-API til at downloade dataet, hvilket også var tilfældet tilbage i april, hvor et tilsvarende datalæk fandt sted.
Datalækket omfatter brugernes mailadresser, fulde navne, telefonnumre, adresser, geolokaliseringsdata, brugernavne, personlige og erhvervsmæssige erfaringer, køn samt tilknyttede sociale medier og dertilhørende brugernavne.
Listen over lækkede brugeroplysninger inkluderer imidlertid ikke brugernes passwords, men dette til trods er der stadig tale om værdifulde data, som kan bruges til bl.a. identitetstyveri, phishing-forsøg eller lignende, hvis de falder i de forkerte hænder.