Fra i dag den 4. januar vil enheder, der kører ‘BlackBerry 7.1’ eller tidligere, ‘BlackBerry 10’ eller ‘BlackBerry Playbook’, miste betydelige funktioner, siger virksomheden.
Det rapporterer Engadget.
Der er tale om helt afgørende funktioner, såsom telefonopkald, sms-beskeder, dataforbrug og endda nødopkald.
Du kan også forvente problemer med Wi-Fi og apps som BlackBerry World og Desktop Manager.
Det kommer selvfølgelig ikke som en stor overraskelse, eftersom BlackBerry lukkede sin app-butik og beskedtjenesten BBM ned i 2019.
Virksomheden har dog stadig QNX – BlackBerrys moderne styresystem, som driver infotainmentsystemer til Toyota, Audi, Honda og flere andre bilproducenter.