Regeringen har i denne uge offentliggjort ministerholdet for de næste fire år, og som en ny tilføjelse er der udråbt en digitaliseringsminister, oplyser Computerworld.
Danmark får sin første digitaliseringsminister. Det stod klart torsdag formiddag, hvor listen over de nye ministre var blevet offentliggjort.
Det er Marie Bjerre (V), der nu bliver minister for digitalisering og ligestilling i den nye regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Under valgkampen og regeringsforhandlingerne har der været en del snak om, hvorvidt Danmark får en it-minister, der kan holde hånd i hanke med landets digitalisering. Det får Danmark så nu – titlen går blot på digitalisering i stedet for it.
36-årige Marie Bjerre er uddannet jurist fra Københavns Universitet og har været medlem af Folketinget for Venstre siden 2019. Siden da har hun ageret socialordfører, bæredygtigheds- og verdensmålsordfører, erhvervsskatteordfører, SU-ordfører og senest klimaordfører.
Danmark har ikke tidligere haft en decideret digitaliseringsminister eller it-minister. Det tætteste har formentlig været Helge Sander (V), der indtil 2010 var minister for videnskab, teknologi og udvikling under Lars Løkke Rasmussens første regering.