Webbrowseren Google Chrome vil stoppe med at vise webstedsindikatorer på sikre hjemmesider, skriver BleepingComputer.
I øjeblikket viser Google Chrome et lille låseikon, der angiver, at din kommunikation med webstedet er krypteret, når du besøger en sikker hjemmeside.
I årevis har Google forsøgt at anspore websteder til at bruge protokollen “HTTPS” for at give brugerne en mere sikker browseroplevelse.
HTTPS bliver primært brugt til at forhindre uvedkommende i at stjæle data, der kommer fra webserveren til klienten.
For yderligere at motivere webudviklere til at bruge HTTPS på deres hjemmesider introducerede Google protokollen som en rangeringsfaktor. De, der ikke anvender protokollen, får et potentielt mindre hit i deres placeringer på Googles søgeresultater.
Dette lader til at have virket ifølge en Google Transparency Report, hvoraf det fremgår, at over 90 % af alle browserforbindelser via Google Chrome bruger en HTTPS-forbindelse i øjeblikket.
Eftersom de fleste websteder efterhånden gør brug af en HTTPS-forbindelse, tester Google nu en ny funktion, der fjerner låseikonet fra sikre websteder. Denne funktion er tilgængelig til test i Chrome 93 Beta og Chrome 94 Canary.
Låseikonet vil fortsat være at finde som webstedsindikator på usikre hjemmesider.