Facebook undskylder over for 3.5 milliarder brugere, eftersom en intern fejl gjorde selskabets tjenester utilgængelige i over seks timer i går aftes.
Det skriver DR.
Natten til tirsdag begyndte Facebook, Instagram og beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp langsomt at virke igen efter et kæmpe crash i selskabets netværk mandag aften.
Ifølge en udmelding fra Facebook skyldtes nedbruddet “konfigurationsændringer på routerne, der koordinerer netværkstrafikken”.
“Disse ændringer i konfigurationen skabte en slags domino-effekt i måden, hvorpå vores datacentre kommunikerer, hvilket bragte vores tjenester til fuld stop,” skriver Facebook.
Som konsekvens af nedbruddet måtte selskabet kommunikere gennem konkurrenten Twitter, hvor de skrev: “Til det store fællesskab af mennesker og firmaer rundt om i verden, som er afhængige af os: Undskyld.”
Nedbruddet ramte omkring kl. 17.30 mandag, hvorefter næsten 14 millioner brugere berettede om problemer med at tilgå Facebook, fremgår det af hjemmesiden Downdetector.