I løbet af de kommende måneder vil Apple lancere en række nye funktioner med softwareopdateringen ‘iOS 15.4’ – det skal bl.a. være lettere at betjene sin iPhone med mundbind på, oplyser Computerworld.
Bedre sent end aldrig, kan man sige, eftersom vi i Danmark netop har droppet mundbindskravet, idet Apple vil gøre det lettere at låse sin iPhone op med Face ID uagtet brugen af mundbind.
Det er blot én blandt flere funktioner, der ser dagens lys, når Apple i løbet af de kommende måneder lancerer iOS og iPadOS med versionsnummeret 15.4.
Med iOS 15.4 og iPadOS 15.4 lancerer Apple også funktionen ‘Universal Control’, som gør det muligt at skifte gnidningsfrit mellem tastatur og mus på din Mac og touchskærmen på din iPad. I så fald kan du flytte din musemarkør fra din Mac-skærm over på din iPad-skærm og på den måde styre din iPad med musen (kræver dog ‘macOS Monterey’).
Derudover kan du med den nye opdatering overføre tekst fra et foto til Noter- eller Påmindelser-appen ved at bruge kameraet til at scanne selve teksten.
Som noget nyt kan du også tilføje små noter til dine adgangskoder, som du har gemt i din iCloud-nøglering, og hvis du er app-udvikler, kan du med iOS 15.4 tilføje en knap i din app, som gør det muligt at starte et FaceTime-opkald direkte fra appen.
Nå ja, så får du også adgang til 37 nye emojier, som i høj grad bidrager til mangfoldigheden – bl.a. ved tilføjelsen af en gravid mand.