FN har i en nylig rapport kåret Danmark til at have verdens bedste digitale infrastruktur, skriver Berlingske og Ritzau.
Rapporten er udarbejdet af FN’s afdeling for offentlige institutioner og digital regering, DPIDG, og ser på en række digitale ydelser, som lande tilbyder borgere.
Det gælder blandt andet onlineundervisning, muligheder for at ordne sine skatteforhold på nettet og muligheder for at søge om økonomisk understøttelse digitalt.
Der er dog tæt løb i toppen af tabellen, og også Finland og Sydkorea rangerer pænt med henholdsvis en anden- og en tredjeplads.
Selvom flere lande måske sender lange blikke mod den danske onlineinfrastruktur, er det dog ikke en udvikling, som har været helt kærkommen i alle dele af samfundet. Udskiftningen af NemID med MitID mødte blandt andet kritik fra Ældre Sagen, som mente, at man lod ældre i stikken, fordi man skal have en mobiltelefon for at godkende log-in med MitID.
Læs også: Danmark er europamestre i cybersikkerhed.
Rapporten fra FN udkom onsdag. Bag Danmark, Finland og Sydkorea kom blandt andet vores skandinaviske naboer Sverige på en femteplads og Norge på en 17. plads.