Apple er tilsyneladende på vej til at opgradere deres iPad Pro-modeller med kameraet fra deres nye iPhone 11 Pro.
Rygter fra tidligere i år har peget på, at Apple ville lancere iPad Pro-enheder med et triple-kamera på bagsiden.
Nu har Sonny Dickson, der før har lækket korrekt Apple-information, mere konkrete beviser, da han har fået fat i en endelig iPad Pro-prototype.
Kameraet i Apples iPads har historisk set ikke været på niveau med deres nye iPhones, hvor sidste års iPad Pro-modeller eksempelvis brugte et kamera-system, der svarede til den billigere iPhone XR.
Men dette ser ud til at ændre sig med dette års iPad Pro-tablets, der vil bruge et kamera-system, som minder mest om det, man finder i de nye iPhone 11 Pro-modeller.
Apples salgstale vil, ifølge Dickson, gå på, at den nye iPad Pro kan bruges af video-professionelle til både at tage billeder og optage video samt redigering af billeder og video.
Apple forventes at afsløre de nye iPad Pro-modeller i oktober, som de også gjorde sidste år.
Læs også Apple annoncerer ny iPad med en 10,2 tommers skærm.
